Nok er nok: Nu må krimigenren lægge sine døde kvinder i graven

Det flyder med ’dead girls’ i krimigenren, hvor mishandlede kvindekroppe agerer tændingsgnister for opklaringerne af mysterier i alt fra true crime-serier til ’Afdeling Q’. Mareridtet pirrer begge køn, men klicheen er efterhånden lige så uoriginal, som den er foruroligende.
Nok er nok: Nu må krimigenren lægge sine døde kvinder i graven
Laura Palmer (Sheryl Lee) i 'Twin Peaks'.

KOMMENTAR. »Mænd er bange for, at kvinder vil grine ad dem. Kvinder er bange for, at mænd vil slå dem ihjel«.

Sådan lyder et famøst citat fra ’The Handmaid’s Tale’-forfatteren Margaret Atwood, der til dels opsummerer, hvad amerikanske psykologer kalder et gender-fear paradox: Kvinder frygter kriminalitet – og særligt at blive slået ihjel af en mand – langt mere end mænd, til trods for at statistikker fra FN viser, at kun 22 procent af mordofre på verdensplan er kvinder.

Det faktum afspejles imidlertid ikke i krimigenren, hvor lemlæstede, nøgne kvindelig flyder i vandkanten, graves op i psykopaters baghaver og kasseres som affald. ’The Night Of’, ‘Forbrydelsen’, ’Afdeling Q’, ‘Mænd der hader kvinder’, ’True Detective’, ‘The Fall’, ‘Mindhunter’ og gode gamle ‘Twin Peaks’ er blot få ud af en endeløs række af titler, der serverer blodfattige kvinder på samlebånd, og genrens feticheren af hvide prom queens viklet ind i plastik og med stiletterne stikkende op af containere fornægter sig ikke i skildringerne af råddenskaben under den vestlige middelklasseidyl.

Findes der et mere ikonisk krimiseriebillede end det af englesmukke Laura Palmer med sandkorn som perler på det dødsblå ansigt? Farvede kvinder, til gengæld, er tilsyneladende sjældent vigtige nok for samfundet eller krimi-Hollywood til at blive centrum for store mordsager.

‘True Detective’.

Alligevel domineres genren af kvindelige publikummer og læsere (jeg selv er én af dem), der mere eller mindre bevidst fristes til at sætte ansigt på uhyrerne frem for at stikke hovederne i busken (der ender de trods alt uanset hvad, ifølge diverse krimirædsler). »Stay sexy and don’t get murdered«, lyder afslutningsbemærkningen i hvert afsnit af den populære true crime-podcast ’My Favorite Murder’ – hvori to kvindeværter gennemgår deres ’yndlingsmord’ i så mange hårrejsende detaljer som muligt – og tilsidesætter man den saftige sensationalisme, skulle man mene, at underholdningsindustriens kvindemordshobby har oplagte forudsætninger for at fordre reelle samfundsdebatter om voldsforebyggelse.

Det lå i hvert fald den skotske krimiforfatter Val McDermid på sinde, da han i vinter fortalte BBC at, »så længe kvinder bliver slået ihjel af voldelige mænd, vil jeg blive ved med at skrive om det. Det er vigtigt, at vi adresserer problemerne«. Men når krimierne – uanset om der står mandlige eller kvindelige afsendere bag – til stadighed udviser større interesse for, hvorvidt morderne knalder deres ofre før eller efter rigor mortis end for de tragiske damer på obduktionsbordet, bøjes exploitation i neon.

»Vi er ikke kommet synderligt langt siden stumfilmen. Kvinder bliver stadig bundet til togskinnerne, men nu skal de voldtages først«, udtalte den engelske forfatterinde Bridget Lawless tidligere i år og udlovede sågar en pris på 2.000 pund til den forfatter, der kunne skrive den bedste krimi uden et kvindeligt offer.

Afhængighedskabende adrenalinkick

Cocktailen af seriemorderfascination og afstumpede s/m-fantasier kan pirre fans af alle køn, og ifølge den amerikanske kriminolog Scott A. Bonn er adrenalinkicket afhængighedsskabende som en rutsjebanetur i Tivoli: Kvinder gyser over hvad-nu-hvis, og mænd får mulighed for at afpudse beskyttetrangen. Men den udpenslede kvindevold og karikerede magtrelationer afføder en snigende paranoia, der skævvrider trusselsbilledet i de mandlige undertrykkeres favør og får ligestillingen til at slå i bakgear, hvis offergørelsen kryber ind under huden, efter skærmen slukkes. Som når værterne i ’My Favorite Murder’ med en vis forkvaklet selvironi bekender, at de nærmest er blevet bange for at forlade huset efter al den snak om vold og lemlæstelse.

Kvinder er i højere grad end mænd ofre for seksuelt motiverede forbrydelser og vold i hjemmet, og når krimigenren ivrigt bombarderer os med stadigt mere afstumpede worst case scenarios som søndagsserie-hygge, næres angsten for, at mænds største motivation for at slå kvinder ihjel er, at de er kvinder. Og hvordan garderer man sig imod det?

‘Mindhunter’.

I en tid, hvor tusinder af kvinder endelig sparker døre ind ved at stå frem med deres egne historier om overgreb og seksuel vold, skriger krimien mere end nogensinde på en saltvandsindsprøjtning af friske perspektiver, der ikke reducerer kvindelige ofre til problemer, der skal udredes, så stovte politimænd og kronisk forbitrede kvindelige detektiver kan komme hurtigt hjem til aftensmaden (krimikvinden spiller tre hofroller: Død, promiskuøs og sur).

Eller værre endnu antyder, at dead girls straffes, fordi de går alene hjem, swiper nej til en mand med lavt selvværd eller ganske enkelt har en seksualitet, de ikke undskylder for. Det underliggende budskab kommer farligt tæt på indirekte at retfærdiggøre volden ud fra et slutshamingsynspunkt, der hedder, at gode piger kommer i himlen, mens slemme piger ender i plastikposer.

Kroppe i uskønne stakke

Der findes glimrende undtagelser: De britiske ’Broadchurch’ og ‘Missing’, koreanske ’Stranger’ og svenske ’Midnatssol’ såvel som genresatiriske ’Gone Girl’ demonstrerer, at neglebidende spænding og psykologiske hudfletninger af sindets mørkeste afkroge langt fra behøver at udspringe af kvindekød på køl for at få koldsveden til at pible frem i sofaen. Og ’Twin Peaks’ Laura rystede plastikken af sig for at blive en af seriens mest komplekse karakterer.

Naturligvis kan den døde kvinde ikke altid være stjerne i sit eget show, men en alt for stor andel af ofrene snydes for så meget som en værdig eftertanke, når de ligger blottede til skue. Det handler ikke om at indføre censur eller at tie kvindevold ihjel (‘Mindhunter’ er trods alt baseret på virkelige mord), men om at efterstræbe en balance i genren, der ikke efterlader en ubehagelig smag i munden over, at kvindekroppene på tv, film og i krimilitteraturen hober sig op i stakke, umyndiggøres, klædes af og gøres tavse med slet skjult erotiske undertoner for nemme gys og gammelmandspatriarkalsk fornøjelse.

Alt andet ville være noget af et gender paradox i 2018.

Læs også: Tre danmarksaktuelle film har forandret mit blik på USA

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af