De bedste pointer fra Julie & Jesper i INPUT: Om selviscenesættelse, første møde og flydende seksualitet

De bedste pointer fra Julie & Jesper i INPUT: Om selviscenesættelse, første møde og flydende seksualitet
Julie Rudbæk og Jesper Zuschlag i '30'.

Med ’29’ og ’30’ har Julie Rudbæk og Jesper Zuschlag skabt et af de skarpeste og mest spiddende, men samtidig kærligste portrætter af den generation, de selv er en del af.

I  INPUT-rummet, som Soundvenue og NESCAFÉ Azera præsenterer talte duoen med Radio24syv-vært (og ’30’-birolleskuespiller) om serien, generationsportrættet og dens skildring af seksualitet. Vi har hevet nogle af højdepunkterne ud.

1. Om det første møde på højskolen

Jesper: »Vi møder hinanden første gang på værelse 12 på Nørgaards højskole i Bjerringbro, den 20. januar 2008… Ikke fordi jeg sådan husker datoen«.

Julie: »Nej, slet ikke en stor dag«.

Jesper: »Slet ikke vigtig. Jeg husker tydeligt at komme ind på Julies værelse, fordi hun var min nabo på højskolen, og du sagde: ’Hej, jeg hedder Julie’, og jeg sagde: ’Hej, jeg hedder Jesper’, og jeg tænkte med det samme: ’Hun virker fucking fantastisk’«.

Julie: »Og så blev du kærester med min roomie!«.

Jesper: »Ja! Og det var nok egentlig meget smart, fordi så kom jeg rigtig meget inde hos jer, men der kunne aldrig ske noget mellem os to, Julie, fordi jeg var dedikeret til Nanna. Vi var sammen i to… uger, tror jeg«.

Julie: »Og det var lang tid på en højskole. Når man er på højskole, er to uger egentlig to år«.

2. Om begyndelsen på samarbejdet

Jesper: »I 2015 sidder vi og får en lækker caféburger i Blågårdsgade. Vi sidder og loller, som vi altid har gjort. Julie har været på talentholdet på DR og har lært at omsætte de her ting til sketches, situationer.

Vi besluttede os for at sætte os ned og få nogle af dine TVM-venner (tv- og medietilrettelægger, red.) til at komme og filme det og så bare lave noget sjovt sammen. Vi filmede et møde mellem to, der ikke har set hinanden i lang tid, der slutter med, at den ene siger: ’Skal vi ikke lige tage en kop kaffe en dag’, og den anden svarer: ’Nej, det synes jeg ikke’, som jo er det, man aldrig siger. Det blev senere til en scene i første sæson af ’29’«.

Jesper Zuschlag, Julie Rudbæk og Mathias Helt i INPUT-rummet.

3. Om at finde på scener

Julie: »Rigtig mange af scenerne, jeg har skrevet, opstår af situationer, jeg nogenlunde har prøvet. Alle har jo stået nede i Netto med toiletpapir og haft tanken: ’Det kunne være nederen, hvis der kommer nogen, jeg kender nu’. Eller: ’Gud, hvor gad jeg ikke møde min ekskæreste nu’.

Scenerne kommer altid af nogle tanker, jeg har gjort mig, når jeg er i de forskellige situationer. Og nogle gange drysser jeg lige pynt på. Hvem er den værste, Julie kan møde her? Det kommer af fantasi, oplevelser og iagttagelser«.

4. Om at skabe et generationsportræt

Julie: »Vi vil gerne fortælle om generationen, gennem generationen. Ikke med en løftet pegefinger, men ved at prøve at forstå dem. Selvfølgelig er der en kritik, men den skal folk også se den anden side af, så man forstår, hvorfor vi opfører os sådan, bliver sure over ting eller tager egoistiske beslutninger. Selv om det er mega forkælet noget af det, så vil vi også gerne prøve at forstå det«.

Jesper: »Og det er mere et sted i livet, vi slår ned på her. Det er overgangen fra ungdomsliv til voksenliv, vi vil portrættere. Det at være fanget derimellem og ikke føle, man er det rigtige sted, mens man ser alle andre være der, man gerne selv vil være.

Der, hvor det bliver et generationsportræt, er nok, når karakterernes forventninger er enormt høje til, hvad det skal være, og deres fomo konstant spænder ben for dem selv. De er hele tiden nysgerrige på alt det, de går glip af, i stedet for bare at læne sig lidt tilbage og nyde det, man har«.

5. Om at iscenesætte sig selv

Jesper: »Vi vil gerne være skuespillere og har villet være det hele vores liv. Vi vil gerne være på, og vi kan godt lide at skrive om vores liv indirekte. Vi er de værste eksempler på dem, der gerne vil have mange følgere på Instagram. Vi vil gerne sidde og fortælle andre folk om den her generation. Vi vil gerne være i fokus. Vi er rigtigt slemme eksempler«.

Julie: »Mener du generationen eller er det os to?«.

Jesper: »Os to«.

Julie: »Ej, du skal ikke tage mig med ned!«.

Jesper: »Ej okay, jeg er! Det er jo privilegerede unge, som har rigtig mange muligheder, der ikke vil stille sig tilfreds med noget som helst og vil se sig selv stikke hovedet lidt højere op end alle andre. Og for Guds skyld ikke ende som folkeskolelærer i Vordingborg! Jeg har venner, som er gået den vej og har fået et helt almindeligt job og stiftet familie, og de er virkelig glade for det. Jeg misunder dem nogle gange, at de kan det. Jeg har det bare ikke i mig. Jeg har behov for noget andet«.

6. Om at lave det, man brænder for

Julie: »Der er nogen, der brænder for at være folkeskolelærere eller pædagoger eller skuespillere. Det fedeste for folk, er at finde deres passion, som kan være alt. Når folk laver det, de er bedst til, bliver de jo mega seje. Jeg ved godt, at der er rigtig mange i vores generation, der gerne vil være noget med medier. Men i virkeligheden tror jeg de fleste bare længes efter at finde det, de brænder for«.

Jesper: »I den proces tror jeg, de bliver forført af nogle andre ting end det, det egentlig handler om. Jeg tror, skuespil er en af de mest misforståede jobs på den front. Jeg har jeg undervist rigtig mange unge skuespillere, og jeg kan mærke, at på bare de fem-seks år gik mange fra at sige: ’Jeg kunne godt tænke mig at være dygtig’ til: ’Jeg vil bare finde ud af, hvem jeg egentlig er’. Det blev sådan et selvrealiseringsprojekt, som vores generation er meget ramt af«.

Julie: »Vi fandt også ud af, at lykken ikke var skuespil. Jeg troede hele tiden, at den dag jeg blev skuespiller og kunne leve af det, ville jeg være lykkelig og tilfreds. Men lykken er ikke længere for mig at skulle få en hovedrolle i en DR-dramaserie, som det måske var for fem år siden. Nu er det at lave mit eget. Det kan ændre sig, og man kan finde glæde ved nogle ting, som man aldrig havde troet, man skulle. Det er den fedeste læring fra alt det her«.

7. Om omvendte kønsroller

Julie: »Jesper og jeg er jo en moderne mand og moderne kvinde, så der har vi taget meget fra vores eget liv. Nogle gange er jeg lidt mere mandet, end du er, og nogle gange er du lidt mere fimset. Det er bare sjovt med mænd, der snakker om følelser og bare gerne vil spise lidt tapas og nyde et godt glas rødvin og pigerne, der bare gerne vil ud og ha’ noget pik og drikke sig stive. Det er der både noget komisk i, men der er også noget rigtigt i det«.

Jesper: »Vi kan også lide i den her dramedy-genre, at det komiske opstår, fordi der er noget på spil. Der er nogle, der gerne vil noget og kæmper for det, men det går galt. Hvis det var en comedy-serie, ville man slutte af på den bedste joke, man kunne finde på. Vi kan rigtig godt lide at overraske. Det, hvor det er allermest sjovt, skal folk pludselig tænke: ’Av’. Det skal også gøre ondt«.

8. Om flydende seksualitet

Julie: »Seksualitet har ændret sig og er blevet lidt mere flydende. Folk behøver ikke være hverken eller. Fordi man har været kærester med en mand hele livet, kan man stadig pludselig godt forelske sig i en pige. Men vi havde lidt et indtryk af, at det var helt okay for kvinder, sådan at det næsten var hipt at være lidt bi. Jesper oplevede ikke helt den samme frihed med mændene, og den dobbeltmoral synes vi var meget sjov at tage op. Jeg tror stadig, det er bedre, end det var for nogle år siden, men der er stadig en forskel mellem mænd og kvinder«.

Jesper: »Vi oplevede på højskolen, hvordan de lesbiske piger kunne tage for sig af buffeten af unge kvinder til fredagsbaren, der var friske på lige at snave lidt. Nogle gik også med ned på værelset. Der var ikke rigtig nogle mænd, der var sammen. Det er jeg ked af, det kunne ellers have været sjovt at lege lidt med.

Jeg har altid været dybt fascineret af mandekultur og frygten for homoseksualitet, for den ligger rigtig meget hos mændene. Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor heteroseksuelle mænd er så bange for det. Der er også kvinder, der synes, at to mænd sammen er klamt eller forkert. Men det jeg synes er sjovt, er de scener, der opstår, når mænd er mænd sammen. Som når de står og træner sammen, hvor den ene står med pikken helt nede i hovedet på den anden. Kan de ikke selv se det? Og det er altså to mænd, som ville smadre en homoseksuel, hvis de så ham.

Det er også tilbage til vores generation, vores fomo og vores lyst til at prøve alting af. Seksualiteten skal selvfølgelig også prøves af. Vi shopper rundt omkring i livet. Men skal lige prøve det, se hvad fanden det er. Det er fantastisk, hvis der kommer en generation, der er helt ligeglade med det og bare går efter dem, de har lyst til«.

’29’ og ’30’ kan streames kvit og frit på YouSee Comedy.

Læs også: 10 højdepunkter fra Roland Møller og Alex Høgh Andersen i INPUT: Om stalkers, Theron-sviner og dårligt vikingehår

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af