’Kriger’ – hele serien: Flot, fed og lidt for meget manuskriptmassage
Spoileradvarsel: Læs ikke videre, før du har set alle seks afsnit af ’Kriger’.
Fem stjerner gav jeg ’Kriger’, da jeg for seks uger siden anmeldte TV 2’s ambitiøse miniserie.
Jeg havde set de første tre afsnit, og jeg var begejstret for instruktør Christoffer Boes ekvilibristiske kamerakunster, for skuespillet og for den troværdige miljøtegning.
Det er jeg stadig efter at have set hele serien. Alligevel bliver jeg nødt til at trække en enkelt stjerne fra den endelige karakter. Fordi jeg ikke synes, at anden halvdel, herunder aftenens finale, helt formåede at indfri seriens store potentiale. Desværre.
Hvad var det for en slutning, vi fik i aften? Var det en happy ending? Sådan føltes det, da Louise (Danica Curcic) – efter at have været underligt passiv, da Tom (Lars Ranthe) ignorerede hendes »HÆNDERNE BAG HOVEDET!« og vendte sig truende mod CC (Dar Salim) – skød rockerpræsidenten, støttede den sårede CC ud i bilen og smilede til bekymrede Max, at nu skulle de to nok passe rigtig godt på CC.
Men er vi enige om, at Louise står til både fyring og retsforfølgelse efter at have ignoreret adskillige direkte ordrer, ført sine foresatte bag lyset, lavet en hit-and-run og trukket sin pistol over for en civilperson? Og at CC med al sandsynlighed bliver dømt for mordet på Mads? Det lyder ikke så happy endda.
Det havde krævet en del manuskriptmassage at få arrangeret denne mexicanske standoff, som var et så naturligt klimaks for serien. Først »italienerne«, denne diffuse deus ex machina. Så ’Vildmanden’ (alene navnet!), som selv ikke Nicolas Bro syntes at tro på, så mekanisk som han aflirede sin monolog om Danmarks storhed og fald. Og hans langhårede lakaj, der ville have CC til at skære »en finger eller et øre« af den første den bedste for at vise, hvem han var. Der slog troværdigheden revner.
Og Tom. Hvad regnede han med at finde, da han tog hjem til Louise for at finde ud af, om politiet overvågede Vildmandens lagerhal? Skulle hun have en ulåst iPad liggende fyldt med fortrolige oplysninger? Og hvad fik han ud af at kidnappe Max? Havde det ikke været sikrere, diskretere, mere professionelt, ikke at tage ham med og dermed risikere at iværksætte en landsdækkende efterforskning?
Og hvorfor stolede Tom egentlig så blindt på CC?
Javist, CC var god til jobbet og til at sige de rigtige ting. Men at narkokongen – velvidende at der var en rotte løs i rockerborgen – aldrig for alvor beklikkede den mystiske nye rekrut, til trods for at problemerne begyndte, samme dag han trådte ind ad døren, var svært at forstå. Ofte troede man, at Tom testede CC, at han vidste eller i hvert fald mistænkte mere, end han gav udtryk for. Men niks. Det fik Tom til at fremstå næsten naragtigt naiv, at han så let lod sig besnakke af CC. Spørgsmålet er også, om ikke det havde skabt bedre drama, hvis Tom havde gennemskuet CC, og deres psykologiske stirrekonkurrence og katten-efter-musen-leg havde udgjort den spændingsmæssige motor.
Nu skal det ikke lyde, som om det ikke var spændende, eller at jeg slet ikke kunne lide serien. Det var det, og det kunne jeg. Alt, hvad jeg skrev for seks uger siden, gælder endnu. ’Kriger’ var flot filmet, lækkert produceret. Actionscenerne var påtrængende og medrivende. Jens Ole McCoys score skærpede stemningerne uden at tage opmærksomhed. Scenografien, stylingen, skuespillet, alt det dér spillede bare.
Men der var flere krumspring, kantede replikker og klichéer i anden halvdel, ikke mindst i det halvkedelige fjerde afsnit, hvor Lars Ranthes Tom tangerede den koleriske karikatur. Der blev i det hele taget råbt meget i det afsnit, som der ofte gør i danske serier, når man ikke har været helt sikre på, om det nu også var spændende nok. Fjerde afsnit gav os også den følelsesfulde fuldbyrdelse af CC og Louises rebound-romance, komplet med ’Skam’ske teenage-sms’er, der blev bidt af midt i skrivningen. Ahmeds brutale bortgang i slutningen af episoden hjalp dog lidt.
Anderledes medrivende var det fremragende femte afsnit, hvis dirrende stramme spændingskurve kulminerede i tragedie, da en desperat CC valgte at ofre den nybagte far Mads (Marco Ilsøe) for at beskytte sig selv og Max. Selvom han slap for at trykke på aftrækkeren, så var der her virkelig noget på spil for CC, som til tider fremstod lidt for upåvirkelig, lidt for ovenpå. Og Mads fik som en af få bipersoner en afsluttet arc, modsat eksempelvis Søs (Natalie Madueño) og Jack (Rudi Køhnke, som jeg gerne havde set mere til), der gled umærkeligt ud af historien, selvom begge var stillet vægtigere roller i udsigt.
Man kan også diskutere, om Boe og medforfatter Simon Pasternak traf de rigtige beslutninger, når det kom til hovedrollerne. Blev CC’s selvødelæggende skyldfølelse fuldt forløst? Var Louise ustadigt skildret eller bare kompleks, når hun pendulerede mellem betonagtig hårdhed og porøs nervøsitet? Blev Tom for meget brøleabe og for lidt criminal mastermind?
Derimod er det indiskutabelt, at de bærende skuespillere gestaltede rollerne troværdigt og med stor indlevelse. Danica Curcic havde en dirrende intensitet og sårbarhed i sine dialogscener med CC, og Lars Ranthes rockerpræsident Tom var ofte et fikspunkt for seerens fascination. Og Dar Salim har en nedtonet naturlighed i sin repliklevering, der sine steder kan virke udeltagende, men som i virkeligheden bare er godt skjult skuespil, der passede præcist til en karakter, som måtte skærme sine sindsbevægelser for at beskytte sig selv.
Det virkede unægtelig som sådan en serie, hvor hovedpersonen måtte dø for at fuldende sin følelsesmæssige færd og sone sine påståede synder. Måske ofre sig for Max i en heroisk sortie. Men måske har man villet holde døren for en toer på klem, just in case?
Det er forståeligt nok. For ’Kriger’ var en fed og flot serie. Og nogle gange – men desværre ikke helt så tit, som man kunne have drømt om – var den fremragende.
Kort sagt:
På sit højeste havde Christoffer Boes potente krimidrama ’Kriger’ international klasse, men serien tabte luft i anden halvdel, der for ofte forfaldt til forudsigeligheder og lette løsninger.
Læs også: På settet til ‘Kriger’ – »det er overraskende nemt at komme ind i kriminelle miljøer«