Martin Skovbjerg genopliver ungdomsfilmen med ’Brakland’: »Det er råt og hårdt – men også super smukt«

Hvordan laver man en film om at være teenager, sådan 100 procent ægte fra de unges eget perspektiv? Det ved Martin Skovbjerg, der fra musiksiden er kendt som DJ Er Du Dum Eller Hvad og Av Av Av, men nu springer ud som spillefilminstruktør med en intens, pulserende og følsom ungdomsfortælling. Og svaret giver han her, få dage før Soundvenues store ’Brakland’-fest på fredag, den 16. november.
Martin Skovbjerg genopliver ungdomsfilmen med ’Brakland’: »Det er råt og hårdt – men også super smukt«
Martin Skovbjergs debutfilm 'Brakland'.

Martin Skovbjerg er ikke typen, der takker ja til hvad som helst. Da en producer en dag ringede og spurgte, om han havde lyst til at instruere en ungdomsfilm om venskabet mellem to teenagedrenge i provinsen, var han imidlertid ikke i tvivl. Her var et projekt, han bare måtte blive en del af.

»Det, der tiltrak mig allermest fra starten, var, at det er en film om tiden mellem barn og voksen. Gode ungdomsfilm er blevet mangelvare, og det er synd, for det er en spændende tid, og det er den slags film, der har gjort mest for mig, da jeg selv var 14-15 år gammel«, fortæller instruktøren og oplister længselsfuldt 80’er-ungdomsklassikere som ’Zappa’, ’Busters verden’ og tv-serien ’Guldregn’.

»De her film fik mig til at reflektere over, hvilken slags menneske jeg gerne ville være« husker han. »Og de gjorde det ikke med en løftet pegefinger eller noget. De gav mig mulighed for at identificere mig med nogen i øjenhøjde, og det synes jeg, at Danmark har savnet helt sindssygt«.

Multitalentet Martin Skovbjerg debuterer nu som spillefilminstruktør. (Foto: Dennis Morton)

Derfor kastede han sig over den hårdtslående venskabsfortælling ’Brakland’ om storbydrengen Simon, der flytter til en lille provinsflække og møder den mystiske og vilde Bjarke.

Sammen danner drengene deres egen eksklusive outsiderklub, hvor de som to alfahanner udfordrer hinanden, indtil et indre bæst vækkes i Bjarke og tvinger Simon til at træffe valget mellem at redde sin ven eller trække sig fra dennes destruktive kurs mod afgrunden.

Debutanterne Jonas Bjerril og Vilmer Trier Brøgger brænder igennem som de to drenge i den intense, fintfølende film, der med referencer til klassikeren ’Planet of the Apes’ og en pulserende, ildevarslende grundstemning skildrer den fine skillelinje mellem godt og ondt og det golde brakland mellem barndom og voksentilværelsen.

’Brakland’ er første spillefilm fra instruktøren, der først blev kendt som den ene tredjedel af Av Av Av og som DJ Er Du Dum Eller Hvad. At han har et godt greb om ungdomsfortællinger, beviste han dog allerede tilbage i 2015 med den forrygende, nyskabende DR3-webserie ’Anton 90’, som han fulgte op med en anden ungdomsfortælling i webformat, ’Fastland’.

Kom med til stor ’Brakland’-gallapremiere den 16. november: Soundvenue, Chateau Motel og Empire Bio inviterer film, overraskelser og efterfest – læs mere HER.

Trods succesen har han dog haft sit hyr med at forklare udenforstående, hvorfor han – eller nogen anden for den sags skyld – skulle instruere en ungdomsfilm om to 15-årige drenge.

»Når folk har set på projektet udefra, har de sagt: Det kan du ikke få nogen til at tage i biografen for at se, for de unge gider ikke at se ungdomsfilm. Og så har jeg måttet kæmpe og sparke og sige, at selvfølgelig kan jeg det!« siger Skovbjerg, der ser en sammenhæng mellem det manglende publikum og manglen på gode ungdomsfilm.

»Det er lidt som at sige: ’Folk tager jo ikke elevatoren’ i en bygning, hvor der ikke har været en elevator i 10 år. Hvis der var en elevator, ville de jo nok tage den. Det er det samme med ungdomsfilm. I Danmark mangler vi ungdomsfilm, der føles ægte, og derfor er der ingen, der ser ungdomsfilm«.

En tidsrejse for mænd – med 110 km/t.

Men hvordan skaber man så egentlig en ungdomsfilm, der »føles ægte«?

Det handler først og fremmest om at tage de unge alvorligt og prøve at forstå, at teenagere ikke ser verden på samme måde som os, forklarer Skovbjerg og bruger sin egen entré ind i Soundvenue-redaktionens kontorlandskab til dagens interview som eksempel.

»Da jeg for eksempel gik ind på kontoret der, så skannede jeg lige det hele og tog bestik af situationen. Det havde været noget andet, hvis Jonas eller Vilmer (som spiller Simon og Bjarke i filmen, red.) var trådt ind. De havde straks tænkt: ’Er her en cola et eller andet sted’ eller ’fede sneakers ham dér har på’. De tænker på en helt anden måde og er meget mere fokuserede på deres egne ting og tanker, og så er alt andet ligegyldigt«.

Skovbjerg besluttede derfor i samarbejde med filmens fotograf at bruge filmsproget til at danne en slags kuppel om de to drenge. Med nærbilleder, point-of-view-skud og en gennemgående leg med dybdeskarphed i billedet, hvor både jævnaldrende og voksne ofte glider ud af fokus – indtil de så pludselig bliver vigtige for drengene og træder knivskarpt frem i billedet igen.

Lydsiden består af et elektronisk og hårdtslående score, der selvfølgelig leveres af Av Av Av. Mange opfatter stilen som rå, fortæller instruktøren. Selv synes han egentlig bare, at den er realistisk.

‘Brakland’. (Foto: David Gallego)

»Fordi sådan føltes virkeligheden for mig, da jeg gik på handelsskolen. Det har jeg også lært af de her unge mennesker, jeg arbejder sammen med: De er bare på med 110 kilometer i timen. Med alt. Og det er jo lidt råt, og hårdt, men også super smukt«, påpeger instruktøren, der har en idé om, at vi med tiden opbygger et filter, som gør os i stand til at frasortere indtryk og følelser.

Men så kan gode ungdomsfortællinger som ’Skam’ fungere som en art tidsmaskine, tilføjer Skovbjerg, der allerede har fået tilbagemeldinger fra flere, der med ’Brakland’ er blevet skudt tilbage til ungdomsårene.

»Nu er der ikke så mange, som har set den endnu, men især mange af de mænd på min egen alder, som har set den, melder tilbage og siger, at det næsten var en fysisk oplevelse, og at de stadig kan mærke den flere dage efter. Den åbner op for et eller andet i dem, som de måske havde glemt, og det er ret fedt, synes jeg«.

Ud med kassetænkning!

Martin Skovbjerg er oprindeligt uddannet dekoratør. Filmbranchen dumpede han nærmest ind i ved et tilfælde, og når han ikke lige instruerer spille- eller reklamefilm og musikvideoer for blandt andre Suspekt og Tina Dickow, kan man som regel finde ham bag en dj- eller mixerpult i færd med at sample elektroniske tracks.

Han har altså, med et lidt udtrådt udtryk, mange jern i ilden, og det kan derfor være svært at fastlåse ham under et enkelt mærkat. Og det er kun godt, mener han, for hvis der er noget, den 38-årige blæksprutte er træt af, så er det, hvad han kalder danskernes trang til »at proppe alting ned i kasser«.

Det var også grunden til, at han lod ’Brakland’ udspille sig i den fiktive by Vesterby frem for velkendte danske byer og områder. På den måde håber han at gøre det sværere for folk at fastlåse karaktererne ud fra fordomme.

Martin Skovbjerg (Foto: Dennis Morton)

»Jeg tror, at hvis filmen fandt sted på Vesterbro, så ville publikum bare tænke: ’Typisk de skide københavnere’. Og hvis den foregik i Vejle, ville de tænke ’de skide jyder’«, fortæller han og understreger, at målsætningen var at fjerne vante identitetsmarkører og karikere personerne så lidt som muligt.

Selv nægter han også at blive proppet ned i en kasse med mærkatet ’ungdomsinstruktør’.

»Jeg skal ikke være en såkaldt ungdomsinstruktør. Sådan tænker vi danskere bare alt for meget: Nå, han laver film om ungdommen, så kan nok kun det«., siger han og erklærer sig med en udpræget carpe diem-attitude klar til at lave kaste sig over alle mulige spændende projekter.

»Jeg har ikke som sådan et drømmeprojekt. Jeg kan bare godt lide at lade de gode projekter komme til mig og så give dem alt, hvad jeg kan. Og det er jo ikke, fordi jeg ikke vil lave ungdomsting mere, men jeg vil bare gerne lave alt muligt og tror slet ikke rigtigt, jeg har fundet min ting endnu«.

Vi skal ikke efterligne Hollywood

Mens foragten for kassetænkning dukker op flere gange i vores samtale, bliver noget andet også ved med at trænge sig på. Et navn. David Gallego.

Navnet tilhører filmens colombianske fotograf, som tidligere stod bag kameraet på det prisvindende arthousehit ’Slangens favntag’.

»Verden er et vildt sted!« udbryder Skovbjerg, da jeg, efter at have hørt navnet en del gange, spørger nærmere ind til samarbejdet med Gallego, der kom i stand, fordi produktionsselskabet Snowglobe netop havde arbejdet sammen med ham i en dansk-colombiansk koproduktion.

»Knap tre måneder før havde Soundvenue bedt mig om at lave en top 20 over de bedste film siden år 2000. Jeg sætter ’Slangens Favntag’ på som nummer 1, og pludselig ringer min producer så og spørger, om fotografen fra filmen ikke også skal skyde min film«.

Trods sin umiddelbare begejstring kom Skovbjerg dog i tvivl: Var det nu også en god idé at vælge en fotograf, der ikke kunne forstå, hvad der blev sagt på settet? Han sagde dog ja og kom ikke til at fortryde sin beslutning: Colombianeren skulle blandt andet vise sig at give Skovbjerg et helt nyt blik på dansk film – en lektion, som han også mener andre kunne have godt af.

»Vi har nogle gange en drøm i dansk film om at lave noget, der ligner Hollywood, men det kan vi ikke, for lyset her er anderledes. Det er mere blåt, og det gør, at lige meget hvor meget vi prøver, kan vi aldrig få vores virkelighed til at ligne en Hollywood-film. David lærte mig virkelig at sætte pris på det blå lys og bruge det. Og det synes jeg godt, vi kunne lære noget af i dansk film«, fortæller instruktøren og langer i den sammenhæng ud efter danske periodefilm som ’Lykke-Per’ og ’I krig og kærlighed.’

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

»De virker distancerende med deres store dyre kameraer og flotte lyssætning. David lærte mig, at det ikke handler om at bruge dét og dét dyre kamera, fordi man synes, det er fedt, men om i stedet at gøre, hvad der er bedst for historien«, forklarer han og understreger, at han foretrækker de tidligere Dogme-instruktører, Thomas Vinterberg og Lars von Trier, fordi de i hans øjne sætter historien over udstyr.

Det samme mener han karakteriserer den nye bølge af danske instruktører, som han stolt erklærer sig en del af.

»Det er generationen, der er vokset op med dogmefilmene, som nu får taletid. Og det kan man mærke, fordi det er folk, der ikke siger: Ej, hvor er det ærgerligt, at vi ikke har flere penge, men som i stedet bruger det, de har til at gøre, hvad der bedst for historien. Jeg føler bare grundlæggende, at vi lige nu rører ved, hvad der er det vigtige for en film. Det er ikke 3D eller CGI. Det er historien, og hvordan man fortæller den«.

Kom med til stor ’Brakland’-gallapremiere den 16. november: Soundvenue, Chateau Motel og Empire Bio inviterer film, overraskelser og efterfest – læs mere HER.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af