(Flere afgørende plotpunkter i ’Mr. Robot’ sæson 1 bliver afsløret her)
Der var ingen serie over ’Mr. Robot’, da den torpederede tv-skærmene i 2015 med ekvilibristisk kameraføring, et neglebidende spændingsplot og en kraftpræstation fra Rami Malek i gennembrudsrollen som den anarkistiske hacker Elliot.
Det var toptunet underholdning, der gik målrettet efter nerverne, men samtidig havde en skarp samfundskritisk brod, som gik i struben på den kapitalistiske verdensorden og de kolonorme konglomeraters svimlende indflydelse på verdenspolitik.
Og med en Emmy til Malek for bedste dramahovedrolle, en Golden Globe for bedste dramaserie og en ditto for Christian Slaters comeback-birolle som diabolsk marionetfører kunne serien dårligt blive mere hypet.
Tre år senere er ’Mr. Robot’ så godt som gået i glemmebogen herhjemme. Buzzen er forsvundet ud i en blå luft, og det er derfor gået nærmest ubemærket hen, at man endelig kan se alle foreløbige tre sæsoner på HBO Nordic.
Rami Malek går nu sin sejrsgang i rollen som Freddie Mercury i ’Bohemian Rhapsody’, og seriebagmanden Sam Esmail høster roser for sin fremragende thrillerserie ’Homecoming’. Men ’Mr. Robot’ er stadig en af tidens vildeste serier.
Glimrende biroller
Nogle har ufortjent kritiseret serien for at være alt for optaget af sine skæve kameravinkler, sin kringlede kronologi og sin manipulerende brug af karakterernes subjektivitet, som ellers har ført til nogle af de bedste twists på tv i nyere tid.
Men selvom det er sandt, at Esmail, der har instrueret alle seriens afsnit siden sæson to, dyrker stilen og formen, så sker det aldrig på bekostning af karaktererne og det snorlige plot, som bygger op mod en konspiration af dimensioner.
Det bliver for alvor slået fast i sæson to, der sætter seriens biroller og de realpolitiske magtspil i fokus.
Elliot (Malek), der ellers var den altovervejende drivkraft i første sæson, er i et særdeles modigt valg fra skaberens side placeret på sidelinjen. I starten er det uendeligt frustrerende at se hackeren drive den af i sin mors lejlighed i Queens – i et tilsyneladende desperat forsøg på at uddrive den dæmoniske Mr. Robot fra sit sind og samtidig holde sig langt fra den glidebane, som computere og morfin udgør. Men udover et velskruet twist, som retfærdiggør hvert et minut af hans isolation, giver det også plads til, at Darlene og Angela for alvor kan træde i karakter.
Vi møder trioen knap en måned efter Five/Nine-hacket – første sæsons klimaks, som Elliot, og dermed publikum, ikke husker mere end brudstykker af. Økonomien er blevet bombet tilbage til stenalderen, og der er anarki i New York Citys gader, hvor strømafbrydelser indtræffer hvert andet øjeblik.
I sin brors fravær har Darlene taget kontrollen over fscoiety, som ufortrødent fortsætter angrebet på E Corp gennem guerillakrigsførsel, der afpresser og udstiller selskabets spidser. Angela har skiftet side og er i gang med at stige i graderne i selv samme firma efter at have knyttet et ildevarslende tæt bånd til direktør Phillip Price (en glimrende Michael Cristofer), der lugter langt væk af skumle bagtanker.
Politisk skyggespil
Hvor sæson et handlede om den lille mand mod systemet, sætter sæson to spørgsmålstegn ved, hvad der kommer efter den samfundsomvæltning, som har hensat USA i en apokalypse-lignende tilstand. Og det er på mange måder langt mere ambitiøst.
Esmail har zoomet helt ud for at give os et makroperspektiv på det realpolitiske skyggespil, som hidtil har foregået i kulisserne. Det viser sig nemlig, at selv fscoiety er en brik i en større plan mellem Price og den mystiske, kinesiske minister Zhang (BD Wong), der indtager en fænomenal dobbeltrolle som Dark Armys leder Whiterose.
Hvis ens tro på idealisme og forandringens vinde var bare en smule intakt efter sæson et, fortsætter ’Mr. Robot’ med at smadre håbet, jo længere serien skrider frem: Fsociety erfarer gradvist, at forestillingen om en ny verdensorden var ren utopi, mens FBI’s net langsomt lukker sig om den brogede flok hackere, der samtidig begynder at betvivle deres egen mission.
Gruppen er nu fremme i lyset takket være den ihærdige FBI-agent Dom DiPierro (Grace Gummer) – en i øvrigt fremragende tilføjelse til persongalleriet – som er benhård i sin opsporing af cyber-terroristerne.
Det giver anledning til mere hæsblæsende spænding end hidtil. Et af sæsonens højdepunkter er et velorkestreret hack af FBIs computersystem, som selvfølgelig skal udføres fysisk i E Corps hovedkvarter, hvor efterforskerne holder til. Angela bliver hvervet til at infiltrere sin egen arbejdsplads, med kyndig vejledning fra Darlene, og resultatet er et af de mest nervepirrende tv-øjeblikke længe.
For ’Mr. Robot’ forfalder aldrig til billige løsninger. I dette univers kan man ikke bare bryde gennem firewalls med et klik på tastaturet – det er den slags filmisk underskud, som serien nægter at forfalde til. I stedet følger man det hårde benarbejde i lange, glidende indstillinger, som kun bliver vildere fra sæson til sæson.
Det perfekte symbol
Det, der også er fantastisk ved ’Mr. Robot’, er, at den bliver ved med at være relevant. Hvor politiske serier som ’House of Cards’ blev overskygget af virkeligheden, da Trump indtog præsidentembedet, fortsætter Sam Esmail og co. med at sammensætte vilde konspirationsteorier, der overstråler den virkelighed, de udspringer fra. Det kan være i små bibemærkninger, som når kineserne mere end antyder, at de står bag Trumps valgsejr, eller i centrale plotlinjer, hvor det moderne diplomatis dybe afhængighed af markedskræfter hudflettes.
Intet er tilfældigt, og hver en transaktion mellem de amerikanske og kinesiske overherrer virker som et led i en større plan, vi endnu ikke har det fulde overblik over. Som publikum må man famle sig frem i blinde sammen med persongalleriets anarkister og idealister, der akkurat ikke kan se det store billede, men som hele tiden viser sig at stikke dybere og dybere.
Her kommer grundpræmissen om Elliot og hans vrangforestillinger – og hans indædte forsøg på at kvæle dem og den medfølgende paranoia i voldsom selvmedicinering – for alvor til sin ret som det perfekte symbol på vores samfund. Vi ved dybest set godt, at vi bliver ført bag lyset af magtfulde forretningsselskaber og politikere med skjulte dagsordner dagligt, men alligevel vælger vi at leve i den ignorance, som systemet ønsker.
At paranoiaen så samtidig ekkoer hele det digitale univers, som Elliot beskæftiger sig med, hvor uskyldige privatpersoners livshistorie kan stjæles på få minutter, taler sit tydelige sprog om de geniale, mangetydige lag i Esmails univers, der ikke kun dyrker overfladen.
Historisk one take-afsnit
Seriens uomtvistelige højdepunkt indtræffer i sæson tre, hvor fsociety-gruppen bliver viklet ind i The Dark Armys fase to af Five/Nine-hacket. Detaljerne omkring fase to skal ikke spoiles her, men Sam Esmail og fotograf Todd Campbells vanvittige eksekvering af seriens største triumf fortjener et par ord:
Sammen har de orkestreret et helt afsnit, der udfolder sig som et 42 minutter langt simuleret one take og skrev amerikansk tv-historie, da det ikke var afbrudt af de normale reklamepauser. Afsnittet følger et hæsblæsende forsøg på at tvinge E Corp i knæ en gang for alle, formidlet gennem et nærgående kamera, der giver følelsen af, at man selv står midt i konglomeratets hovedkvarter sammen med fsociety-medlemmerne.
Det er i balancegangen mellem visuel flair, et uigennemskueligt konspirationsmysterium og gennemarbejdede karakterer, at ’Mr. Robot’ finder sin styrke. For det lange take kunne sagtens være blevet en gimmick, hvis ikke det var, fordi det tegnede et så tydeligt billede af afsnittets hovedpersons desperate forfald.
I 2019 kommer den afsluttende sæson fire af serien, og den skal afklare mysteriet i centrum af ’Mr. Robot’: Hvad gemmer sig i Washington Township-kraftværket, der kostede Elliot og Darlenes far livet såvel som Angelas mor – og som kineserne er så ivrige efter at få fingrene i?
Hvis Sam Esmail kan binde en tilfredsstillende knude på den gåde, har ’Mr. Robot’ mere end fortjent sin plads i tv-historiebøgerne.
Læs også: De mest populære serier på streaming lige nu? Ny måling giver et sjældent indblik
Læs også: ‘Homecoming’: Et af årets bedste serie-binges