‘The Ballad of Buster Scruggs’: Coen-brødrenes Netflix-film er en charmerende kærlighedserklæring
Hvem er Buster Scruggs? Faktisk noget af en laps. I hvert fald hvis man sammenligner ham med Det Vilde Vestens andre cowboys. Han er velklædt, med hvidt tøj, lilla charmeklud og bredskygget hat. Og så elsker han at synge. Ja, han laver ikke meget andet end at klirre løs på sin guitar, mens han rider mod solnedgangen i de endeløse ørkenlandskaber.
Det er i hvert fald sådan, han tager sig ud til at begynde med. Så stopper han op, kigger direkte ind i kameraet, bryder den fjerde væg. Han er lige pludselig blevet meget tørstig, fortæller han. Heldigvis er der ikke langt til den nærmeste »cantina«, hvor man kan få sig en lille én sammen med egnens hårdeste halse.
Her stikker han uvægerligt ud som den pæne dreng. Men da man rotter sig sammen mod ham, gør han kort proces. Bang, bang, bang! Som vi nok anede, har han mere at byde på end sang og dans. Buster Scruggs er bogstaveligt talt »hurtigere end sin egen skygge«, og så render han forresten rundt med en ganske imponerende pris på sit hoved.
Coen-brødrenes nye film handler ikke kun om Buster, som efter et par lignende situationskomiske optrin utroligt nok møder sin overmand. I lighed med Lars von Triers ‘The House That Jack Built’, der får premiere senere på måneden, var ‘The Ballad of Buster Scruggs’ oprindeligt tænkt som en tv-serie, og det kan man godt fornemme.
Den er inddelt i seks kapitler, der hver især skildrer et bestemt aspekt ved livet vestpå. Fra James Francos mislykkede bankrøver, der med et reb om halsen spørger sin sidemakker på skafottet, om han har prøvet at blive hængt før, til Tom Waits stædige guldgraver og Liam Neesons omrejsende freakshow. Der er også nybyggere, diligencer, indianere og pelsjægere. Det eneste, man kunne savne, er et godt gammeldags togrøveri og kavaleriet, der ankommer i sidste øjeblik.
Indflydelserne er mange og forskelligartede, og jeg kom blandt andet til at tænke på Morris’ tegneserie om ‘Lucky Luke’, det klassiske Hollywoods besyngelse af »The Old West« og Sergio Leones stiliserede spaghettiwesterns. Filmen er alligevel noget andet end et postmoderne sammensurium af referencer. Den fungerer i høj grad takket være fortællingernes fine, novelleagtige karakter, hvor et miljø, en stemning, forskellige figurer bliver skitseret på blot tyve minutter.
Tonen er let og munter, men instruktørernes legende tilgang til filmmediet og deres herlige sans for ironi er hele tiden til stede. Mest makaber er en scene, hvor to dusørjægere meget nonchalant udbreder sig om deres blodige hverv til en stadigt mere skrækslagen skare af tilhørere, før de til sidst går deres vej med et lig over skulderen.
Coen-brødrene har tidligere forsøgt sig med westerngenren, først med ‘No Country for Old Men’, en moderne hyldest til de store vidders tavse og barske mænd, siden med gendigtningen af John Wayne-klassikeren ‘True Grit’. Heroverfor er ‘The Ballad of Buster Scruggs’ mest af alt en charmerende bagatel, lidt som deres tidligere ‘Hail Caesar!’, og spilletiden på et stykke over to timer kan også friste til pauser undervejs. Det har man jo mulighed for, nu hvor den udkommer på Netflix.
Kort sagt:
Coen-brødrenes kærlighedserklæring til Det Vilde Vesten hører ikke til blandt deres største film, men den er både underholdende og opfindsom og bestemt værd at se.
Læs også: ‘The Big Lebowski’ fylder 20 år – se Bridges, Buscemi og Goodmans muntre reunion