’Ex Libris: The New York Public Library’: Mesterinstruktørs bibliotekhyldest er langt fra så støvet, som den lyder
Én person surfer rundt i Google Street View, en anden indgiver en klage til de lokale myndigheder, mens en tredje laver en internetsøgning på ’tyktarmskræft’. Bare en enkelt scene på en læsesal fortæller en masse små historier, når mesterdokumentaristen Frederick Wiseman klipper mellem menneskenes koncentrerede ansigter og deres computerskærme.
Gennem lidt over 50 år har den produktive instruktør, som i 2017 blev anerkendt med en æres-Oscar, lavet utallige portrætter af det amerikanske samfund, oftest med udgangspunkt i institutioner. I ’High School’ fra 1968 viste han for eksempel samspillet mellem lærere og elever på en skole i Philadelphia, mens han i ’Near Death’ fra 1989 fulgte et Boston-hospitals hektiske intensivafdeling.
Wisemans biografaktuelle dokumentar nummer 41 (!) sætter New Yorks biblioteksvæsen under luppen, og det er slet ikke så kedeligt og støvet, som det måske kan lyde.
Ligesom instruktørens tidligere arbejde indeholder ’Ex Libris: The New York Public Library’ ikke én hovedperson eller en fortælling, men flere tusinde. For med 92 afdelinger spredt over Manhattan, Bronx og Staten Island rækker biblioteket ud til en yderst mangfoldig menneskemængde. Den giver Wiseman et udsnit af i en lang række korte bidder, der emmer af liv.
Filmen er ikke bare en hyldest til den brogede skare af biblioteksbrugere, men også de mange ansatte, som yder en uvurderlig indsats for lokalmiljøet, for bevaringen af vigtige værker og for formidling af svært tilgængelig information.
Man kommer i godt humør af at overvære dygtige personer hjælpe andre mennesker, for eksempel i en af filmens hyggeligste scener, hvor vi kort følger en lektiecafé for seksårige skolebørn. Tonen mellem de unge undervisere og børnene er både varm og drilsk.
Nogle steder fanger det observerende kamera overraskende komiske situationer. Som når en klassisk kvartet af blæseinstrumentister spiller foran et uimponeret, halv- og helsovende publikum i Bronx, eller når en venlig bibliotekar må forklare en låner i den anden ende af røret, at enhjørningen faktisk er et fantasidyr, der aldrig nogensinde har eksisteret.
Med en spilletid på tre timer og sytten minutter er ’Ex Libris: The New York Public Library’ dog ikke den letteste sag at komme igennem, og alle scener er ikke lige ophidsende. I sin udforskning af bibliotekets utallige kroge bevæger Wiseman sig flere gange op i ledelsens mødelokaler. Det kræver en vis interesse for faget ikke at zone en smule ud under deres diskussioner om vidensformidling og digital omstilling – selvom de naturligvis er vigtige.
»Biblioteker handler ikke om bøger. Biblioteker handler om mennesker«, siger en hollandsk arkitekt meget sigende halvvejs inde i filmen. Det er netop de menneskelige samspil, som står stærkest i ’Ex Libris: The New York Public Library’ – og som i sandhed får én til at værdsætte sit lokale bibliotek.
Kort sagt:
Dokumentarkoryfæet Frederick Wisemans nye bibliotekshyldest er bedst, når den retter blikket mod de berigende og morsomme møder mellem ansatte og gæster – og det gør den heldigvis meget af tiden.
Læs også: Anmeldelse af ’Rekonstruktion Utøya’ – Massakrens overlevende fortæller, så man får våde øjne