Netflix udvider sit repertoire af superheltefortællinger, når den spritnye ‘The Umbrella Company’ får premiere til februar. Live action-serien er baseret på tegneserien skabt af Gerard Way (forsanger i det hedengangne ‘My Chemical Romance’), og Netflix-produktionen har Ellen Page i én af de bærende roller.
Page spiller én af 43 personer født samme dag i 1989 af mødre, der forinden fødslen ikke viste nogen tegn på graviditet. Omstændighederne bliver yderligere usædvanlige af, at børnene lader til at have overnaturlige evner. En billionær ved navn Sir Reginald Hargreeves adopterer syv af børnene for at skabe ‘The Umbrella Company’, hvor han forbereder børnene på at skulle redde verden.
Det går dog ikke helt efter Hargreeves planer, og under børnenes teenageår splittes familien, og det unge superheltehold går i opløsning. Men da børnene mange år senere får besked om, at Hargreeves er gået bort, genforenes de nu tilbageværende seks søskende om at løse mysteriet om adoptivfarens pludselige død. De interne stridigheder mellem de seks søskende er imidlertid ikke blevet mindre med årene, og situationen tilspidses yderligere, da en gryende dommedag er undervejs.
Serien er skabt af Jeremy Slater, og på manuskriptholdet finder vi blandt andre Steve Blackman, som er kendt for sit manusarbejde på ‘Fargo’, ‘Legion’, ‘Altered Carbon’ og ‘The Outsiders’. På rollelisten finder vi foruden Page blandt andre Mary J. Blige, Cameron Britton, Tom Hopper, Ashley Madekwe, David Castañeda, John Magaro og Kate Walsh.
Netflix er langsomt ved at lukke sine Marvel-serier ned, så det her kunne blive en interessant arvtager i superhelteregi.
‘The Umbrella Company’ får premiere på Netflix den 15. februar næste år.
Læs også: Farvel til Stan Lee: Vi hylder tegneserielegendens fem bedste cameos i Marvels filmunivers