Russell Brand – ’Re:Birth’: Standup med en narcissistisk, verdensfjern (og ret sjov) lommefilosof
For et par år siden forsøgte Russell Brand – også kendt som Katy Perrys eksmand og «ham den mærkelige fra ‘Forgetting Sarah Marshall’» – at vælte den britiske regering fra sin dagligstue.
Da det viste sig, at der trods alt var grænser for Hollywoods efterspørgsel på roller, hvor Russell Brand spiller en lettere karikeret udgave af sig selv, brugte briten sin nyfundne fritid på politisk aktivisme og opfordrede alle briter til at undlade at stemme, fordi enhver stemme i Brands optik er en implicit blåstempling af et forkvaklet system, hvor en trojka bestående af løgnagtige medier, magtsyge politikere og grådige kapitalister træder den brede befolkning under fode for at konsolidere sig selv.
Når Brand prædikede sine endeløse tirader, lød han ofte som en kålhøgen gymnasiast, der lige havde opdaget Karl Marx og nu troede at have knækket universets kode. Det gør han også i dele af sin nye standupspecial ‘Re:Birth’, der lige er landet på Netflix. Tag bare denne indledning:
»Min primære motivation som performer er at overbringe min overbevisning om, at der dybt i os alle findes en essens, og hvis vi kan forbinde os med den essens som individer, så vil der blive frigivet en guddommelig magt, med hvilken vi kan forandre os selv som individer, samfund og måske endda verden«.
Pretentious much?
Ret skal være ret: Brand tilføjer et morsomt lille ‘men’, da han erkender, at han også har et vist økonomisk incitament, i og med at det har vist sig vanskeligt at ernære sig som mediepersonlighed, når man ikke laver andet end at hudflette medierne. Men det ville være sjovere, hvis man fornemmede, at Brand med denne tilføjelse parodierede sig selv og piftede den varme luft ud af sin lommefilosofi.
Fornemmelsen er imidlertid snarere, at Brand er mest sig selv, når han er mest prætentiøs. I sin ærmeløse T-shirt med dyb udskæring og maksimal udsigt til tusserne ligner han Jesus, der gennemgår en post-pubertær punkperiode, og jeg tror også, han føler sig som en profet på scenen. Det er selvironien, der virker kunstig.
Brand kan godt tage pis på sig selv, når han viser klip fra sine mange bizarre medieoptrædener og brokker sig over at blive kaldt ‘champagnesocialist’, når ‘kokainkommunist’ havde været mere dækkende. Men det er i sidste ende koketteri, for underteksten er, at Brand har set lyset, mens medierne kun er ude på at lyve og fordreje og slå plat (og krone) på Brands oprigtige kamp for en bedre, renere og højere verden.
»Som vi alle ved, eksisterer medierne primært for at fabrikere falske historier for at narre og bedrage os«, siger han eksempelvis uden en snert af ironi og lyder til forveksling som en vis verdensleder, som Brand da også indrømmer at have et kompliceret forhold til.
På den ene side er Donald Trump legemliggørelsen af kynisk kapitalisme med grimt hår og en politisk dagsorden, der dårligt kunne være fjernere fra Brands. På den anden side var han sådan set vældig flink, dengang Brand mødte ham, og så deler han Brands syn på the fake news media, ligesom han med sin bramfri facon udgør en antitese til det forlorne politiske parnas, som Brand går i rette med. Som Brand selv siger det:
»Der er noget autentisk ved den mand. Jeg mener – han virker da som en cunt – men jeg tror ikke, det er noget, han faker«.
Russell Brand er selv lidt af et paradoks. For bag den latente selvfedme og alt det prætentiøse pladder kan man ikke komme uden om, at han har både funny bones og poetiske årer i sin krop. Manden er slet og ret morsom. Han er det især, når han tager en pause fra sine politiske prædikener og taler om det, der har inspireret showets titel, nemlig sin datters fødsel, som også har været en slags genfødsel for den forhenværende føkkboy og stofmisbruger.
En længere og yderst detaljeret fødselsberetning kaster mange grin af sig og viser, at Brand er en begavet historiefortæller med sprogligt vid og overskud ledsaget af energisk gummigestik. Det samme gør anekdoten om dengang, Brand ‘stjal’ en pose suppe fra en fattig kvinde og endte med at kaste indholdet i hovedet på en nævenyttig journalist i et anfald af «soupy schadenfreude».
Og jeg var flad af grin, da Brand forestillede sig selv drage i krig mod en atommagt, ene mand bevæbnet med selv samme pose suppe, efter at Fox News havde opfordret ham til at koncentrere sig mindre om ulighed og mere om den egentlige fjende, Nordkorea.
Så egentlig havde jeg jo en kostelig time i selskab med Russell Brand, selvom jeg instinktivt finder ham temmelig anstrengende. Og er det ikke også lidt for letkøbt, lidt for knarvornt, blot at affeje – som jeg har gjort her – Brands gode intentioner som lommeulden new age-spiritualisme og kalde ham en hykler, fordi han forsvarer fattige fra sit hundedyre herskabshus?
Efterlyser vi medier ikke netop ofte kulturpersonligheder, der tør bruge deres taletid på at blande sig i den politiske debat og tale for dem uden stemme? Og er man det mindste i tvivl om, at Russell Brand virkelig mener det, han siger?
Jeg er ikke i hvert fald. Der er noget autentisk ved den mand. Jeg mener – han virker da som en narcissistisk, verdensfjern lommefilosof – men jeg tror ikke, det er noget, han faker.
Kort sagt:
Russell Brand er efter eget udsagn blevet genfødt, men han er stadig lige så prætentiøs, navlepillende og mildt anstrengende. Heldigvis er han også ret sjov.
Læs også: ‘Trevor Noah: Son of Patricia’ – Daily Show-værten spidder tacos-hykleri i sit nye Netflix-show