’The Little Drummer Girl’: Michael Shannon gør det umulige i sydkoreansk mesters John le Carré-serie
Man fornemmer, at Park Chan-wook, den sydkoreanske mesterinstruktør, ser lidt af sig selv i den israelske efterretningsmand Martin Kurtz (Michael Shannon).
Kurtz er ham, der flytter brikkerne og fordeler informationer, så dem, der får dem, tror præcis det, han vil have dem til at tro. Han er dukkeføreren, alle andre er dukker. Og det samme gælder Park, der med ’The Little Drummer Girl’, en miniserie baseret på John le Carrés romanforlæg, tilsyneladende nyder at lege med vores viden.
Tag bare første afsnit, hvor en castingvideo dukker op i de indledende minutter, uden at man ved hvem castere eller skuespillere er. Det får man først svar på en lille time senere. Når man så har fået svaret, begynder et dobbeltspil, hvor det ikke altid er let at skelne mellem virkelighed og skuespil.
Til tider skaber det suspense. Andre gange kræver det bare tålmodighed.
Her er det, der ligger fast efter fire af otte afsnit: Skuespilleren Charlie (Florence Pugh) bliver hvervet af israelske efterretningsfolk med Kurtz i spidsen, fordi de vil have hende til at spille kæresten til en palæstinensisk terrorist, den tilfangetagne Salim. Målet er at komme tæt på hans bror, Khalil, bagmanden bag en række terrorangreb mod israelske mål i løbet af 70’erne – i årene efter OL-tragedien i München.
Med på slæb har hun den israelske agent Becker (Alexander Skarsgård), der har lært Salims ord og adfærd udenad, sågar hans håndskrift, og dermed kan imitere ham troværdigt nok til at plante spor efter parret.
Ofte er det svært at gennemskue, hvor Salim slutter, og Becker begynder, måske især fordi spionen ikke er en fuldblods hævner, der vil udrydde palæstinensisk liv på jorden – han er reelt i tvivl om sin sag. Det samme er Charlie, der udover at være amatørskuespiller på de skrå brædder har en fortid som aktivist på den yderste venstrefløj. Og i øvrigt forelsker hun sig i Becker, mens han spiller Salim.
Park Chan-wook leger med tiden og lader kun tågen lette langsomt over karakterernes bevæggrunde, noget, der til tider forvirrer så meget, at det går ud over spændingen. Omvendt klæder tålmodigheden karakterdramaet, og instruktøren har held med at fokusere på de romantiske forviklinger og moralske dilemmaer, der udfolder sig, mens israelerne nærmer sig terroristerne. Det er seriens styrke, at den stik for stik trænger ind i knolden på spionerne, der er plaget af tvivl om deres rolle – eller i hvert fald deres metoder – i Israel-Palæstina-konflikten og viser sig mere komplekse for hver scene, der passerer.
Der er særligt to grunde til, at man tilgiver plottets haltende opbygning: Den ene er Florence Pugh som skuespilleragenten Charlie, der på den ene side er et kraftfuldt resultat af slut-60’ernes kvindebevægelse, oprørsk i tale og handlinger, på den anden side er et sårbart produkt af egne uindfriede ambitioner. Afgrunden mellem hendes selvbillede og hendes virkelighed.
Den anden grund er Michael Shannon som Martin Kurtz, der med israelsk accent og sydvendte mundvige under overskægget ejer den humor, som Alexander Skarsgårds martrede mystery man savner. Uden at Shannon dermed ofrer den tvivl, der gennemsyrer de andre hovedpersoner. I en billedskøn sekvens mærker man således skyldfølelsen snige sig ind på efterretningschefen, mens flammerne fra den eksplosion, han selv har givet ordre til, spejler sig i hans briller.
Det er en rolle, der i alle andre skuespilleres hænder ville kollapse i karikaturen, men Shannon undviger faldgruberne med timing, truende fysik og sprækker af ømhed.
Seriens producenter stod også bag Susanne Biers ’Natportieren’ – og nå ja, så er de John le Carrés sønner – men Park får sat flere radikale aftryk end sin danske kollega. Den gennemførte 70’er-scenografi lyser af mættede farver, og seriens hidtil mest effektive actionscene, en voldelig anholdelse, afvikles primært i et ekstremt totalskud.
Når det er sagt, smager serien mere af le Carré end Park. Dyrkelsen af menneskets perversioner og den absurde vold og humor, der kendetegner instruktørens bedste film, ikke mindst mesterværket ’Oldboy’, er her nedtonet og erstattet af noget, der nærmer sig forskrifterne. Men når nu der ikke var lagt op til sydkoreansk galskab, er det bestemt en trøst at få et spiondrama, der tager sine karakterer alvorligt.
Kort sagt:
Michael Shannon og Florence Pugh er så overbevisende som efterretningschef og lokkedue i ’The Little Drummer Girl’, at man tilgiver spionplottets mangler.
Anmeldt på baggrund af de første fire afsnit.