’Min italienske familie’: Storsælgende melodrama er rap i replikken og sporadisk grinagtig
’Min italienske familie’ bekræfter alle tænkelige fordomme om italienerne: De bruger store armbevægelser, er passionerede og temperamentsfulde, mændene er utro, og kvinderne er smukke og rapkæftede.
Vi er derfor garanteret intriger i hobevis, når en stor italiensk familie tvinges til at tilbringe et par døgn for meget sammen i instruktør Gabrielle Muccinos (’The Pursuit of Happiness’) ensemble-drama, der i hjemlandet har været en stor biografsællert.
Familiens overhoveder, Pietro og Alba, inviterer i anledning af deres 50 års bryllupsdag alle til at besøge deres overdådige villa på øen Ischia. Onkler, tanter, fætre, kusiner, kærester, ægtefolk og børn fra nær og fjern samles til en festlig middag, og samme aften skal de med den lokale færge tilbage til Napoli. Men da det begynder at storme, forhindrer havets vilde bølger færgen i at sejle, og de må overnatte i bedsteforældreparrets gemakker. Som uvejret tager til, blusser stridighederne også op.
Under filmens tempofyldte start, hvor familiemedlemmerne mødes i havnen, må man holde tungen lige i munden for at huske de op mod 20 karakterers navne og interne relationer. ’Min italienske familie’ er umanerligt rap i replikken og klipper hurtigt mellem scenerne. Der skal være plads til alle de små historier.
Pierfrancesco Pavino gør indtryk som den udkørte Carlo, der både skal lege med børnene og berolige sin hysteriske hustru Ginevra (Carolina Crescentini). »Jeg vil bare gerne have, at alle skal være glade!«, vrisser han med en anstrengt mine, mens Ginevra hulker over, at han giver sin ekskone, som også er inviteret til festen, for meget opmærksomhed.
Man ender også med at holde af den charmerende, men uberegnelige fætter Riccardo (Gianmarco Tognazzi), som faktisk har en skjult dagsorden med sit besøg, idet han febrilsk forsøger at blive genansat i familierestauranten. Han og den gravide kæreste er 18 måneder bagud med huslejen og frygter for fremtiden. Men selvom han kan samle folk om sig, når han går til den ved flyglet i stuen, er hans fætre og kusiner blevet trætte af at redde hans røv gang på gang.
Det gode ved at have så mange små fortællinger i én er, at det giver filmen et godt flow og fastholder éns koncentration. Det dårlige er, at flere af historierne føles overfladiske og underudviklede.
Eksempelvis havde den spirende forelskelse mellem teenagerne Luna (Carlo og ekskonens datter) og Edoardo, som har været bedste venner siden barnsben, måske gjort større indtryk, hvis man havde fulgt deres venskab gennem længere tid i en separat coming of age-film.
En anden romance bliver decideret grinagtig. I portrættet af flirten mellem den gifte kusine Isabella og den forfatter-flyvske fætter Paolo efterlader skuespilerne Elena Cucci og Stefano Accorsi ikke nogen tvivl om, at de er helt vildt forelskede. Pompøse strygere understreger den overdrevne glæde, som stråler ud af deres ansigter, mens de udveksler tunge kærlighedsfloskler og ser hinanden dybt i øjnene.
Som det nok kan anes, skifter stemningen i ’Min italienske familie’ hurtigt – fra uspoleret glæde og overenergisk fællessang til melodramatiske skrig og tårer. Det får imidlertid ikke konflikterne til at fæstne sig dybt i én.
Kort sagt:
Familiedramaet flyver af sted i et heftigt tempo, men flere af fortællingerne fra ’Min italienske familie’s store karaktergalleri føles i sidste ende overflødige.
Se listen: De bedste film i 2018 ifølge Soundvenue – rangeret