INTERVIEW. Det er ikke mere end en uge siden, at Mads Mikkelsen var aktuel med en hovedrolle som verdens farligste lejemorder i Netflix-filmen ’Polar’.
Nu hedder den dagsaktuelle menu ’Arctic’, og titelslægtskabet til trods er de to film rørt sammen af vidt forskellige ingredienser. ’Polar’ er et frenetisk actionridt – Joe Pennas biografaktuelle ’Arctic’ en lavmælt overlevelsesfilm med den danske verdensstjerne som eneste mand i billedet.
Mads Mikkelsens Overgård er nemlig mutters alene i det snekolde bjerglandskab, og vi udleder hurtigt, at han har overlevet et flystyrt – og at han har været der en rum tid. Hans hverdag med SOS-opkald og indfangelse af fisk er således sat udførligt i system.
En dag kommer kavaleriet i form af en helikopter, men skæbnen vil, at også denne styrter ned i det ubønhørlige vejrlig. En kvinde overlever, men ligger i koma, og Overgård bliver tvunget til at opbryde sin apatiske rutine. Med kvinden på slæb beslutter han sig for at tage den farefulde og frygtindgydende lange færd ud af bjergene i en anderledes overlevesesfortælling, som Mads Mikkelsen bærer med sit vejrbidte, skæggede ansigt alene.
’Arctic’ blev optaget i Island i benhårdt vejr, så da vi møder Mads Mikkelsen i Cannes, hvor filmen havde verdenspremiere i maj, er kontrasten til at tage og føle på. Solen skinner, det er +20 grader, og en afslappet version af danskeren får sig dagens første fadøl (en Carlsberg, selvfølgelig) og en smøg, da han tager imod pressen for enden af en mole ud for en af strandpromenadens elegante restauranter placeret direkte i sandet.
Var du nervøs for at skulle lave en film under de forhold?
»Jeg er lidt naiv, når jeg læser manuskripter, for at være ærlig. Jeg læste manuskriptet og historien, som jeg fandt smuk – for os er det en historie om den store forskel mellem at overleve og leve, og om at der er nogen til at holde din hånd, når du dør.
Det fokuserede jeg på, og da jeg så landede på Island, og vi skulle optage, tænkte jeg, ’ah ja, det bliver også en del af det – det bliver koldt, det bliver brutalt’«.
Hvilken fysisk træning måtte du igennem forud for optagelserne?
»Jeg gjorde ingenting. Der var ikke nogen grund til det. Hvis det havde været en bodybuilder, der landede, så var det noget andet. Men det her er en fyr, der er på vej hjem, og han forventede ikke et styrt. Så han var ikke klar til det. Så jeg skulle bare komme, som jeg var«.
Hvordan mærkede I vejret, mens I optog?
»På et tidspunkt faldt døren simpelthen af bilen, da vi åbnede den, fordi det blæste så meget. Vi skulle have optaget filmen på 25 dage, hvilket er meget lidt for sådan en film, men vi endte med at optage på 19, fordi vi tabte seks dage til situationer som den.
Forholdene var den største fjende. Men samtidig var det vores største allierede. I det mindste for skuespillerne – for hvis det blæser meget, behøver man ikke spille, at det blæser meget. Og hvis det er virkelig hårdt at gå op ad en bakke med en slæde, så behøver vi ikke spille det. Men for holdet var det virkelig problematisk, for de kunne ikke køre noget nogen steder, da det ville efterlade spor i sneen. Så de var in for a treat«.
Hvordan var det at være den eneste skuespiller i billedet det meste af filmen?
»Der er en ensomhed i det. Men der var dog et kamerahold, jeg kunne tale med. Jeg beder dem ikke om ikke at tale til mig i 20 dage, og jeg ringer ikke hjem og beder mine børn kalde mig Overgård. Karaktererne kan blive hos dig noget tid, men man er nødt til at komme væk fra det og så komme tilbage til det senere. Det er, hvad vi gør som skuespillere.
Men ja, jeg var meget alene. Og jeg havde ikke interaktionen med andre skuespillere. Det svære var, at jeg er meget hårdnakket omkring ikke at overspille generelt, men her efter nogle uger alene spillede jeg lidt mindre, end jeg gerne ville, for jeg blev træt af mig selv. Og jeg var bange for, at kameraet og publikum ville kede sig over mig. Det var en farlig sti. Jeg indså det og sagde (til holdet, red.): ’Hold øje med det, please. Lad os gå tilbage til tegnebrættet, til ærligheden, og så må filmen skabe dramaet’.
Jeg ville understøtte dramaet, men jeg ville ikke sætte det i gang. Det var tricky«.
Hvad betød det for dit arbejde, at du stort set ikke har nogen replikker i filmen?
»Skuespillere tænker ikke så meget på, om man nu skal vise følelser i ansigtet eller i stemmen. Følelser er følelser, og de vil komme ud uanset hvad. Men her var der meget af det, der var væk – men igen, det var også væk i 1920, hvor de lavede fantastiske film. Klicheen om, at ét billede kan sige mere end tusinde ord, er ikke en kliche uden grund. Jeg er stor fan af Buster Keaton og folk, der kan fortælle dig, hvad der sker, uden ord.
Jeg vil ikke se en Woody Allen-film uden ord eller en sort dansk komedie uden ord, for det hører til genren. Men det er en kliche, at vi altid skal fortælle publikum, hvad vi føler. Der er en anden vej, og nogle gange er det en bedre vej«.
Hvad lægger du i det her med at overleve frem for at leve?
»Når vi ser Overgård i begyndelsen, er han comfortably numb, som Pink Floyd ville sige det. Han er der bare. Ingen lykke, ingen tristhed, han accepterer det bare og kan vente der for evigt. Han har prøvet at komme væk uden held, og nu har han givet op, og han er blevet mindre og mindre menneskelig.
Og da kvinden ankommer, et andet åndedræt i verden, ændrer hans liv sig langsomt, men sikkert. Han vækkes til live igen og finder en mission. Hun gør ham i stand til at slippe væk – ikke den anden vej rundt«.
Hvad er dine egne favorit-overlevelsesfilm?
»Der er mange, og de har alle forskellige smage. Men der er en gammel krigsfilm med Lee Marvin og Toshiro Mifune (’Hell in the Pacific’, red.), hvor de strander på en ø med japanske soldater. Den elskede jeg.
Men med ’Arctic’ prøvede vi at rense historien fra nogle af de fælder, man ofte ser i overlevelsesfilm, som flashbacks eller at hun vågner, og jeg fortæller min livshistorie. Den slags kan være godt til nogle film, men jeg ville hade det i denne film – og jeg var positivt overrasket, da jeg læste manuskriptet, og det aldrig skete«.
Udefra ser det ud til, at du har dyrket de fysiske roller mere de seneste år, mens du i begyndelsen af din karriere i Danmark havde mere psykologiske roller i dramafilm. Har det været bevidst?
»Jeg tror bare, at det er en midtvejskrise! ’Bring it on, mens jeg stadig kan gøre det!’ Ej, det passer ikke. Min første film, ’Pusher’ var et drama, men også en fysisk rolle.
Og igen – ’Arctic’ er også en fysisk film, men det er ikke den primære pointe for mig. Det er forbindelsen mellem de her to mennesker og den mærkelige ømhed, der er mellem dem. Det var det, der tiltrak mig.
Nogle gange viser det sig så bare at være fysisk, og jeg er glad for, at jeg stadig kan gøre det. Men det er aldrig grunden til, at jeg siger ja«.
Du har haft mange skurkeroller i udlandet. Var det rart at spille på den menneskelighed igen?
»Absolut. Men jeg tænker ikke så meget på den måde, med mindre jeg får et spørgsmål om det. Det er ikke delt så meget ind i bad guys og good guys for mig. Overgård er for eksempel et offer, og han er en helt, men han er også en bøddel, da han på et tidspunkt beslutter sig for at forlade hende. Han indeholder det hele, og sådan skal det være i en god historie, for vi har alle sammen den side af mønten.
Jeg foretrækker, at karaktererne indeholder begge sider. Jeg ved godt, at det fortrinsvis er den ene side, der kommer frem i mange film, og det har jeg ikke noget imod overhovedet. Men et af mine yndlingseksempler er Travis Bickle (fra ’Taxi Driver’, red.). Hvad er han? Jeg kan ikke lide ham, og så kan jeg lide ham. Det er ofte sådan, vi er over for hinanden«.
’Arctic’ kan ses i biografen fra i dag.