‘Black Monday’: Humoren halter i ‘Wolf of Wall Street’-inspireret finanskomedie
Den 19. oktober 1987 blev Wall Street ramt af det værste krak i historien. Black Monday, blev det kaldt.
Hvad der præcist forårsagede styrtdykket i aktieværdierne, er stadig uvist – indtil nu, proklamerer åbningssekvensen i ‘Black Monday’. Det har altså åbenbart noget at gøre med Don Cheadles afroamerikanske Jordan Belfort-skikkelse, Maurice Monroe, som sniffer metervis af kokain i sit lurvede aktieselskab.
Martin Scorseses ‘The Wolf of Wall Street’ er en tydelig inspiration for ‘Black Monday’, som også skildrer den kulørte livsstil på Wall Street og de underlødige jakkesæt, der befolker finansmekkaets andenrangsfirmaer. Men selvom kokain-indtaget følger godt med forbilledet, halter humoren efter i den nye Showtime-serie på HBO Nordic.
Vi møder Monroe, AKA Moe, og hans slæng af smarte sælgere et år inden Black Monday. Moe sniffer coke med sin robotbutler, mens hans højrehånd – og tidligere flirt – Dawn (Regina Hall) forsøger at holde skuden på ret kurs. De har begge ambitioner og er ikke tilfredse med at spille andenviolin som nummer 11 på Wall Street Journals liste over topfirmaer.
Moe beslutter sig for at satse alt og overtage majoriteten i jeansfirmaet Georgina fra de arrogante Lehmann-tvillingebrødre – som taler synkront og altså ikke har knaldet hinanden, som rygtet ellers lyder.
Det viser sig imidlertid at være lettere sagt end gjort, så da den hvide skoledreng Blair (Andrew Rannells), hvis kone ejer en andel i Georgina, forsøger at gøre indtog på stueetagen i børsen med en hjemmebrygget algoritme, øjner Moe en forretningsmulighed.
Han igangsætter en nøje konstrueret plan i håb om at overtage de sidste, nødvendige Georgina procenter. Først forpurrer han Blairs jobmuligheder på resten af Wall Street, og siden ansætter han ham i sit eget firma.
Det kunne have været et spændende – og underholdende – indblik i kapitalismens manipulerende natur, men ‘Black Monday’ taler sig selv til døde ved konstant at påminde os om, hvordan og hvorfor Moe manipulerer Blair.
Samtidig skal man være mere end almindeligt begejstret for oneliners, hvis den konstante strøm af platte morsomheder og de overdrevent excentriske karakterer ikke skal begynde at gå én på nerverne.
Særligt fordi overforbruget og den ekstravagante livsstil – som Moes røde Limbo, en Lamborghini-limousine, hans hang til at bestille det dyreste fra menukortet for derefter at smide det ud – aldrig udmønter sig i andet end et overfladisk indblik i en syg, dollarfokuseret arbejdskultur, vi har set hundrede gange før.
Det er virkelig en skam, for med Seth Rogen og Evan Goldberg som konceptuerende instruktører og et stærkt cast var der god grund til at forvente noget ekstraordinært.
Kort sagt:
‘Black Monday’ slynger rappe replikker ud i flæng, men rammer forbi målet det meste af tiden.
Anmeldt på baggrund af de første tre afsnit.
Læs også: Netflix-hittet ‘You’ overvandt mig til sidst trods to grusomme irritationspunkter