‘Borgen’, ‘Rita’, ‘Arvingerne’ og ‘Kriger’ er meget forskellige serier, der dog har i hvert fald én fællesnævner. Og han møder os på Vesterbrogades cocktailbar Lidkoeb, små to meter høj med daggamle mørke skægstubbe.
Håndtrykket er fast, smilet er bredt. Kenneth M. Christensen griber en kop kaffe og en croissant, før han sætter sig tilrette i den bløde lænestol ved siden af pejsen.
Den 35-årige skuespiller har med sit maskuline, modelagtige ydre både udfoldet sig som talentfuld håndboldspillerkæreste og hårdkogt rocker. Nu er det tid til nye udfordringer for Christensen, der efter et årti i birollernes tegn har fået sin første hovedrolle i Viaplays nye krimiserie ‘Den som dræber – fanget af mørket’.
Serien er et reboot (nyt plot, nye skuespillere – nyt alt) af TV2’s serie fra 2011. I den psykologiske krimi spiller Kenneth M. Christensen en indelukket politiefterforsker, Jan Michelsen, der går målrettet efter at opklare mysteriet om to unge pigers forsvinding.
Da vi møder skuespilleren, lægger han ikke skjul på, at det var en psykologisk udfordring for ham at spille en bærende rolle i den kommende krimiserie. For det har været nødvendigt for ham at forsøge at forstå, hvad der driver en morder.
»Det menneskelige sind er sgu lidt fucked up«, udbryder Christensen. »Jeg synes, det er helt vildt spændende at engagere sig i og finde ud af, hvad det er, der foregår inde i hovederne på os. Det går ‘Den som dræber’ meget mere ind i end mange andre serier«.
Fra kriminel løbebane til lovens lange arm
Kenneth M. Christensen forbereder sig altid grundigt inden en rolle, så han kan slappe fuldstændig af på settet. Derfor trænede han håndbold fire gange om ugen i halvanden måned forud for optagelserne til ‘Arvingerne’, og hans opvækst på Nørrebro blandt hårde typer gjorde ham i stand til nemt at genkende miljøet, hans rockerkarakter Røde var en del af i ‘Kriger’.
Det har været interessant for skuespilleren at opleve kriminalitet fra to så forskellige synsvinkler, nu hvor han indtager en rolle i den modsatte grøft som politiefterforsker. Samtidig krævede Jan Michelsen en anderledes forberedelse end tidligere roller.
»Jeg har forberedt mig fysisk, men jeg var egentlig allerede i ret god fysisk form, for det var jeg også til ‘Kriger’, inden jeg startede det her. Så på den måde synes jeg mere, at forberedelsen til det her har været i det psykologiske«.
I forbindelse med rollen i ‘Den som dræber’ fik Christensen tilbudt personlige samtaler med Rejseholdets tidligere drabschef Bent Isager for at høre, hvordan politiet normalt griber sager an, samt med en psykolog inden for fængselsvæsenet, der tager rundt og snakker med indsatte om, hvordan de har det, og hvad de har været igennem.
»Det var en ret vild oplevelse«, siger Christensen, der også forberedte sig ved at dykke ned i flere bøger som Isagers ‘Man jager et bæst og fanger et menneske’ og Jakob Scharfs ‘Syv år for PET’. Bøgerne og samtalerne gav ham et indblik i alt det, der foregår bag facaden i det danske politiliv, som man ikke ser på film. Informationer, han kunne bruge i sit karakterarbejde.
»Når de opklarer forbrydelser rundt omkring i Danmark, så skal de afdække, om det er et mord eller ej. Det ligger der sindssygt meget arbejde i, som slet ikke passer til fiktion. Vi kan ikke fortælle, at det har taget dem syv måneder at indsamle data. Så på den måde var der nogle ting, jeg kunne tage med mig. Og så synes jeg, det interessante ved det var – som vi også gør brug af i serien – det med, at det kan være naboen, der slår ihjel«.
Til at afdække aspektet om den potentielt morderiske nabo har David Finchers amerikanske Netflix-serie ‘Mindhunter’ været en stor inspiration for hele filmholdet.
»Den handler om dengang, FBI begyndte at lave psykologiske profiler af mordere, hvilket er superhamrende interessant«, forklarer Christensen. »Altså, hvordan man første gang opfandt den dybe tallerken til morderes psykologi. Det var et uudforsket territorium. Hjernen er fucking sindssyg«.
Mord og leverpostejmadder
Den menneskelige hjerne er med Christensens egne ord et ocean, som han ikke forstår. Man ved aldrig, hvad en person gemmer på, og det er netop et af de greb, som ‘Den som dræber’ benytter sig af.
»I øjeblikket er der også en helt masse omtale af Ted Bundy, som jo også bare var et flinkt og stille og roligt menneske. Som så slog jeg ved ikke hvor mange kvinder ihjel», fortæller Kenneth M. Christensen om den amerikanske seriemorder, der er genstand for en ny true crime-serie på Netflix. »Og det kan jo lade sig gøre, fordi man er psykopat«.
Udfordringen i ‘Den som dræber’ har for Christensen været at forstå den slags mennesker. Mennesker som Ted Bundy, der lever polerede og perfekte dobbeltliv. Samtidig har det været spændende for ham at afdække netop det, der virker uforståeligt.
»Hvordan fanden kan man fungere sådan? Det ville jeg aldrig selv kunne«, siger han. »Jeg ville jo altid tage ansvar for mine handlinger. Det med at misbruge og tage magt over et andet menneske på den måde og så bagefter kunne sætte sig ned og spise en leverpostejmad – det er en kortslutning inde i mit hoved. Jeg forstår den ikke intellektuelt. Og heller ikke rigtigt følelsesmæssigt«.
Skuespilleren tøver et øjeblik, før han fortsætter:
»Hvorfor er der nogle mennesker, der kan lide at få en lort på maven? Det fatter min hjerne jo ikke. Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvorfor der for eksempel er nogle, der kan tænde på det. Og på samme måde: Hvordan kan det være, at der er nogle mennesker, der synes, at det at slå ihjel er en ting. Hvorfor kan de drives til det? Hvad er det, der sker i vores små, mærkelige hoveder?«
En karakter med et klart mål
Udfordringen i det spørgsmål har Kenneth M. Christensen til fælles med sin karakter Jan Michelsen.
Jan er en forsmået og meget ikke-kommunikativ mand. Hans sejlende privatlivet med en nylig skilsmisse i bagagen gør, at det bliver en besættelse for ham at finde de to forsvundne piger, så han ikke skal se sine egne problemer i øjnene. Til det får han hjælp af en profiler (Natalie Madueño, kendt fra ‘Bedrag’ og ‘Kriger’), der kan afdække gerningsmandens motiv og mønstre.
»Han bor lidt i sin bil, han har ikke rigtigt noget hjem, og det hele kører sgu ikke så skidehamrende godt«, fortæller Christensen om sin karakter.
På trods af – eller måske netop på grund af – Jans kaotiske privatliv er hans målrettethed intakt. Og skuespilleren fortæller, at målrettethed netop er et redskab, han tager med sig i alle sine roller. For når ens hovederhverv består i at være historiefortæller, er det krystalklare mål det allervigtigste, hvad end man spiller håndboldstjerne, rocker eller politiefterforsker.
»Jeg kan godt lide at prøve at fokusere på, hvad det er, min karakter gerne vil. Hvad det store mål er. Og så synes jeg, det er rart nogle gange at kunne kigge på en karakter og se på det helt subjektivt – hvad er min karakter. Men man er også nødt til nogle gange at kunne se sin karakter i et større perspektiv – hvad er det, serien skal, og hvor er det, serien skal hen«.
Dybden i ‘whydunnit’
Det psykologiske aspekt var dog ikke Kenneth M. Christensens eneste udfordring.
For krimifortællinger er set tusindvis af gange før. Skuespilleren fortæller, at det har været utroligt svært at forny sin karakter, når der allerede findes et hav af politiefterforskere derude i tv-verdenen.
»Det er helt vildt svært, for man føler lidt nogle gange, at den dybe tallerken er opfundet«, slår Christensen fast.
Dog har det været en fordel for skuespilleren, at ‘Den som dræber’ skiller sig ud fra hovedparten af krimiserier ved at følge en såkaldt ‘whydunnit’-opbygning. Forbryderens identitet bliver afsløret tidligt, og spændingen udløses af, hvordan efterforskerne får opklaret forbrydelsen, og hvorfor mordet er blevet begået.
‘Whydunnit’-opbygningen tilfører ifølge Kenneth M. Christensen ‘Den som dræber’ et dybere lag, der er med til at gøre serien til en psykologisk thriller. For når du som seer er foran hovedkaraktererne, har du ikke brug for en masse funktionsreplikker og forklaringer til at guide dig frem i handlingsforløbet.
»Helt objektivt behøver jeg ikke at være den karakter, som skal vejlede publikum hen imod forbryderen. Jeg kan spille min karakter uanfægtet af, hvad folk ved eller ikke ved«, siger skuespilleren. »Det er en stor frihed, at jeg ikke behøver være den, der forklarer, hvordan vi kommer fra punkt A til punkt B«.
Læs også: Ciro Guerra fortæller den sande colombianske narkohistorie bag Hollywoods glorificerede gangstere