»Det er ligesom at være i stue med Dalai Lama«. Sådan beskriver ’Green Book’-instruktør Peter Farrelly sin skuespiller Mahershala Ali, der vandt en Oscar for sin birolle i ‘Moonlight’ og er favorit til at gentage successen med præstationen i sin nye film over for Viggo Mortensen.
Og når den 45-årige skuespiller træder ind i et rum, tænker man, at der er noget om det. Ord som ro og karisma ligger lige for. Og roen skyldes måske, at Mahershala Ali var en forholdsvis late bloomer i sin skuespilkarriere, hvor gennembruddet først for alvor kom med rollen som lobbyisten Remy Danton i ‘House of Cards’ for den uforglemmelige præstation som gangster med et godt hjerte i Barry Jenkins’ overraskende Oscar-vinder.
Siden har Ali, hvis borgerlige fornavn lyder intet mindre end Mahershalalhashbaz, været med i ‘Marvel’s Luke Cage’ og ‘The Hunger Games’ samt tre aktuelle titler: Sæson 3 af ‘True Detective’, ‘Spider-Man: Into the Spiderverse’ og ‘Alita: Battle Angel’.
Vi mødte ham i London til en snak om ‘Green Book’, hvori Ali spiller pianisten Don Shirley, der hyrer dørmanden Tony ‘Lip’ Vallelonga (Mortensen) til at være chauffør på en tour i sydstaterne i 1960’erne. Filmen er bygget på en autentisk historie om venskabet mellem de to meget forskellige mænd.
Du havde jo ikke ret meget arkivmateriale af Don Shirley at gå ud fra – i modsætning til Viggo Mortensen og hans karakter, Tony Vallelonga. Følte du det som en frihed?
»Ikke nødvendigvis. For jeg gik ikke efter at have frihed til at skabe karakteren. Jeg kiggede mere efter ting, som jeg følte mig forbundet med hos ham. Jeg prøvede at indfange og udtrykke essensen af Don Shirley.
Det betød, at det begrænsede materiale, jeg havde, var virkeligt vigtigt for mig i forhold til, hvordan jeg skulle spille ham. Så de valg, jeg tog, havde en rodfæstet bund. Det materiale, jeg havde, var nok til, at jeg fik en fornemmelse af hans mannerisme, den måde han bar sig selv på og talte på. Af nogle af hans bevægelser. Hans stemme. Måden han sad ved klaveret på. Ting, som jeg kunne sætte sammen og gå tilbage til, når jeg havde brug for det«.
Don Shirley taler meget elegant. Lægger din version sig tæt op ad den virkelige Don Shirley?
»Jeg havde lige nok materiale til at observere, hvor elegant og velartikuleret han var. Også i forhold til grammatik og udtale. De ting var virkelig vigtige for ham. Han udtalte endda, at en af grundene til, at han lod sig skille fra sin første kone, var, fordi hendes grammatik var dårlig, haha.
Selvfølgelig var der meget dybere ting også, men det betød noget for ham. For ligesom så mange afroamerikanere, der navigerer i USA, i verden, er du nødt til at være hyperbevidst om hvordan du tager dig ud, når du træder uden for din dør. Du kan ikke bare tage som en selvfølge, at du får det job. Du får altid at vide, at du skal være dobbelt så god for at have en chance for at blive betragtet som ligeværdig. Det er en almindelig opfattelse i the black community. Og det indbefatter også, hvordan du taler, hvordan du klæder dig, hvordan du behandler folk.
Den hyperbevidsthed er du også nødt til at have, selv om du bryder ud af de communities. Du er nødt til at tænke over at få folk til at slappe af, når de møder dig, så de er komfortable, for du har lært, at din tilstedeværelse kan vække frygt eller blive betragtet som mindre kvalificeret. Vi har, traditionelt set, bevæget os gennem verden med den bevidsthed, så derfor har vi ekstreme eksempler på succesfulde sorte mennesker, der har skubbet sig selv hårdt for at blive betragtet som ligeværdige, og det er Don Shirley også et eksempel på.
Når han taler otte sprog, har tre doktorgrader og er et piano-geni. Det drive kommer fra, at man har fået at vide, at man ikke har lov til at være her«.
Filmen berører, meget kort, hans homoseksualitet. Var det autobiografisk?
»Det er sandt nok. Det var bare noget, han var ekstremt privat om. Hvilket også var en af grundene til, at han ikke ville have, at filmen blev lavet før efter hans død. Det er måske svært for os i dag at forstå, hvorfor nogen vil holde sin homoseksualitet så hemmelig, som han gjorde, men det var en anden tid dengang.
Homoseksuelle blev retsforfulgt og fængslet for deres seksualitet. Det var i 1950’erne, og vores historie foregår i ‘62, ikke så længe efter. Bare fordi lynchninger ikke foregik så ofte som i de tidligere årtier, betød det ikke, at sorte ikke blev hængt, eller at homoseksuelle ikke kom i fængsel eller dræbt.
Selv i 1970’erne, da jeg så en dokumentarfilm om ham, ville han ikke stå frem med det. Han bliver spurgt, hvorfor han ikke forblev gift. Og han svarer ikke, ‘fordi jeg er homo’. Han siger, ‘jeg kunne ikke forene mit pianistliv med mit ægteskab’. Det var alt, hvad han sagde om det.
Selv når man lytter til Tony Lip-båndene, fortæller Lip om episoden på KFUM, hvor Shirley er blevet anholdt, da han er sammen med en mand. Den episode skete. Og den skete flere gange. Lip sagde, at det ikke var noget, de nogensinde talte om. Lip fik ham ud af situationerne, og han kendte til den side af Shirley og accepterede det uden den tids fordømmelse. Og det var sandsynligvis en af grundene til, at de blev venner. Tony Lip fik ham til at føle, at det ikke var nødvendigt for ham at isolere sig mere. ‘Du kender til de her private ting om mig og vil stadig være min ven’. Og de forblev venner. Det er noget af det smukke ved historien, synes jeg«.
Tony Lip bliver spillet af Viggo Mortensen. Hvordan vil du beskrive Viggo Mortensen som skuespiller, og hvordan han er at arbejde med?
»Han er ekstraordinær at arbejde med. Han er en meget generøs skuespiller og en fantastisk person. Han er den type skuespiller, jeg selv aspirerer til at være. Jeg satte virkelig pris på hans vilje til at finde ud af alt, hvad der er muligt, om sin karakter. Det føltes altid ‘friskt’ at arbejde sammen med ham. Hver eneste scene.
På en måde minder vi nok om hinanden i vores tilgang til skuespillet. Så at arbejde med ham og se, hvordan han arbejder – med en høj bevidsthed om, hvilke valg han foretager – var fantastisk. Bevidstheden er også højere hos ham end hos mig selv, tror jeg. Men hans måde at arbejde på gav mig så at sige tilladelse til at være mere mig selv«.
‘Værdighed’ betyder utrolig meget for din karakter, i måden han håndterer den racisme, han oplever. »Dignity always wins«, siger han. Kan du relatere til det selv? Er det måden at tackle den slags oplevelser på?
»Det tror jeg. Jeg tror også, at den værdighed, han bærer sig selv med, var måden, man gjorde det på den tid. Det var en måde, mange afroamerikanere bar sig selv på og reagerede på i komplicerede og hjerteskærende situationer. Jeg boede hos mine bedsteforældre i mange år, da jeg var barn, og min bedstefar var formand for en lokal afdeling af en borgerrettighedsorganisation. Så jeg har været til møder og har hørt taler, mens jeg voksede op, og jeg så min bedstefar som en, der bar sig selv med stor værdighed. Begge mine bedsteforældre, faktisk.
Så jeg tror, at den attitude er indgroet i den ældre generation af sorte amerikanere. Og som er influereret af de betingelser vores samfund gav, særligt på den tid, hvor man vitterligt kunne gøre ‘the wrong thing’ med store traumatiske følger. Det kan stadig ske i dag. Jeg kunne fortælle historie efter historie om, hvad min egen familie har oplevet. For nogle år siden, da min bedstemor hørte, at hendes mor var død, fortalte hun mig om, hvordan min oldemor blev beskyldt for at være kommunist. Det var tilbage i McCarthy-æraen, hvor det at blive stemplet som kommunist var lig med økonomisk død, hvis du havde en forretning. Du kunne ikke få job og brødføde din familie.
Og hvad det gør ved din bevidsthed, at nogle bare kan kalde dig noget, og pludselig kan du ikke få job? Hvordan reagerer man på det? Det kræver meget omtanke og meget selvkontrol, og det er noget af det, jeg prøver at bringe med i Don Shirley-karakteren«.
Hvad betyder det for dig at være både sort og muslim i USA i dag? Det må være svært eller kompliceret. Eller er det forkert?
»Nej, det er ikke forkert. Det er bare svært at beskrive, hvad det vil sige at være ‘mig’ i verden i dag, haha. Det betyder, at jeg, ligesom vi alle gør, er nødt til at gå gennem verden med en relativt høj bevidsthed. Jeg har været heldig at have fået anerkendelse og en vis succes, og det betyder noget for nogle, og det prøver jeg at være ansvarlig med. Personligt prøver jeg bare at tage hver dag, som den kommer. Og at være ægte over for mig selv.
Der er ting, der er udfordrende, men jeg har også været heldig på mange måder i mit liv, og jeg prøver at balancere de ting. Jeg prøver at forbedre de ting, jeg får øje på i mig selv, som jeg tænker kunne være bedre. Og også udenfor mit liv, i verden. Og jeg prøver hele tiden at være bevidst om og taknemmelig for de ting, der er kommet min vej.
Det er ikke bare noget, jeg siger, jeg prøver virkelig at være meget bevidst om de ting. For eksempel at stå her og have spillet en hovedrolle, og tilmed over for Viggo, det er jo en fantastisk ting for mig. Efter at have arbejdet professionelt i denne her branche i tyve år og så stå her. Hvis det ikke sker inden for fem-ti år i din skuespilkarriere, plejer det ikke at ske for folk. Og for mange sker det aldrig for. Så der er meget at være taknemmelig for«.
Føler du, det har været en støt stigning i din karriere, eller har der været noget, der har føltes som vendepunktet for dig? ‘Moonlight’, selvfølgelig, men var der noget inden da? Måske ‘House of Cards’?
»‘House of Cards’ var et stort spring for mig. Og lige så var det at forlade serien igen. Udviklingen af den karakter, Remy Danton, lå ikke på linje med, hvad jeg selv var interesseret i at lave, så jeg følte et vis pres på, at det var på tide at bruge den opmærksomhed, jeg havde fået, til at lave andre ting. Så da jeg optog den sidste sæson af ‘House of Cards’, gik jeg også i gang med ‘Luke Cage’ og begyndte på forberedelserne af ‘Moonlight’. Men ‘House of Cards’ var nøglen, der åbnede nogle nye muligheder for mig«.
Du har været med i ‘Moonlight’ og nu denne – føler du en vis forpligtelse til at være med i film med vigtige ‘budskaber’?
»Jeg må indrømme, at jeg ikke selv ser film i biografen eller er tiltrukket af film, der er ren underholdning. Og det spiller nok ind på de ting, jeg siger ja til. De ting, der vækker genklang i mig og fanger min opmærksomhed, skal helst, ja, have et budskab eller en pointe. Men det har mange film i dag. Som ‘Hunger Games’ for eksempel, selv om den kan se ud som underholdning. Og jeg er klar over, hvor privilegeret det er, at jeg kan nøjes med at sige ja til projekter, der siger mig noget«.
Læs også: De vinder Oscar på søndag: Vores endelige bud i samtlige 24 kategorier
Læs også: ’True Detective’ sæson 3: Nic Pizzolatto kopierer sig selv – men hvilken kopi!