‘American Dharma’: Hvem har bukserne på i mesterinstruktørs Steve Bannon-dokumentar?

CPH:DOX. Der er et tidspunkt i ‘American Dharma’, hvor rollefordelingen mellem den legendariske dokumentarinstruktør Errol Morris og Trumps forhenværende chefstrateg Steve Bannon vender på en tallerken.

Morris bekender, at hans søn stadig ikke har tilgivet ham for at have stemt på Clinton i stedet for Sanders ved demokraternes primærvalg. Bannon udbryder chokeret »Hvordan kunne du gøre det? Vi burde bytte pladser« og rører på sig som for at indtage instruktørstolen.

Morris nærmest jamrer, at han var drevet af frygt. Frygt for Trump, alt-right-bevægelsen og marionetføreren Steve Bannon, som mange mener sikrede Trump præsidentembedet. Clinton var det bedste kort i en desperat tid. Bannon smiler.

Undervejs i ‘American Dharma’ bliver det stadig mere uklart, hvem der har bukserne på. Filmen er nemlig ikke en mexican standoff mellem to politiske fløje, men en samtale mellem to dybt intelligente herrer i hver deres ende af spektret.

Bannon fremstår både veltalende, karismatisk, intelligent og seriøs, når han detaljeret indvier publikum i sit arbejde med Trumps kampagne og alt-right-bevægelsen – hele tiden med et smil på læben. Og selvom Morris tilsyneladende slækker sit greb undervejs og lader Bannon sno sig uden om de kritiske spørgsmål, får man et unikt indblik i den knivskarpe strategs tankegang og arbejdsmetode.

Det er fascinerende at høre, hvordan Bannon gik fra en karriere i Hollywood, hvor han instruerede højreorienterede propagandadokumentarfilm – ironisk nok inspireret af Morris’ hovedværk ‘The Fog of War’ – til en chefstilling for det tidlige alt-right-medie Breitbart og senere positionen som Trumps chefrådgiver.

Bannon, der beskrives som en »apokalyptisk rationalist«, forstår medier og storpolitik som få andre. Det er tydeligt, når han ser tilbage på sit arbejde som kampagnechef for Trump. Her vendte han de

dårlige meningsmålinger med den simple løsning at skildre præsidentkandidaten som en »forandringens mand« – nøjagtigt som Obama gjorde det otte år forinden.

Mens Clinton gik til modangreb med en kampagne om identitetspolitik, fokuserede Bannon på at fremhæve Trump som folkets stemme. Og det lykkedes som bekendt med mærkesager som at bringe arbejde tilbage til folket, stoppe indvandringen og stoppe krige i udlandet og andre internationale forpligtelser.

For ikke at nævne smarte manøvrer, som da han gik til modangreb på »grab them by the pussy«-skandalen ved at invitere tre kvinder, der alle anklagede Bill Clinton for overgreb, på scenen med Trump til en pressekonference.

Bannon ser det som sin »dharma« – sin pligt, tro og skæbne – at give folket magten tilbage. Han spår en revolution i den nærmeste fremtid, hvis goderne ikke bliver omfordelt, og man er tilbøjelig til at være enig. Det er dog helt tydeligt, at han på ingen måde erkender, at den populistiske bevægelse, han agter at bringe til Europa, er et kæmpe skridt i den forkerte retning.

Selvom Morris enkelte gange konfronterer ham – »er dit mål bare at ødelægge alt?« – er det svært at undgå fornemmelsen af, at Bannon hele tiden har overtaget, når han skadefro beretter om sine politiske sejre, som han i flæng sammenligner med ikoniske filmscener.

Det ændrer dog ikke på, at ‘American Dharma’ er guf for enhver med bare den mindste smule interesse for politik og medier.

Læs også: Alle vores CPH:DOX-anmeldelser samlet på ét sted

Læs også: De 15 mest essentielle film på CPH:DOX 2019

Læs også: De danske perler, du skal se under CPH:DOX 2019