Er kvinde virkelig kvinde værst? Netflix-filmen ’The Breaker Upperers’ har et forfriskende svar

I ’The Breaker Upperers’ iscenesætter to kvinder utroskab og kidnapninger for at slå kærestepar op. Typisk kvinder, vil nogen mene, at sabotere hinanden på den måde. Kan kvinder ikke bare lade være med at være lede ved hinanden?
Er kvinde virkelig kvinde værst? Netflix-filmen ’The Breaker Upperers’ har et forfriskende svar
Jackie van Beek og Madeleine Sami i 'The Breaker Upperers'.

STREAMINGTIP. To politikvinder sidder over for en kønsfælle, som ikke kan stoppe med at græde en lang, høj og skinger gråd.

De har netop fortalt hende, at hendes mand er sporløst forsvundet, og overrækker hende det armbåndsur, som er det eneste, eftersøgningen har frembragt.

Men ude i politibilen viser det sig, at den forsvundne mand ligger på bagsædet, og politiuniformerne er kostumer, som kvinderne Mel og Jen har iført sig for at kunne udføre deres job: At få kærestepar til at gå fra hinanden.

I den nye Netflix-film ’The Breaker Upperers’, som er instrueret, skrevet og spillet af den newzealandske duo Madeleine Sami og Jackie van Beek, iscenesætter Mel og Jen utroskab, overraskelsesgraviditeter og kidnapninger i deres job som the breaker upperers, der hyres af mænd såvel som kvinder, der gerne vil ud af deres kriseramte forhold.

Ræsonnementet bag forretningen er, at alle vinder, når et forhold afsluttes hurtigt og brat, fordi det minimerer mængden af »hjertesorg, stalking, terapi og mulig vold«, som én af kunderne siger.

Madeleine Sami og Jackie van Beek i ‘The Breaker Upperers’.

Forretningsidéen har sine rødder det samme sted som de to kvinders venskab: I vreden de delte, da de opdagede, at de var kærester med den samme mand. Fortalt på stemningsfuld vis gennem en musikvideo i bedste 80’er-stil bliver ophavet til deres venskab en slags urfortælling om den konkurrence, der eksisterer kvinder imellem.

For selvom de to fandt venskab gennem jalousien, gennemsyrer den følelsesmæssige bagage efter bruddet med den utro kæreste særligt Jens syn på omverdenen: Hun er den kyniske mastermind bag the breaker upperers og har svært ved at slippe følelsen af, at hun er nødt til at se sig over skulderen og være på vagt over for andre kvinder, som kunne tage, hvad der er hendes.

Mean Girls på arbejdspladsen

Temaet for den indlagte musikvideo i ’The Breaker Upperers’ er, at der altid kun er plads til én kvinde. Det er noget, der i den grad også gør sig gældende i den virkelige verden.

I underholdningsindustrien kender vi det fra den mandsdominerede hiphopverden, hvor Cardi B og Nicki Minaj altid beskrives som konkurrenter, og fra superhelteensemblerne, hvor ét kvindeligt medlem er rigeligt. For nylig fortalte de to kvindelige instruktører Marielle Heller (’Can You Ever Forgive Me’) og Debra Granik (’Winter’s Bone’) om, hvordan de havde fået at vide, at der havde været for mange kvindelige filmskabere i årets Oscar-kapløb, hvilket gjorde, at ingen kvinder blev nomineret for bedste instruktør. Det havde været nemmere for Akademi-medlemmerne at kapere det, hvis de vidste, hvilken ene kvinde de skulle tage seriøst i år.

I sådan et klima burde det ikke undre, at mean girlness er et reelt problem på mange arbejdspladser, og at jalousien og bagtaleriet eksisterer i bedste velgående mellem mange kvinder.

Alligevel vækker det faktisk undren. Nedsættende betegnelser som catfights og hønsegård er med til at understrege den manglende fornuft, som adfærden forbindes med. Kan kvinder ikke bare være søde ved hinanden? Lade være med at lave venindekliker og bagtale hinanden?

Populærkulturen viser ivrigt unge kvinder, der tilsyneladende uden grund retter ondskabsfuldheder mod – især, men ikke udelukkende – andre piger. Et soleklart eksempel er selskabsoverklassedronningen Blair Waldorf fra serien ’Gossip Girl’, som virker til at trives, når ingen andre føler sig sikre.

‘The Breaker Upperers’

I ’The Breaker Upperers’ er Jen og Mels mean girlness i bogstavelig forstand et kostume, de iklæder sig. Det er ikke noget, de bare er, men en facade, der er nøje kalkuleret til at passe ind i forretningsplanen.

De kapitaliserer på det kvindesyn, verdenen omkring dem besidder i forvejen, og uden deres bitchy personaer ville der ikke være nogen forretning. Men det er samtidig tydeligt, at det ikke er det fulde billede af dem, og man spørger i stigende grad sig selv, hvad der får dem til at holde fast i fortidens hjerteknuser på den måde, som de gør?

Vend vreden den anden vej

Det begynder Mel også at spørge sig selv om, da hun retter blikket ud af deres næsten symbiotiske forhold, forelsker sig i en af deres kunder og begynder at fatte sympati for nogle af de kasserede kærester.

Efterhånden viser det sig, at svaret ligger hos Jen, som ikke er færdig med at tænke på deres fælles ekskæreste. I et skænderi afsløres det, at hun bebrejder sin veninde mere end sin eks for utroskabet, på trods af at Mel også troede, at hun var den eneste kvinde i forholdet.

Jens oplevelse af, at en anden kvinde har fået stjålet noget fra hende, har gjort hende usikker og paranoid, og hun ser intuitivt andre kvinder som konkurrenter.

Derfor er det ikke noget problem for hende at omsætte sit kyniske syn på kriseramte parforhold til business og iklæde sig kostumet som den skamløse »anden kvinde«, som andre kvinder hader.

I ’The Breaker Upperers’ er det en kæreste, men det kunne lige så vel have været et chefjob eller en Oscar-statuette. Pointen er, at det ikke er et indbygget eller uforklarligt fænomen, at Jen opfører sig, som hun gør. Med slå op-forretningen revser filmen den misforståelse, at det er andre kvinder snarere end ’systemet’, der er fjenden.

Madeleine Sami og Jackie van Beek i ‘The Breaker Upperers’.

Filmen opfordrer til selvransagelse, fordi alle, der taler andre kvinder ned på deres egen vej op, er med til at opretholde en dynamik, hvor det er hver kvinde for sig. Den viser, at man skal lære ikke at se andre kvinder som ens fjender, og at det ikke kommer af sig selv. Det er en proces at bryde med den fortælling, som bliver opretholdt gennem de mange fremstillinger af kvinder i konflikt, og fordi der historisk set sjældent har været plads til flere kvinder i samme domæne.

Mod slutningen af ’The Breaker Upperers’ er der – uden at afsløre for meget – en formidabel danseseance, hvor Jen har slået sig sammen med et noget anderledes pige-crew ved at overbevise dem om, at »vores søsterskab har brug for jeres søsterskab«.

Den musikvideoagtige koreografi binder en smuk sløjfe for krøniken: Det er muligt at ændre historien.

’The Breaker Upperes’ kan ses på Netflix.

Læs også: Disse serier skal du streame i marts – dobbelt Idris Elba, Serial-opfølgning og nyt fra Ricky Gervais

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af