Det var hverken en kæmpe overraskelse eller fuldstændig forudsigeligt, at buddy-filmen ’Green Book løb med årets største Oscar-pris. Men reaktionen på sejren var langt fra entydigt begejstret.
Spike Lee forsøgte at vandre ud af salen, da ‘Green Book’ blev udråbt som vinder, skuespiller Chadwick Boseman sendte sigende blikke, og Samuel L. Jackson var tydeligvis heller ikke begejstret, da han overbragte filmen en statuette for bedste originale manuskript. Kritiker Justin Chang hos L.A. Times kaldte det den værste Oscar-vinder siden ’Crash’, kulturskribent Wesley Morris hos The New York Times revsede den i avisens nyhedspodcast The Daily, og en lignende kritik kunne man læse i Slate.
I ’Green Book’ følger vi Tony Lip (Viggo Mortensen), der ansættes som chauffør for den sorte pianist Dr. Don Shirley (Mahershala Ali) på en koncerttur gennem sydstaternes USA i 1960’erne. Nick Vallelonga, Brian Currie og Peter Farrelly er trioen bag filmen, og historien er baseret på virkelige hændelser som berettet af Frank ’Tony Lip’ Vallelonga, Nick Vallelongas far.
Men hvorfor har en film om et venskab mellem en sort og en hvid mand mødt så meget kritik? Vi kigger nærmere på stridspunkterne.
1. Virkelighedens Dr. Don Shirley
»En symfoni af løgne«.
Det er dommen over ’Green Book’ fra Dr. Shirleys familie, som ikke mener, at filmen kommer i nærheden af at vise Dr. Shirley, som han var i virkeligheden.
Ifølge dem var pianisten venner med jazzikonet Duke Ellington, han var aktiv i borgerrettighedsbevægelsen, han levede ikke ekskluderet fra sin familie, som det fremstilles i filmen, og han betragtede ikke Tony Lip som noget andet end sin chauffør.
Familiens udtalelse har fået Mahershala Ali til at undskylde for ikke at have konsulteret sig med dem. Nick Vallelonga har dog fortalt, at Don Shirley selv sagde til ham, at han ikke skulle tale med familien men alene basere historien på Shirley og Tonys egen fortælling.
Men udmeldingerne fra familien taler direkte ind i mange kritikeres opfattelse af, at filmen er mere interesseret i Tony Lip end den sorte karakters perspektiv.
2. Sorte stereotyper
Spike Lees ligeledes nominerede ’BlacKkKlansman’ (som udspiller sig et årti senere end historien i ’Green Book’) er en af flere film fra de seneste år, som er skabt af afroamerikanske stemmer, og som skildrer oplevelsen af at være sort i et USA stadig plaget af racisme. De bryder med en tradition for sorte stereotyper og sorte fortællinger skabt af hvide bag kameraet, og de gør brug af et virvar af referencer til andre film og kulturelle fænomener for at fremstille afroamerikansk kultur og omverdenens syn på den så komplekst som muligt.
Midt i det lander en film om en hvid mand, der lærer en sort mand at være sort, fremmalet af hvide mænd med mere humor end indignation. I ’Green Book’ er sort kultur stort set lig med jazz og kyllingevinger, og formanden for National Association for the Advancement of Colored People (NAACP) har kritiseret filmen for at benytte sig af »negative stereotyper« i skildringen af Shirley. Samtidig var det Viggo Mortensen og ikke Ali, som var nomineret i hovedrollekategorien ved Oscar, som et tegn på, at den sorte karakter primært er et redskab for den hvide hovedkarakters udvikling – en dynamik, som mere end én gang er blevet sammenlignet med den 30 år gamle ’Driving Miss Daisy’.
For kritikerne er ’Green Book’ et skridt tilbage til den måde, man portrætterede sorte på film i 80’erne og 90’erne. Med hjertet på rettet sted, men fuldstændig blind for nuancerne.
3. Min sorte ven
Nick Vallelonga har udtalt, at ’Green Book’ handler om kærlighed og at overvinde forskelligheder, og for så vidt at filmen handler om to meget forskellige mænd, der bliver venner, er det et udsagn, de fleste kan være enige i.
Ud af fordommene vokser et smukt venskab, og ville racisme ikke forsvinde, hvis vi bare lærte hinanden lidt bedre at kende?
I sin kritik beskriver The New York Times’ Wesley Morris, hvordan filmen formidler en fantasi om racemæssig forsoning. Den gør ikke noget for at adressere de strukturelle problemer, som bevarer skellet mellem sorte og hvide, men fremstiller det, som om man nemt og uden større selvransagelse kan komme racistiske strukturer til livs.
At Tony Lip har fået en sort ven, forsikrer ham om, at han ikke længere er racist. Men gælder hans ændrede adfærd over for Dr. Shirley mon også for de minoritetsmedlemmer, han ikke kender?
4. Tony Lips gavtyvsracisme
Kulturskribent Mark Harris har i Vulture beskrevet sin opfattelse af, at filmen sidestiller Dr. Shirleys karakterbrister, som at være arrogant, snobbet og kold, med Tony Lips racisme: Alle mennesker har jo dårlige sider, og hos Tony er det, at han hader sorte og asian americans.
Tonys charmerende attitude relativiserer hans racistiske verdenssyn, der virker uskyldigt i forhold til de voldelige Jim Crow-racister, som makkerparret møder på deres vej gennem syden. Ifølge kritikerne er det et eksempel på, at man uskadeliggør hyggeracismen.
Det gør filmen til en form for syndsforladelse til alle dem, der måske har sympatiseret med en Trump-udtalelse eller brugt et racial slur, for her kan de blive bekræftet i, at de i de mindste ikke er rigtige racister.
Læs også: De bedste serier på HBO Nordic