’Jonathan Agassi Saved My Life’: Det vilde liv som bøssepornostjerne – helt uden filter

CPH:DOX. Jonathan Agassi sidder på en stol i et travlt backstage-lokale. I den ene hånd har han sit slappe lem, der stikker ud af latextrussen. I den anden har han en kanyle, hvis indhold han sprøjter ind tre steder på penissen. »Den er stenhård i fire timer. Bagefter gør det vildt ondt«, har han inden da forklaret om det potensmiddel, der gør ham i stand til at optræde i alskens sexstillinger foran et ivrigt publikum.

’Jonathan Agassi Saved My Life’ bekræfter flere gange helt uden filter, at tilværelsen som verdenskendt bøssepornostjerne ikke er den mest skånsomme. Dokumentaristen Tomer Heymann har over otte år fulgt israelske Jonathan Agassi, hvis borgerlige navn er Yonathan Langer, og kameraet er med overalt. Det bliver faktisk nogle gange så intimt og privat, at man får lyst til at kigge væk.

Jonathan er flyttet fra Tel Aviv til Berlin, hvor han supplerer sin porno-indkomst med diverse escort-jobs (som også dokumenteres med rystede iPhone-optagelser). Den velskårne fyr er selvsikker og smilende, elsker sex og vil arbejde i pornobranchen for evigt. Det siger han i hvert fald. Men samtidig ser vi ham sutte på en crackpibe for at holde energien oppe, når en kunde ringer sent om aftenen, og han modvilligt må tage på arbejde og levere en god oplevelse.

Hjemme i Israel støtter hans kære mor ham helt og holdent trods den atypiske levevej. »Tager du også noget varmt tøj på?«, spørger hun herligt mor-agtigt, da hendes søn er på vej til porno-awardshow iført næsten ingenting. Hun er en livsnødvendig base for hovedpersonen, og deres forhold giver både pornoskuespilleren og filmen en uundværlig ømhed.

Faren har han derimod ikke set, siden han var barn, og følelsen af svigt har fulgt ham lige siden. I starten af filmen bliver han overmanet af de indestængte følelser i en sådan grad, at han besvimer og må bæres ind i seng. Mod slutningen genforenes de to mænd endelig, og det afføder både glæde og smerte.

I enkelte korte scener ser vi tydeligt Jonathans søskendes ubehag ved at se broren i lingeri og lædermaske. Undervejs kunne man godt være dykket dybere ned i dette misforhold. Selvom otte års optagelser er lang tid, føles det faktisk også, som om filmen slutter et kvarter for tidligt. For lige inden rulleteksterne når Jonathan til en vis erkendelse om sine livsvalg og sit stofmisbrug, og man savner at se, hvad det fører til.

Indtil da har han dog lukket filmholdet så meget ind i sit liv, at det er svært for alvor at brokke sig. Vi hører både om hans barndom som mobbeoffer, og hvordan han i en periode ville være kvinde. Man hepper hele vejen på Jonathan, der har været så meget igennem, og som, trods stor succes i pornobranchen, måske ikke er helt i mål endnu.

Læs også: Alle vores CPH:DOX-anmeldelser samlet på ét sted

Læs også: De 15 mest essentielle film på CPH:DOX 2019

Læs også: De danske perler, du skal se under CPH:DOX 2019