’The Disappearance of Madeleine McCann’: Netflix-serien om berygtet barneforsvinding savner et større perspektiv
Om aftenen den 3. maj 2007 forsvandt en britisk, treårig pige fra sit værelse på Ocean Clubs ferieresort i byen Praia da Luz i Portugal. Pigens forsvinding førte til en heftig eftersøgning, der snart 12 år senere stadig famler i blinde. Den famøse sag om Madeleine McCann, de potentielle mistænkte og forældrenes rolle i det hele er blevet til Netflix’ nye true crime-sats.
’The Disappearance of Madeleine McCann’ er en kronologisk fortalt historie om den måske mest dækkede børnekidnapningssag i nyere tid. I årevis har det britiske og portugisiske politi arbejdet for at finde pigen, død eller levende, mens forældrene Gerry og Kate McCann har turneret verden rundt med en lille tøjbamse, for at offentligheden ikke skulle glemme Maddie.
Forældrene og deres nærmeste medvirker ikke i dokumentaren, som de har taget afstand fra. Men derudover er der indhentet en lang rækjke vidnesbyrd. Byens turister, lokale beboere, journalister, politimænd, ledere af organisationer for bekæmpelse af børnemisbrug, Kate og Gerrys presserådgivere og sågar tidligere mistænkte, der i dag stadig lever i efterdønningerne af politiets mistænkeliggørelse.
Over otte afsnit genåbnes sagen om Madeleine. Men hvorfor? Fordi Madeleine stadig ikke er fundet? Fordi der er en chance for, at nogen vil stå frem? Eller fordi sagen er et oplagt emne at lave til endnu en true crime-dokumentar?
Ifølge den tidligere præsident for National Centre for Missing and Exploited Children, Ernie Allen, fik McCann-sagen så stor international dækning, fordi der er en genkendelighed i den lille piges forsvinding. Kate og Gerry tilbragte den skæbnesvangre aften på en tapas-restaurant, hvor de indimellem ville gå tilbage til lejligheden og tjekke, om børnene sov trygt. De kunne ifølge dem selv se fra middagsbordet til værelset, og de sad blot 50 meter derfra. Hvad kunne gå galt?
Selvom mange anklagede familien for at have handlet uansvarligt, sad Kate og Gerry til bords med en række par, der også lod børnene sove ubevogtede. Skulle moren til seksårige Etan Patz også have nægtet sin søn at gå alene til skolebussen en morgen i 1979 i New York? Skulle Adam Walshs mor have haft ham i snor, så han ikke forsvandt fra en Sears-butik i 1974, mens hun kiggede væk et kort øjeblik?
Ernie Allens pointe placerer ’The Disappearance of Madeleine McCann’ i et langt større perspektiv. For kan alle ikke komme til at lade deres barn lege uden opsyn? Skal man altid frygte det værste, når det kommer til ens børn?
Serien dypper tæerne i de større perspektiver. Tusindvis af børn er forsvundet gennem tiden i Portugal, men ifølge en af de interviewede politimænd blev der ikke brugt så meget som en procent af de midler på at finde dem, som der blev brugt på Madeleine. Har det hvide barn større værdi end det mørklødede? Måske kunne Madeleines sag være brugt til at belyse den skyggeside.
De øjeblikke, hvor serien sætter Madeleine-sagen i en større kontekst, er den mest medrivende. Desværre hælder ’The Disappearance of Madeleine McCann’ mere til en slavisk gennemgang af begivenhederne fra McCann-familiens ferie til i dag. Der har været hyret privatdetektiver verden over, skrevet bøger og peget fingre af forældrene som arguidos, det portugisiske politis stempling af mistænkte. Men der har været ufatteligt få beviser at gå videre på. Tusindvis af opkald og vidneudsagn har ikke bragt os tættere på løsningen. Det står stadig hen i det uvisse, om Madeleine er i live, holdes fanget eller noget helt tredje.
Når der er så lidt konkret materiale at forholde sig til, bliver ’The Disappearance of Madeleine McCann’ på mange måder en træg opremsning. Historien har meget svært ved at bære otte afsnit. Selvom serien lykkes fint med at tegne et skræmmebillede af mediernes dækning og de vidtrækkende konsekvenser for tidligere mistænkte, ville det have klædt fortællingen at blive sat ind i en større historie om kriminalitet mod børn.
Kort sagt:
’The Disappearance of Madeleine McCann’ fortæller historien om nyere tids mest berygtede børneforsvindingssag, men tyer mere til en slaviske gennemgang end det større perspektiv.
Anmeldt på baggrund af hele serien.
Læs også: Filminstruktør Anna Odell blottede sig totalt – så Mikael Persbrandt måtte gøre det samme