’Tyrel’: Den nye ’Get Out’ skildrer hvide drengerøvsritualer og en sort mands ubehag
Jordan Peeles politisk-satiriske horrormesterværk ’Get Out’ viste, hvordan man med gys og grufuldheder kan skabe nye bud på, hvordan man skildrer vores samtids problemer.
Det er derfor ikke uden grund, at den chilenske instruktør Sebastián Silvas ’Tyrel’ fra 2018 bliver sammenlignet med netop ’Get Out’. Også her er en sort mands erfaring i centrum i en verden, hvor frygt og fordom, risiko og realitet, død og dagligdag tegner den tynde æggeskal, som nogle mennesker desværre bevæger sig på.
Uden at være på højde med ’Get Out’ er ’Tyrel’ et nuanceret og modbydeligt snit ind i vores kollektive sind. Tyler (Jason Mitchell) tager med sin gode ven Johnny (Christopher Abbott) op til en fjerntliggende lille hytte i bjergene. Her skal de fejre Johnnys ven Pete (Caleb Landry Jones) sammen med en flok kammersjukker, som med rigelig drengerøvsattitude svælger i alkohol, pot og infantile lege, hvor man skiftevis drikker whisky og får en lussing, mens tonerne af R.E.M. baldrer ud af højtalerne til fællessang og gruppekram.
Tyler er odd man out. Ikke kun fordi han ikke kender de andre testosterondrevne Duracell-kaniner, hvor særligt Caleb Landry Jones’ Pete er grufuldt irriterende som feststemt og hyperaktiv hane.
Tyler er også den eneste afroamerikaner, hvad han ret tidligt får at føle, da en af drengene tror, han hedder Tyrel (deraf filmens navn), da det (måske, måske ikke) lyder mere sort og derfor er et mere selvindlysende navn for den nytilkomne.
Under aftenens lege står stereotyperne tydeligt frem, da Tyler bliver bedt om at tale med en »sort stemme». Tyler føler sig mere og mere uden for i dette primært hvide fællesskab. Kun den homoseksuelle og lidt ældre Dylan (Roddy Bottum) synes at være på bølgelængde. Så Tyler beslutter sig for, at han lige så godt selv kan drikke sig i hegnet for måske at gardere sig mod de fordomsfulde knivstik eller måske bare selv blive lige så upassende.
’Tyrel’ vægter billederne af en tilstand frem for den gængse fortælling. En tilstand, hvor Tyler aldrig rigtigt kan gennemskue, hvornår stemmerne omkring ham sigter har racistisk underlæg midt i hyggestuernes blomstrede tapet eller blot udgør en plat patenteret indlemmelse i det rituelle sammenhold.
Med håndholdt kamera, der går i ekstra bølgegang, når feststemningen stiger, bliver filmen en iscenesættelse af det ubehag, som for Tyler lurer i hver fiber i kroppen.
Jason Mitchell er fremragende i hovedrollen og rammer med elegant finesse ubehagets udvikling i både gestik og stemme. Ligeledes velspillende er Michael Cera som rich kid’en Alan, som er svær at greje: Er han velmenende eller et privilegeret røvhul?
Det er i denne fine og velskrevne balance, at ’Tyrel’ excellerer. Spørgsmålet er, om den går langt nok. Den manglende forløsning er måske nok realistisk, men det bliver også et lidt for blegt portræt af de fordomme og udgydelser, som farvede i virkeligheden oplever.
’Tyrel’ er dog stadig et godt og vigtigt indspark.
Kort sagt:
’Tyrel’ viser med ubehagelig elegance frygtens tilstand for den farvede i et hvidt ritualiseret fællesskab. Knap så god som ’Get Out’ – men mindre kan også gøre det.
Lyt til vores nye podcast SOUNDVENUE STREAMER: Om ‘Leaving Neverland’, ‘Triple Frontier’ og Hollywood vs. Netflix