(Læs først, når du er up to date med ’Game of Thrones)
KOMMENTAR. Vinteren er kommet til Westeros, og The Night Kings dødehær banker på Winterfells porte. Sæson otte af ’Game of Thrones’ er ikke bare afslutningen på en serie, det er konklusionen på et ti år langt popkulturelt fænomen. Og forventningerne til, at serien får en ordentlig afslutning, er selvfølgelig tilsvarende høje.
De to første episoder, vi har fået af sæson 8, har imidlertid været en lettere flad oplevelse. Man mærker tydeligt, at der er tråde, som skal knyttes, og skakbrikker, der skal stilles op før det/de sidste slag. På bekostning af den store plot- eller karakterudvikling. Der er masser af møder og gensyn – og rørende momenter mellem de karakterer, vi nu er kommet til at kende så godt. Men manipulationen og rænkespillet lader til at være trådt i baggrunden.
Det sker oven på en strømlinet sæson syv, der bød på markant færre af de markante plottwists og WTF-øjeblikke, som er blevet seriens varemærke. Ja, de eneste overraskende dødsfald var vel Olenna Tyrell og Lord Baelish, og kom Littlefingers endeligt virkelig som en overraskelse for nogen?
Særlig denne uges afsnit, ’A Knight of the Seven Kingdoms’, kan betegnes som et reelt optaktsafsnit. En hel episode dedikeret til samtale og sjældent set ømhed. Hvis man ikke vidste bedre, lignede det næsten, at kampen om Jerntronen skal løses med rundkredspædagogik.
De to afsnit er blevet mødt med kritik, og Soundvenues anmelder har da også uddelt lunkne tre stjerner til begge. Men jeg synes faktisk, det giver god mening, at serieskaberne David Benioff og D.B. Weiss har valgt at sætte tempoet ned og fokuserer på at samle tråde og markere de centrale spilleres tilhørsforhold og standpunkter, før det går løs for alvor. Stilhed før stormen er et vigtigt værktøj, der sørger for, at betydningsfulde øjeblikke får den rigtige indvirkning.
Ifølge den japanske anime-maestro Hayao Miyazaki skal film have lov til at ånde. Biljagter afløses af landskabsbilleder i ’Lupin III: The Castle of Cagliostro’, flydueller afløses af klar himmel i ’Laputa: Slottet i himlen’ og brydende tsunamier af hjemlig hygge i ’Ponyo på klippen ved havet’. Actionscener skal opbrydes af stille momenter, der lader publikum behandle det forgangne forløb mentalt.
Under produktionen af ’Avengers: Age of Ultron’ kæmpede instruktør Joss Whedon en brav kamp mod Marvel for at beholde scenen på gården i starten af filmens anden akt. Sekvensen finder sted i kølvandet på, at superrobotten Ultron har fået selvbestemmelse og har sprunget Avengernes hovedkvarter i luften. Holdet er nedslåede, chokerede. På flyveturen fra New York til Hawkeyes landlige hjemsted er stemningen trykket. De ved ikke, om de skal skyde skylden for Ultron på Tony Stark, og de ved endnu ikke, hvilken fjende de har med at gøre. Sekvensen giver plads til sjæleudredninger og en opridsning af karakterernes forskellige standpunkter.
Det måske bedste eksempel på stilhed før stormen er ’Harry Potter og dødsregalierne – del 1’. Her blev den syvende og sidste bog i serien under megen kontrovers splittet op i to dele. Den første del, hvor Harry, Ron og Hermione camperer rundt i det mudrede, engelske bondeland, mens Voldemort og dødsgardister bringer død og ødelæggelse, er en relativt stillestående affære. Hvor de andre film alle har haft et klart mål, og hele tiden solidt har opbygget spændingen op til Harrys endelige opgør mod Voldemort, virker ’del 1’ som et mærkeligt pitstop før slaget om Hogwarts.
Og godt nok er filmen ikke den mest sindsoprivende i serien, men den spiller alligevel en helt essentiel rolle, som jeg ikke ville være foruden. Ja, faktisk synes jeg, at beslutningen om at dele den sidste bog op i to dele grænser til det geniale (også for box office-indtjeningen, bevares). For det giver mulighed for at vise de menneskelige konsekvenser, og hvad der er på spil, hvis Voldemort får lov til at regere. Men vigtigst af alt gør den slutningen svær. Alle de trættende omveje på jagten efter de sidste Horcruxes, de grå nætter i teltet og de smålige kampe mellem Ron og Harry. For ikke at tale om husalfen Dobbys død.
Al den slid og fysiske og psykologiske udmattelse, som karaktererne må igennem for overhovedet at komme i nærheden af at have chancen for at slå Voldemort, betyder, at når Harry endelig slår ham, føles det ikke som en plotgenvej eller en generisk løsning på filmens klimaks, men reelt fortjent. Ved slaget om Hogwarts er alt på spil, fordi der ikke er nogen anden udvej. Der er ikke nogen magisk ex machina, der kan redde dagen.
Grunden til, at Michael Bays baypocalypse-film og Zack Snyders superhelte-eposser (for bare at nævne et par eksempler) virker som store, flotte, tomme og i sidste ende ligegyldige cgi-eksplosioner, skyldes i høj grad, at vi ikke har tid til at danne en meningsfuld forbindelse med karaktererne. Og at klimakset kan virke påtvungent.
Lykkes ’Game of Thrones’ med den monstrøse opgave at skabe en slutning, der både overrasker og virker naturlig nok til at tilfredsstille både fans og anmelderes forventninger, skal en del af succesen sandsynligvis tilskrives optakten i de to første afsnit.
LYT TIL VORES PODCAST SOUNDVENUE STREAMER: Det nye afsnit om Aryas ‘Game of Thrones’-sex, udskældt monstergys på Netflix og Sam Rockwell som liderbuks
Læs også: ‘Game of Thrones’: De tre største spørgsmål efter andet afsnit
Læs også: Anmeldelse af ‘Game of Thrones’ sæson 8 afsnit 2