’Osmosis’: Ny fransk Netflix-serie er inspireret af ’Black Mirror’

’Osmosis’: Ny fransk Netflix-serie er inspireret af ’Black Mirror’
Yuming Hey som Billie i 'Osmosis'.

Uden at det skal blive alt for langhåret er Osmosis den naturvidenskabelige proces, hvor vandmolekyler migrerer gennem cellemembranen fra et område med høj bestanddel af vandmolekyler til et med lavere bestanddel, så de to områder matcher. I denne nye franske Netflix-serie er Osmosis navnet på en ny dating-app, som kan finde ens soulmate i løbet af nul komma fem. Det sker ved, at man sluger et implantat, som giver Osmosis adgang til ens hjerne.

Det er naturligvis en mildest talt kontroversiel metode, hvad angår de data, som virksomheden bag Osmosis kan få adgang til – for slet ikke at snakke om det sundhedsmæssige aspekt af sagen. Alligevel er det nemt at finde deltagere, for garantien for at finde den eneste ene simpelthen overskygger bagateller som etik og helbred.

’Osmosis’ er tydeligvis inspireret af ’Black Mirror’. Begge beskæftiger sig med, hvad der sker, når vi giver teknologien carte blanche til at ’forbedre’ vores liv. Desværre formår ’Osmosis’ på omkring 320 minutter ikke at vise, hvad ’Black Mirror’ ofte gør på en time.

Agathe Bonitzer og Hugo Becker som Esther og Paul Vanhove.

»Osmosis kan ikke hackes«, lyder det på et tidspunkt i serien, hvorefter man ved, at netop det med statsgaranti kommer til at ske. Serien foregår i Paris i en nær fremtid, hvor søskendeparret Paul og Esther Vanhove har opfundet den ultimative dating-app. Men konkurrenter og kritikere gør, hvad de kan for at få skovlen under Osmosis. På hjemmefronten er der også problemer. Deres mor ligger i koma uden udsigt til nogensinde at vågne, og Pauls kone Joséphine forsvinder sporløst.

Sideløbende er Osmosis nået til stadiet, hvor man er ved at teste betaversionen af appen blandt en gruppe frivillige, som enten er på jagt efter deres soulmate eller ønsker at finde ud af, om deres nuværende partner nu også er den rigtige for dem.

Testen styres af Billie og AI’en Martin. Billie er gender queer og en af de mest interessante personer i serien. I starten virker Billie næsten robotagtig i sine interaktioner med testpersonerne, men det står hurtigt klart, at Billie er en af de få, som prioriterer testpersonernes ve og vel over firmaets og egne interesser. Skaberne har klogelig valgt kun at fokusere på tre af testpersonerne – Ana, Lucas og Niels, som alle har forskellige årsager til at deltage i testen.

’Osmosis’ slår et større brød op, end den kan bage. De mange plottråde og konflikter bliver ikke fulgt til dørs, og serien kommer aldrig i mål med sine pointer. Det gælder ikke mindst den del af fortællingen, som fokuserer på Vanhove-søskendes mor. Esther er villig til at gøre alt for at redde hende – også at eksperimentere på Ana, Lucas og Niels uden deres samtykke.

Manoel Dupont som testpersonen Niels.

Det er svært at blive klog på, om man skal have sympati med Esther, som selv er overbevist om, at hun kan få sin mor tilbage, uden at testerpersonerne kommer til at lide. Esthers handlinger er så etisk uansvarlige, at de er umulige at forsvare. Alligevel straffes hun aldrig for dem – og tilgives utroværdigt hurtigt.

Seriens slutning lader meget tilbage at ønske. Den vil ikke rigtig tage stilling til, hvad den selv mener om de etiske problemer forbundet med teknologi og dating. Men for seeren efterlader den desværre heller ikke meget at tænke over.


Kort sagt:
Den franske Netflix-serie ’Osmosis’ er en bleg skygge af ’Black Mirror’.

Læs også: Anmeldelse af ‘The OA’ del 2: Netflix’ førende syretrip er tilbage – endnu vildere end før

Tv-serie. Hovedforfatter: Audrey Fouché. Medvirkende: Agathe Bonitzer, Hugo Becker, Philypa Phoenix. Spilletid: 8 episoder á 45 min.. Premiere: Kan ses på Netflix
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af