1. Maradona for evigt
Jeg var for ung til at opleve Diego Maradona i hans storhedstid med verdensmesterpokalen i 1986 og det første italienske mesterskab med Napoli året efter. Men jeg græd mig i søvn, efter han havde tabt VM-finalen til Vesttyskland i 1990. For mig var det ikke Argentina, der havde tabt, men Diego Maradona.
Den lille argentiners legendestatus var sivet ind hos en mere end almindeligt fodboldinteresseret knægt fra Hillerød. Og jeg fulgte forbløffet med, da Maradona fire år senere gjorde comeback for landsholdet ved VM i USA, scorede et vidunderligt mål mod Grækenland og blev taget i dopingkontrollen kort efter. De nærmere dybder i Maradona-myten forstod jeg i sagens natur ikke, men det gør jeg efter at have set Asif Kapadias ’Diego Maradona’, der netop har haft verdenspremiere uden for konkurrence i Cannes.
Kapadia laver mesterlige dokumentariske portrætter. Det har han vist i ’Senna’ om den afdøde brasilianske racerkører og i ’Amy’ om ligeledes afdøde Amy Winehouse. Nu sætter han igen en tyk streg under sine kvaliteter med en fodboldfilm, der zoomer ind på den mest interessante periode i Maradonas karriere, opholdet i Napoli fra midten af 80’erne.
Det argentinske stortalent var blevet en fuser af dimensioner som det på det tidspunkt dyreste køb nogensinde i FC Barcelona, og i mangel af bedre endte han hos den fallerede syditalienske klub i en by på randen af fallit. »Jeg bad om en villa, de gav mig en lejlighed, jeg bad om en Ferrari, de gav mig en Fiat«, som han selv siger. Men Maradona gjorde nærmest egenhændigt klubben til mestre for første gang i historien, og sammen med sin vilje, energi og utrolige boldevner gav triumfen ham en gudestatus af den slags, som ofte brolægger vejen mod helvede.
Kapadia bygger sin mosaik op om nye vidneudsagn fra Maradona selv, gamle medspillere og skarpe sportsjournalister (de findes) på lydsiden, mens billederne fyldes af imponerende arkivmateriale, meget af det aldrig tidligere set. Vi tager afstikkere tilbage til det slumkvarter i Buenos Aires, hvor Diego voksede op som eneste dreng i en søskendeflok på fem, og vi forstår, hvorfor han blev en frelserfigur for den i Italien så ildesete arbejderby. Og ved at komme bag privatlivets døre får man en fornemmelse af, hvad der gemmer sig bag sagnet om det temperamentsfulde geni, som bliver forbundet med mafiaforbindelser, kokainmisbrug og en søn, han ikke vil kendes ved.
For så vidt er det den klassiske historie om den fattige dreng, hvis usædvanlige talent fører til en form for succes, der ville stige de flest over hovedet – og som ender med at falde, dybt og patetisk. Man lærer måske nok mindre nyt her end med Ayrton Senna og Amy Winehouse, og spadestikket er knap så dybt – dertil peger historien i mange forskellige retninger. Men Karpadias orkestrering er så elegant og pointeret, at historien prenter sig fast. Og genopliver barndommens salte fodboldtårer.
2. Dobbelt Guldpalme-vinderes film om radikalisering vækker debat
Forleden måtte jeg bøje mig i støvet og sige undskyld til veteranen Ken Loach, som efter at være blevet forhåndsstemplet af mange kritikere som en slidt høflighedsudtagelse til hovedkonkurrencen lancerede en dybt aktuel film, sin bedste i årtier.
Nu kan jeg delvist reproducere modellen med en instruktørduo, der ligesom Loach har to Guldpalmer på kaminen. De belgiske brødre Jean-Pierre og Luc Dardenne har vundet prisen for ’Rosetta’ (1999) og ’Barnet’ (2005), opslugende fortællinger om helt almindelige menneskers store eksistentielle beslutninger skildret i en intim, dybt troværdig nyrealistisk stil.
Til forskel fra med Loach mener jeg ikke, at brødrenes aktuelle bidrag til hovedkonkurrencen, ’Young Ahmed’, er et nyt hovedværk, men den er i hvert fald både kontroversiel og aktuel, og jeg sad på kanten af sædet fra start til slut.
Den muslimske teenager Ahmed er blevet radikaliseret af sin imam i en lille by i Belgien. Han vil ikke længere give hånd til kvinder, han anklager sin søster og mor for at vanære religionen, og han ser op til sin fætter, der har valgt matyrdøden. Tidligt i filmen forsøger Ahmed at stikke sin arabisklærer ihjel med en kniv, fordi hun insisterer på, at man kan bruge popsange og ikke kun koranen til at lære arabisk.
Ahmed spærres inde på en ungdomsfacilitet, der tydeligvis ved, hvordan man håndterer utilpassede unge. Det handler om nærvær, nye relationer og håndfaste rammer. Systemet og menneskene håndterer den unge terroristspire, akkurat som enhver humanist med tro på det gode i mennesket ville ønske. Straf er en kortsigtet løsning. Vi må nå ind til mennesket i monstret.
Jeg kan se på Twitter, at filmen allerede vækker debat. Nogle finder den stærkt nuanceret, andre alt for firkantet og måske ligefrem farlig. Og det er da også et komplekst og kontroversielt emne, Dardenne-brødrene tager favntag med. Men her kort efter visningen er min første indskydelse, at de uden nemme svar applicerer deres dybfølte humanisme til et meget svært emne, men iblandet en desillusion, som deres film ikke tidligere har båret præg af.
Brødrenes ærinde er ikke at forklare, hvorfor en kvik ung mand som Ahmed lader sig forføre at en intolerant ideologi. Dens fornemste præstation er, at man som publikum hele tiden er i tvivl, om Ahmed kan forandre sig. Kan man nurse mennesker med mørketanker til fornuft? Er tilgivelse og kærlighed virkelig vejen frem? Det er ens eget værdisæt og menneskesyn, der blotlægges, mens Dardenne-brødrene til målstregen holder én i tvivl om Ahmeds intentioner. Desværre snubler filmen til sidst og ender mere som skitse end helstøbt værk.
Forleden skrev jeg om festivalens mange film med eksplosiv vold, og ’Young Ahmed’ viser, at de virkelige provokationer i tidens filmkunst ikke ligger i de grafiske udskejelser. Hvem skulle have troet, at et par empatisk-sobre belgiske instruktører tættere på de 70 end 60 skulle lave den hidtil mest kontroversielle film på årets festival?
2. Isabelle Huppert på en badebillet
Men det er altså ikke blot en dans på roser, det her Cannes. Altså først og fremmest er vejret dårligt – koldt og regnfuldt. Buh og buhu!
Blandt de mange gode film er der desuden dem, som aldrig burde have set hovedkonkurrencens lys.
Én af dem er Ira Sachs ‘Frankie’, hvor Isabelle Huppert spiller en skuespillerstjerne, som har inviteret sin familie på ferie i en billedskøn portugisisk ferieby. Og her går de så alle sammen – hendes mand, eksmand, børn, børnebørn m.fl. – så rundt og mukker og har lidt ondt af sig selv og kigger sørgmodigt ud over vandet. Mennesket er alene, vi skal alle sammen dø, og tiden læger alle sår, indtil den ikke længere gør.
Tag en dårlig Woody Allen-film og fjern enhver rest af vellykket humor, og du har ‘Frankie’s ulidelige elegi. Sachs er kendt som en udpræget newyorkerinstruktør med fine film som ‘Love Is Strange’ og ‘Little Men’ i reversen, men nu har han åbenbart haft brug for en solferie. Og det må da også have været meget lækkert at rende rundt i Portugal under den bagende sol, men man mærker, at Sachs er på udebane med de elendige lokale skuespillere og de utroværdige relationer.
Hvad man ikke gør for at få Isabelle Huppert op ad den røde løber.
Cannes-highlights dag 6: Dagen, hvor Robert Pattinson fik en fis i fjæset