1. En gammel mester, så relevant som nogensinde
Når der går sport i at anklage Cannes-festivalen for at favorisere de gamle hvide instruktørmænd, der har deres bedste film bag sig, er Ken Loach én af dem, der altid bliver hevet frem som en trumf i ærmet.
Den 82-årige instruktør har haft et utal af sine film udtaget til hovedkonkurrencen, også hans mest middelmådige. Og så har han tilmed vundet Guldpalmen to gange for film, som langt fra har været hans bedste, ’The Wind That Shakes the Barley’ og ’I, Daniel Blake’.
Jeg har selv som minimum en håndfuld gange i samtaler om årets Cannes-festival spydigt bemærket, hvordan den britiske socialrealist, der har været aktiv siden 60’erne og har en række hovedværker bag sig, nu for femte-sjette gang er her med sin sidste film…
Men Ken Loach: Jeg lægger mig fladt ned. Jeg vil gerne sige undskyld.
’Sorry We Missed You’ er det hidtil bedste bud på en Guldpalmevinder. Og selvom vi er i velkendt Loach-territorium – britisk arbejderklasse, solidaritet, indignation – vil det være helt forkert at hævde, at han ikke udvikler sig. For han sætter med en mesters klarsyn fingeren på de ømmeste punkter på samfundskroppen anno 2019.
Vi møder den uuddannede familiefar Ricky til en jobsamtale i Newcastle for et vareleveringssfirma. Arbejdsgiveren mener, at Ricky er velegnet til jobbet og stadfæster virksomhedens filosofi, så man skulle tro, de var til medarbejderens fordel: Du arbejder ikke for os, men med os. Du har din egen »business« i vores »franchise«. Det er dig, der bestemmer, hvor meget du vil tjene, og hvor meget du vil arbejde.
Oversat til praksis betyder det, at Ricky kører rundt med varer 12-14 timer om dagen uden at have nogen form for sikkerhed, når lorten rammer viften, som man siger. Og det gør den for Ricky. Hans søde hustru Abbie er hjemmesygeplejerske, der mærker sundhedssystemets stramme krav til, hvor mange besøg hun skal nå om dagen – med den menneskelige kontakt som første offer. Derhjemme reagerer deres to børn med alt fra skoleslåskampe til tis i sengen på, at deres forældre er udslidte og alt for sjældent hjemme.
Som dominobrikkerne begynder at vælte for familien Turner helt efter Murphys lov, bliver man stærkt berørt af Loachs varme og anfægtede analyse af det moderne arbejdsmarkeds umenneskelighed. Alle de rettigheder, arbejderne med Loach som deres dokumentarist kæmpede for i 60’erne og 70’erne, er røget på porten med de amerikanske storvirksomheders kyniske forretningsgang. I 2019 er alle freelancere. Pension, sygedage, børns sygedage – du er helt på egen hånd.
I ’I, Daniel Blake’ udstillede Loach det absurde arbejdsløshedssystem. Med ’Sorry We Missed You’ har han begået en endnu skarpere film om konsekvenserne af et arbejdsmarked på arbejdsgivernes præmisser, der – som alt andet – især rammer dem på bunden. Det kan godt være, Loachs stemme stadig lyder nogenlunde, som den gjorde i 70’erne. Men som verden har udviklet sig, er den blevet mere relevant end måske nogensinde.
2. En næstendansker vender hjem – til Island
Hlynur Pálmason vandt både en Robert og en Bodil for sin debutfilm ’Vinterbrødre’, der var en af de æstetisk mest overrumplende danske film i årevis. Palmáson er uddannet og bosat i Danmark, men til hans opfølger har han pakket nordfrugterne og vendt hjem til fødeøen. Det skal vi nu ikke være kede af, når resultatet er så glimrende, som det er.
’A White, White Day’, som er udtaget til parallelprogrammet Critic’s Week, er mere konventionel end ’Vinterbrødre’ med sin historie om en politimand, Ingimundur, der stadig sørger over tabet af sin kone, der kørte ud over skrænten på en islandsk landevej. Ulykken er filmens foruroligende åbningsscene, der sætter scenen for en smuk og usentimental fortælling, som tager fart, da Ingimundur opdager, at hans kone måske var ham utro.
Palmason er dog ikke så optaget af udredningen af denne mistanke som af studiet af den mutte enkemand, som stejler over sorgrådgiverens spørgsmål og bygger et nyt hus til sin datter og dennes familie frem for at holde sine følelser for døren. Det er et rørende billede, Palmáson og skuespiller Ingvar Sigurdsson fremmaner. ’A White, White Day’ har måske ikke ’Vinterbrødre’s originale univers, men den viser en mere følsom side af Pálmasons talent, krydret med de uudgrundelige billeder fra det islandske landskab samt de overraskende klip og lavmælte tableauer, der er ved at blive instruktørens varemærke. Noget helt særligt bevægende får Pálmason ud af den kærlige mellem Ingimundur og hans barnebarn, der i øvrigt spilles sublimt af instruktørens egen datter.
3. Den første sorte kvinde i hovedkonkurrencen
Mati Diop havde skrevet historie, allerede før hendes ’Atlantique’ var blevet vist på festivalen. Hun er nemlig den første sorte kvinde til at have en film i hovedkonkurrencen – og så endda med en debut. Som fransk med senegalesiske rødder har hun sjovt nok aldrig set sig selv som ’sort’, der er så mange i Frankrig med rødder andre steder, og forskellen optager dem ikke på samme måde som i USA, har hun udtalt.
Et helt ubeskrevet blad er Diop ikke, for hun er kendt som skuespiller i blandt andet Claire Denis’ ’35 rhums’. Siden har den franske mesterinstruktør været en slags mentor for hende, og man mærker godt noget af Denis’ gådefulde afsøgning af krop og identitet i Diops uslebne, men lovende debut.
’Atlantique’ udspiller sig i Senegals hovedstad Dakar, hvor den unge mand Souleiman bliver snydt for betaling for sit krævende arbejde på en mastodontisk skyskraber. Med en række af de andre lokale drenge vælger han at tage til søs for at søge lykken i Spanien. Derhjemme efterlader han sin elskede Ada, som har indvilliget i et giftemål med den velhavende Omar, der nok kan give hende materiel velstand, men ikke den kærlighed, hun søger.
Det er en historie om dem, der står tilbage, når mændene rejser mod Europa, og et nuanceret billede af det sted, de rejser fra. Der er både faldefærdigt og fattigt, pulserende og nyrigt i Dakar. Efterhånden leder Diop fortællingen hen mod det overnaturlige, som synes at trække på en afrikansk, voodoo-lignende folklore, jeg ikke kender dybderne i. Ærgerligt nok lader hun politimanden, der efterforsker de mystiske hændelser, blive en tredje hovedperson, selvom vores interesse er meget stærkere forankret hos den efterladte Ada. Men trods debutantens usikre hånd er ’Atlantique’ en underspillet poetisk og øjenåbnende skæbneberetning fra et verdenshjørne, man sjældent ser på film i den vestlige verden.
Læs også: Er den nye Elton John-film bedre end ‘Bohemian Rhapsody’? Vi har svaret fra Cannes
Læs også: Cannes-highlights dag 2 – sprængfarlig politifilm sender tankerne mod Blågårds Plads