Spoiler-advarsel: Læs naturligvis først, når du har set ‘Avengers: Endgame’
KOMMENTAR. ’Avengers: Endgame’ smadrer i skrivende stund boxoffice-rekorder med en Hulks blide håndelag, mens stolerækkerne sejler i tusinde fantårer under dén slutscene. Marvel-boss Kevin Feige og instruktørduo Joe og Anthony Russo leverede på godt og ondt den overrumplende finale, vi var blevet stillet i udsigt, men helt i tegneserieuniversets og Thanos’ »uundgåelige« ånd markerer ’Endgame’ naturligvis ikke enden for en lang række af filmens karakterer – levende som døde.
Senere på året blænder Disney’s nye streamingtjeneste Disney+ således op for de første Marvel-spinoff-serier – med blandt andre Hawkeye (Jeremy Renner) og kæresterne Scarlet Witch og Vision i ’WandaVision’ – og filmfortsættelserne ’Black Panther 2’, ’Doctor Strange 2’ og ’Guardians of the Galaxy 3’ er officielt på tegnebrættet. Endvidere kaster Brie Larsons gigantsucces som ’Captain Marvel’ formentlig ligeledes et encore af sig, og Tom Hollands elskelige Peter Parker svinger som bekendt allerede ind i biograferne igen i sommerens ’Spider-Man: Far From Home’.
Mere uklart er det, hvordan begivenhederne i ’Endgame’ vil påvirke de nye eventyrs tidslinjer og historier, og selvom det sjældent giver mening at fluekneppe Hollywood-tidsrejselogik, ville det trods alt være god service at få afklaret, hvorvidt det halve univers’ genopstående væsner er ældet i samme tempo som de tilbageværende på de fem år, der gik mellem Thanos og Hulkens respektive fingerknips. Er halvdelen af Spider-Mans highschool-kammerater for eksempel blevet voksne, eller blev alle som en på plotbelejlig vis til støv sammen med vægkravleren selv (’Far From Home’s trailer alluderer til sidstnævnte lykketræf)?
Her dykker vi ned i ’Endgame’s syv største overraskelser – for at bearbejde sorgen og skue fremad i Doctor Stranges krystalkugle.
7. Den nye-gamle Gamora sætter scenen for kommende treer
Zoe Saldanas grønne Gamora led en krank skæbne i sidste års ’Avengers: Infinity War’, da farmand Thanos ofrede hende for at få fingre i The Soul Stone. Af samme grund var Gamora heller ikke blandt de mange helte, der genopstod fra støvet i ’Endgame’, men via Nebulas tidsrejse blev Gamora anno 2014 – præ-Guardians og Quill-forelskelse – bragt i spil. Ligesom sit fremtidige jeg vender ’Endgame’-Gamora sig også mod sin fars masseødelæggelsesvanvid og har dermed sluttet sig til den rette helteside i filmens slutning, klar til at joine Guardians-slænget igen. Eller hvad?
Nye-gamle Gamora er ikke just til falds for Chris Pratts charme og rejser dermed afsted mod det ukendte, mens Quill forgæves søger efter hende på radaren. Og så må man formode, at scenen er sat for ’Find Gamora’-plottet i ’Guardians of the Galaxy 3’, der er under udvikling med instruktør James Gunn ved roret – forhåbentlig dog uden at gå i etterens fodspod med en ren gentagelse af den romantiske duos parringsdans.
I alle tilfælde er det meget svært at se, hvordan Gamora og Quill kan slippe for at filtre ’Endgame’-trådene ud, før beskytterne igen kan blive fuldtallige.
6. Fadæsen: Kvindelige Avengers, assemble!
Glem Professor Hulks (Mark Ruffalo) gammelfarjokes eller det faktum, at det grønne bæst pludselig kan brokke sig over at gå på trapper i tidsrejse-flashbacket til Avengers-opgøret i New York i 2012, hvor karakteren oprindeligt var komplet uden for pædagogisk rækkevidde for alle andre end Black Widow (Scarlett Johansson). Oh well.
Russo-brødrenes mest markante ’Endgame’-fadæse optræder nemlig andetsteds under det endelige opgør med Thanos, da vi får et komplet umotiveret helteskud af samtlige af filmens kvindelige karakterer, der – helt tilfældigt – brager frem side om side på slagmarken, skønt ingen af dem har interageret nævneværdigt førhen. Endsige haft nogen funktion for udfaldet af handlingen. Ét billede, en hulens masse ligestillingsleflen for den politiske korrekthed, der føles fornærmende misforstået, idet scenen først og fremmest sætter en fed streg under, at Marvel ikke har kunnet finde på noget bedre for kvinderne at lave.
»Men se blot, girl power-hungrende masser, her er de alle sammen, i en uskøn pærevælling af wannabe-feminisme trådt under fode!«
Scenen ekkoer (aka. planker dovent) det mere opstemmende og intime øjeblik i ’Infinity War’, hvor Black Widow og Okoye (Danai Gurira) kommer Scarlet Witch (Elizabeth Olsen) til undsætning over for Thanos-håndlangeren Proxima (Carrie Coon), men i ’Endgame’ falder de gode intentioner til jorden med et pinligt brag. Så meget for Marvels påståede kønsdiversificeringsfokus.
Dog er der en lillebitte formildende omstændighed: Kvindekampen refererer flygtigt den næsten lige så kortlivede tegneserie ’A Force’, der fra 2015-16 samlede Marvels første kvindelige Avengers-hold med en stærk feministisk nerve. Og både Tessa Thompson (som spiller Valkyrie i ’Endgame’) og ’Black Panther’-instruktør Ryan Coogler har tidligere udtalt, at de gerne så Marvel sætte et superheltekvindehold i søen. Stay tuned – men fri os fremadrettet for den form for påklistret pseudoprogressivitet, der ufrivilligt blotter Marvels egne blindspots, når der tales ned til publikum.
5. Næste tidsrejsestop: Lokis tv-serie
Mangen en fangirl og -boy (og Thor) måtte gnide grus ud af øjnene, da Tom Hiddlestons Loki fik kniven af Thanos i starten af ’Infinity War’, men dårligt var chokket sunket ind, før Disney og Marvel åbenbarede deres planer for karakterens miniserie-comeback på Disney+. Hvorfor vi bare har ventet på en forklaring på, hvordan lumskebuksen ville kringle dén kurve.
Svaret kom i ’Endgame’s tidsrejse til 2012, hvor datids-Loki uforvarende fucker med Iron Man, Ant-Man og Captain Americas stenskattejagt, da han får fingre i Tessaract’en og undslipper fangeskab med et spring ind i en alternativ tidslinje, hvor han ikke nødvendigvis nogensinde kommer ansigt til ansigt med Thanos.
Den kommende serie vil angiveligt udforske, hvordan Loki påvirker forskellige kendte events igennem Jordens historie, så selvom det ikke er bekræftet, at serie-Loki er ‘Endgame’-Loki, ligner hans Tessaract-exit det bedste bud på en bro mellem de to medier. Giver det anledning til en del inkongruens i forhold til Captain Americas sidste tidsrejse, hvor han antageligt lapper nogle af de huller, Avengernes rejser efterlod? Naturligvis.
Men hey, vi får en Loki-serie. Alt er love.
4. Asguardians of the Galaxy?
Først og fremmest: Hurra! Tordenguden lever endnu.
Thor var ikke blevet spået gode overlevelsesodds i ’Endgame’, men kanske Taika Waititis franchise-højdepunkt ’Thor: Ragnarok’ fra 2017 fik Marvel til at holde hånden over spradebassens ølvom. Det, og det faktum at Chris Hemsworths komiske timing er en fuldfed gave til genren.
Thors smittende kemi med Guardians-holdet i ’Infinity War’ teasede for nye crossover-muligheder, og i ’Endgame’s sidste minutter blev døren sparket åben på vid gab, da Thor abdicerede som leder for sit folk (stafetten gik i stedet til Tessa Thompsons Valkyrie) og tog plads på Guardians-rumskibet ved siden af en slet skjult modvillig Quill.
Bliver ’Guardians of the Galaxy 3’ til ’Asguardians of the Galaxy’? Det virker oplagt, at Thor som minimum kommer til at spille en birolle i filmen – a la Mark Ruffalo i ’Ragnarok’ – men derudover skulle en ’Thor 4’ også være på vej, forudsat at Marvel kan få Taika Waititi tilbage om bord (ifølge Tessa Thompson til The Playlist).
Ikke dårligt for superhelten, hvis to første solofilm (med uret) blev set som Marvel-foldens svageste indskud.
3. Filmens lykkeligste slutning: Old man Cap America
Chris Evans’ kontrakt udløb med ’Endgame’, så det lå i kortene, at den godmodige krigshelt stod foran sit livs Waterloo. Mere overraskende var det, at Cap fik filmens måske mest lykkelige slutning, da han rejste tilbage i tid for at samle nogle af de mange løse ender, han og kollegernes tidsrejser havde efterladt – og valgte at blive i fortiden med sin Peggy (Hayley Atwell).
Det var et sødt og værdigt godnat (selvom det ublu gik på kompromis med filmens interne tidsrejselogik), der på nostalgisk vis forløste karakterens mangeårige plot som outsider i den moderne verden. Og som samtidig gav Cap mulighed for at overdrage skjoldet til Falcon (Anthony Mackie), der sammen med Caps gamle BFF Bucky (Sebastian Stan) nu er veludrustet til at indtage hovedrollen i Disney+-serien ’Falcon & The Winter Soldier’ (navnet antyder, at Falcon endnu ikke har taget Captain America-titlen til sig, så mon ikke det bliver seriens omdrejningspunkt?).
Eftersom (originale) Cap nu har levet et langt liv, ville det på papiret ikke være usandsynligt, at han kunne krydse veje med nogle af de andre superhelte, hvis historier tog deres begyndelse i det 20. århundrede, men udenfor filmsettet peger alt på, at Evans har inkasseret sin sidste millioncheck.
Det skal være ham og os vel undt – ikke mindst fordi Captain America, hvis vi skal være helt ærlige, alle dage har været Marvels mest søvndyssende spejderdreng (og ja, du burde have lyttet til Tony i ’Civil War’. Klaphat).
2. Black Widows død og fremtidige genopstandelse
Adieu og på meget snarligt gensyn, Natasha Romanoff med de royale efternavn.
Efter en omgang heroisk tovtrækkeri med vennen Hawkey kastede hun sig i døden på planeten Vormir for at begave sidstnævnte med sjælestenen og satte et udsmattet punktum for en karakter, Marvel på ærgerlig vis aldrig rigtigt fik knækket koden til. End ikke Hulken, din on-off-flamme, virkede synderligt påvirket.
Det var forventeligt, at ’Endgame’ ville ofre en række af sine trofaste helte, men Black Widows bortgang var alligevel mildt overraskende, idet hendes solofilm lander til næste år med selvsamme Scarlett Johansson i hovedrollen, Cate Shortland (’SMILF’) som instruktør og David Harbour og Rachel Weiz i biroller. Bliver ’Black Widow’ en prequel om Natashas tidlige år i hjemlandet Rusland? Og vil Marvel i så fald forynge Johansson digitalt? Får vi at se, hvad hulen Black Widow og Hawkeye foretog sig sammen i Budapest, nu hvor de har kværnet om det igennem fire Avengers-film og ‘Civil War’? Bringer manuskriptet karakteren tilbage via et evighedsstensinduceret ’ormehul’?
Alt det finder vi tids nok ud af, når den første teaser lander senere i år, men det har unægtelig taget noget af dramaet ud af den i forvejen letkøbte dødsscene.
1. Farvel til Iron Man
Og så kom vi til det. Den store, tårevædede afsked.
For katten, det sved i selv de mest hårdkogte skeptikeres hjerter, da lyset gik ud i Iron Mans ditto, og Robert Downey Jr. takkede af i rollen, der katapulterede ham fra afdanket bad boy til stratosfærisk filmisk ikon i Jon Favreaus ’Iron Man’ fra 2008. Og det uagtet, at det var et send-off, der stod skrevet i mælkevejen qua skuespillerens kontraktuelle pension oven på 11 ikoniske Marvel-år.
I sidste ende var det Tony, der ud af de overlevende fra ’Infinity War’ havde mest at miste. Ham, der havde haft ret i alle sine bekymringer i ’Civil War’. Ham, der måtte træde til for at løse tidsrejseknuden (det gik vel tjept) i ’Endgame’. Og selvfølgelig ham, der gav sit liv for, at alle de andre kunne leve, da Doctor Strange holdt en enkelt skæbnesvanger finger op: This is the one.
Tony knipsede Thanos ud af eksistens, og vi og Avengerne mistede franchisens fyrtårn, da han åndede ud i Peppers arme. Det var på alle måder den episke heltedød, Iron Man skulle have, og en begravelse over et popkulturelt ikon af det nye årtusind.
Downey Jr.s odds for et karrierecomeback syntes engang akkurat så smalle som chancerne for at slå Thanos, men både han og Marvel skød papegøjen, da de pudsede metalbunken med skuespillerens karakteristiske gadedrengecharme og skarpe sarkasme. Jernmanden var en superhelt for og af sin eskapismehungrende, franchisedyrkende satiretid, der fløj i overlegne cirkler om DC-konkurrenternes tungsindige hævnere, og som både on- og offscreen instinktivt forstod, at de mest strålende helte er dem, der er lige så ferme til at tage pis på genrens absurditeter, som de er til at ære dem som kanon. Det var et partnerskab made in Hollywood heaven, og Marvels biografoverherredømme anno 2019 skylder Downey Jr. alt.
Af samme grund var det også kun passende, at Tony Starks begravelse samlede snart sagt hver en semibetydningsfuld Marvel-karakter fra de seneste års film (inklusive instruktøren af den første Iron Man-film, Jon Favreau, hvilket var rørende i sig selv) – og endog fandt plads til at inkludere den lille dreng fra 2013’s ’Iron Man 3’ (spillet af Ty Simpkins), der pludselig stod teenagerank og mysteriøs blandt de kendte ansigter (rygterne om, hvorvidt Marvel har tænkt sig at bruge ham i senere film, koger allerede på livet løs).
Døden er irriterende ofte blot et svævende, let-bøjeligt begreb i Marvel-regi, men for Downey Jr.’s vedkommende ser tæppefaldet permanent ud, ligesom Marvel heller ikke har (nært forestående) planer om at reboote rollen. Og selvom kommende Marvel-film og -serier hensat til tiden før ’Endgame’ i realiteten kunne aflægge Tony et visit, ville glimtet af en cameo uværgerligt underminere den følelsesladede hyldest, karakteren nu har fået.
’Endgame’ sagde farvel til Iron Man-æraen med maner – og satte et sidste kærligt punktum efter rulleteksterne med lyden af de metalliske klank og klonk fra Tony, der smedede sin første dragt i 2008. Marvels største stjerne har forladt bygningen, og uanset hvor mange superheltefilm, Disney ryster ud af eventyrslottet fra nu og i al evighed, bliver universet aldrig helt det samme igen.
Tony, vi elskede dig 3.000.
Læs også: Anmeldelse af ‘Avengers: Endgame’
Læs også: Farvel og tak til årtiets sjoveste komedieserie