Et forsvar for Daenerys’ omdiskuterede angreb i det nye ’Game of Thrones’

(Spoiler alert: Læs for guds skyld først, når du har set det nye afsnit ’Game of Thrones’)

KOMMENTAR. Klokkerne ringede for nåde, men beskytteren af de syv kongeriger forvandlede alligevel King’s Landing til et flammehav med en overjordisk udholdende Drogon som instrument.

Den skånselsløse aktion har fået talrige kritikere ud af busken i Twittersfæren og omegn. Faktisk synes et flertal at være enige om, at det virkelig suttede røv, at slavernes befrier nu trådte i karakter som The Mad Queen med hundredvis af uskyldige liv på samvittigheden.

Kritikken peger groft sagt i to retninger.

Der er dem, der mener, at forklaringen på Daenerys ugerninger var for skødesløst behandlet. Det virkede umotiveret, at hun begik massemord, selvom hun allerede havde vundet kampen, mener de – en så kynisk dåd kræver en skarpere motivation:

Og så er der dem, der er dybt skuffede over, at serien gennem syv sæsoner har bygget Daenerys op som et feministisk forbillede, en badass nedbryder af patriarkatets lænker, for nu at rive tæppet væk under hende og afsløre hende som en brutal tyran efter hendes fars hoved:

Alt det, Daenerys er gået igennem

Jeg vil give første gruppering af monday morning quarterbacks ret i, at hovedforfatterne Weis og Beniof muligvis skulle have trængt Khaleesi længere op i en krog, før hun begyndte at futte børn af, som var de småkviste på et Sankt Hans Bål. Massakren var umenneskelig, og jeg er ekstremt spændt på at se, hvordan hun selv forholder sig til den i det sidste afsnit i serien (»sooooorry«?). Det er i mine øjne først og fremmest dér, at serien skal i mål med motivationen – for havde de forklaret alt for meget på forhånd, var det uvirkelige chok over at overvære den tidligere så idealistiske leder handle så uforsonligt, også blevet svækket.

Samtidig må vi huske på, at serien igen og igen har antydet et skred i Daenerys’ moralske habitus. Det startede vel med hendes henrettelse af far og søn Tarly, der nægtede at overgive sig – en gerning, hvis brutalitet vi for alvor forstod, da godhjertede Samwell reagerede på den. Siden har hun mere en end gang været inklineret til at brænde alt omkring sig ned, og kun de velmenende råd fra særligt Tyrion har forhindret hende i at omsætte ordene til handling. Nu var nok nok.

Før angrebet på Drogons ryg indså hun, at hendes vej til tronen gik gennem frygt og ikke kærlighed, og kun ved at udradere Cerseis støtter – også selvom de er civile – kan hun reboote systemet og bygge det op fra grunden, er logikken. Med de mange billeder af børn, der så deres forældre brænde op i gaderne, er det nok her, hun har forregnet sig, men det er ikke desto mindre den tankegang, der fører hende mod udryddelsen.

Lad os også lige løfte blikket og huske på, hvad det faktisk er, Daenerys har oplevet den seneste tid:

Hun har mistet to af sine børn (Daenerys mener helt bogstaveligt, at dragerne er hendes afkom).

Hun har mistet sine to tætteste venner og mest loyale støtter, Missandei og Jorah.

Hun har mistet den medfødte ret til tronen, som har defineret hele hendes rejse gennem otte sæsoner – det kan godt være, at Daenerys viste sig at være den bedste af alle diktatorer, og at hun ville bryde hjulet, men tag ikke fejl: Hun har klamret sig til sin blodsbestemte ret til tronen hele vejen igennem.

Det er gået op for hende, at hun ikke har den støtte i Norden, som hun havde i Slaver’s Bay.

Hun er lige blevet forrådt af en af sine nærmeste rådgivere, Varys, mens den anden, Tyrion, har begået flere fejl end Nicklas Bendtner på en fredag aften.

Manden, hun elsker, har trukket sig fra hende igen, måske af frygt for at blive for infiltreret i den magt, han på ingen måde ønsker, måske bare fordi det var en turnoff for ham at ligge i ske med sin faster.

Helt ærligt: Hvis det ikke er forklaring nok på et mentalt sammenbrud, så ved jeg snart ikke.

Efter George R.R. Martins hoved

Men hvad så med kritikken fra fangruppen, der har måttet se deres ikon smuldre for øjnene af dem (nogle af dem har ligefrem opkaldt deres børn efter kvinden, der altså nu er en massemorder)?

Mange hævder, at Weis og Benioff har afsløret deres inkompetence, efter de ikke længere har George R.R. Martins bøger som en krykke at støtte sig til. Med tanke på den vanvittige wight-mission fra sæson 7, som kostede Daenerys en drage til The Night King, kan der måske være noget om det.

Man bør dog huske på, at Weis og Benioff har haft indgående samtaler med Martin om de store karakterbuer, som forfatteren har set for sig i årevis. Jeg har meget svært ved at forestille sig, at Weis og Benioff ville lade Daenerys sejle ud på galskabens hav, hvis det ikke var netop den skæbne, der også stod skrevet i Martins kort.

Selvfølgelig gør det ondt at miste en forrygende seriefigur, hvis visioner man har ophøjet, men ’Game of Thrones’ blev ikke et fænomen, fordi den pleasede fansenes trang til en superhelt. Det er en fortælling, hvor gode intentioner bliver straffet, og hvor de bedst egnede regenter slet ikke ønsker at sidde på tronen. Den drift efter magt, som Daenerys har fået næring ved lige siden sæson 2, har sjældent en lykkelig udgang, og faktisk ville jeg finde det modstridende med ’Game of Thrones’-ånden, hvis hendes historie i kortform lød: Naiv underkuet pige viste sig at være den udvalgte leder, hun lærte undervejs at regere med overskud, værdighed og altruisme, hvorefter hun og kongeriget levede lykkeligt til deres dages ende.

I sidste ende var Daenerys måske ikke et feministisk forbillede. I sidste ende var hendes primære funktion ikke at tjene som et symbol for fansenes behov for en stærk kvindelig leder. I sidste ende var hun et kompliceret menneske med en utrolig livsrejse, der ikke endte rosenrødt.

At gøre Daenerys mad turn til en slags antifeministisk misere, er helt skævt og en underlig måde at tage fortællingen som gidsel i sit eget ensporede billede. Og i Arya og Sansa har serien jo altså stadig adskillige kvindelige helte i behold.

Selvom fortællingen om den barmhjertige dronning måske nok ville være mere opløftende, finder jeg den, vi nu står med, langt mere interessant. Verdenshistorien er rig på revolutionære forbilleder, hvis idealisme og kamp for folket slog over i egoisme, repression af åndelige modstandere og en omklamrende fastholdelse af magten med de helt almindelige borgere som det primære offer. Fra Fidel Castro til Hugo Chavez.

Mere end noget andet handler ’Game of Thrones’ om magt. Og den magtanalyse, der ligger i Daenerys’ udvikling fra frelser til tyran, er langt mere nøgtern og realistisk end den, vi finder i de eventyr, som vi altid har hyldet serien for at adskille sig fra.

Dragemoderens fald er da essensen af ’Game of Thrones’.

Læs også: Anmeldelse af ‘Game of Thrones’ sæson 8 afsnit 5 – Storslået opgør reduceret til en enkelt pointe

Lyt til SOUNDVENUE STREAMER: Gæstestjerne Pilou Asbæk fortæller røverhistorier fra ‘Game of Thrones’-settet