‘Lazzaro den lykkelige’: Cannes-vinder er en både tidløs og påtrængende fabel om den betingelsesløse godhed
Italienske Alice Rohrwacher vandt med ‘Lazzaro den lykkelige’ prisen for bedste manuskript på sidste års filmfestival i Cannes. Det forstår man godt, for den historie, hun fortæller, hører til i en kategori for sig. Hør bare præmissen.
Langt ude på landet ligger tobaksplantagen »Inviolata«, der bogstavelig talt er uberørt af tidens gang. Her finder århundredets bedrag sted. Flere familier lever som fæstebønder under den excentriske grevinde de Luna, der ikke har fortalt dem, at stavnsbåndet for længst er ophævet. Selv lever hun et liv i sus og dus, går med overdådige hatte og ryger cigaretter af lange cigaretrør. Hendes teenagesøn Tancredi med det afblegede hår og den livstrætte attitude er forsynet med både walkman og en tidlig mobiltelefon. Bønderne må deles om én enkelt elpære, som på skift kan bruges til at lyse de forskellige værelser op på den faldefærdige gård, de bor på. 
Vi befinder os nok i 1990’erne, måske lidt før, måske lidt efter. Rohrwacher nyder fra første færd at desorientere seeren, der ligesom de stakkels bønder kun lidt efter lidt forstår svindelnummerets omfang. Hun zoomer langsomt ud og introducerer elementer, der kommer stadig tættere på vores samtid, og som står i skarp kontrast til den landlige armod og de gammeldags familiestrukturer, der beskrives i åbningsscenen. Det er et smart greb, der gør, at filmen veksler mellem at være en tidløs fabel og blive påtrængende og aktuel.
Grevinden forsvarer sig med, at det er menneskets natur at udnytte andre. Det har hun for sin vis ret i, for det viser sig snart, at bønderne kører hårdt på filmens egentlig hovedperson, den unge Lazzaro. Han arbejder hårdere end nogen af de andre, men har ikke noget imod det. Han tænker slet ikke på sine egne behov, men stiller sig tilfreds med det, han har. Netop derfor er han lykkelig. Hans eneste luksus er en hule, der er gemt oppe i bjergene, hvor han kan brygge sin egen kaffe og betragte landskabet. Vi deler nogle gange hans udsigt gennem flotte fugleperspektiver, der antyder, at der er en, der kigger med fra oven. 
Lazzaro, med det dovne ansigtsudtryk og det krøllede hår bliver stille og indfølende spillet af debutanten Adriano Tardiolo. Han er ikke godmodig på den uudholdelige måde, men bringer mindelser om en bestemt type inden for klassisk italiensk filmkunst, nemlig den hellige enfold, som er en ukorrumperet og uforanderlig personlighed, der er omgærdet af en særlig nåde. Han er en slags fætter til Giulietta Masina i Fellini-filmene ‘La strada’ og ‘Gadepigen Cabiria’ og til den forældreløse tosse i Vittorio De Sicas ‘Miraklet i Milano’. Han knytter sig endda til Tancredi, billedet på undertrykkeren.
Halvvejs gennem filmen sker der et skifte. Omverdenen trænger sig på, og bønderne flytter til byen, bortset fra Lazzaro, der er blevet sporløst væk. Mange år senere dukker han op igen – som sin bibelske navnebror er han genopstået fra de døde, og han bliver tilbedt som en helgen. Her formulerer Rohrwacher tydeligst sin samfundskritik. Vi finder ud af, at bønderne måske havde det bedre på »Inviolata« end i den moderne verden, hvor de tvinges til at leve på gaderne.
Al uskyld er tabt. Og så alligevel ikke, for der er plads til en af filmens mest underfundige scener, hvor orgelmusikken fra en kirke forfølger personerne væk fra det hellige rum og ud på gaden.
Kort sagt:
Rohrwachers portræt af den betingelsesløse godhed er magisk.