’Stalker’: Isabelle Huppert jagter Chloë Grace Moretz, og det er både for meget og for lidt
Hun giver slip på vinglasset efter et hurtigt sip, og det ryger mod gulvet, så de hvidvinsfedtede skår flyver til alle sider. »Ligesom dig lover den en masse for derefter at skuffe«, siger Greta koldt til den unge tjener Frances, som hun stalker. Man kunne sige det samme om filmen.
Frances McCullen (Chloë Grace Moretz) er for nylig flyttet fra den trygge hjemby Boston til New York. Hendes mor døde sidste år, forholdet til faren, der allerede lader til at være kommet videre, er anstrengt, og nu arbejder hun som tjener på en restaurant i byen, der aldrig sover.
»Byen kommer til at æde dig levende«, siger den frembrusende bofælle Erica til hende, mens hun vender øjne af Frances’ naivitet. En naivitet, der slås fast, da hun støder på en grøn håndtaske efterladt på et metrosæde og beslutter sig for at aflevere den personligt tilbage til ejerkvinden, Greta Hideg – stærkt frarådet af den New York-vante Erica.
Men den excentriske, franske klaverlærer, der åbner døren for Frances, ligner ikke en psykopat. Isabelle Hupperts Greta, der er en tydelig metakommentar til den franske stjernes historiske rolle i Michael Hanekes ‘Pianisten’ fra 2001, hvor hun spiller en sensuel og masochistisk midaldrende klaverlærer, tager imod med åbne arme. 
Hun fremstår selvsikker og charmerende med et rødt læbestiftsmil, og med sin franske accent inviterer hun til en kop te. Greta er enke, og datteren bor i Paris. Kvindernes fælles ensomhed knytter dem hurtigt sammen og danner grobund for lange gåture, samtaler og risotto-spisning. Greta er alt det, Frances har brug for lige nu – og omvendt.
»Jeg er ligesom tyggegummi. Jeg har det med at hænge ved«, siger Frances, men det viser sig bedre at passe på Greta. Da Frances støder på en række identiske tasker i Gretas hjem (på den ene står Frances’ navn), begynder hun at lugte lunten.
Frances cutter forståeligt nok kontakten til enken, der dog ikke er sådan at slippe af med. Hun kimer den unge kvinde ned, besøger hende på arbejdspladsen og spytter sågar tyggegummi i hendes gyldne hårlokker. Politiet vil ikke hjælpe, for der er trods alt ikke nogen lovgivning mod at spytte tyggegummi i folks hårpragt.
Det er omtrent her, instruktør Neil Jordan, der især er kendt sin Oscar-vindende ‘The Crying Game’ (1992), sætter ind med b-film-elementer på den kiksede måde. Tilsat voldsomt overdramatiserede lydeffekter ser vi Greta stå ude på gaden og beglo Frances på restauranten i døgndrift, som var filmen en billig gyser og Huppert en spøgelsesnonne på rov. Senere beslutter Greta sig for at jagte bofælle-veninden Erica gennem byen, mens hun sender billeder til Frances fra sit skjul. Hvis man før var i tvivl om hendes intentioner, udstiller den kombinerede gemme- og fangeleg Gretas vanvid, så det halve kunne være nok. 
Det er næsten umuligt at blive revet rigtigt med af de flade karakterer. Vi ved, at Frances har mistet sin mor, men så heller ikke meget mere. Hun er bare mild, naiv og frustrerende passiv. Der er ingen tvivl om, at Isabelle Huppert har potentiale til at spille psykopat i særklasse, og i flere scener skinner hun igennem som både manipulerende og kalkuleret, men kuldegysningerne bundfælder sig aldrig. For hvad er egentlig hendes motivation?
Den manglende dybde ville være fin, hvis ‘Stalker’ turde forpligte sig fuldt ud på de b-films-karakteristika, den flygtigt berører som de allestedsnærværende højdramatiske lydeffekter, der selv sniger sig ind, da Frances til sin store skræk opdager, at planten i hendes lejlighed er blevet vandet – og chokerende nok ikke af hende selv.
Det er åbenlyst meningen, at det hele skal være lidt kitschet, men det er bare aldrig kitschet nok til at være sjovt. Specielt ikke når Jordan i filmens første halvdel samtidig jonglerer med mere alvorlige tematikker om ensomhed. Når anden halvdel bevæger sig over i afhuggede lemmer og Gretas uforbeholdne amokløb, kan man blot give sig hen. Men gid affæren havde været endnu mere absurd fra start til slut.
Kort sagt:
Selvom man nødigt vil stalkes af Isabelle Huppert, er Neil Jordans ‘Stalker’ alt for middelmådig.