’Gösta’: Lukas Moodyssons HBO-serie er møgirriterende og elskværdig

’Gösta’: Lukas Moodyssons HBO-serie er møgirriterende og elskværdig

Når svenske Lukas Moodysson giver lyd fra sig, er der god grund til at spidse ører. Hans senere film har måske nok haft en svingende kvalitet, men med hovedværker som evigt fantastiske ’Fucking Åmål’ og nådesløse ’Lilja 4-ever’ på repertoiret står mesterskabet tydeligt frem.

Nu har Moodysson så skænket os ’Gösta’. En komedieserie på i alt 12 afsnit, som ovenikøbet er første originale produktion fra HBO’s skandinaviske afdeling. En fortælling med typisk skandinavisk akavethed, sort humor og hjerte – som en god sommer i de svenske skove.

Gösta (Vilhelm Blomgren) er en nyuddannet børnepsykolog, der er flyttet op i en dejlig lille hytte ved en lille by i Småland. Kæresten Melissa (velspillende Amy Deassismont, som nogen måske vil huske fra sit alias Amy Diamond, der hittede med ’What’s in it for me’ i 2005) er blevet tilbage i Stockholm og kører frem og tilbage mellem by og land. Men Gösta bor ikke alene, for i hytten har han også givet husly til flytningen Hussein (Nidhal Fares).

Gösta er nemlig god. Nej, han er ikke bare god. Han er venligheden selv. Et menneske, som giver manden, han har taget på fersk gerning i at forsøge at stjæle sin cykel, et lift på bagagebæreret. Som følger en gammel dame hjem med hendes indkøbsposer og den kommende tid sørger for hendes indkøb. Som giver tiggeren penge og mad, hver gang han køber ind. Som altid lytter og med umenneskelig tålmodighed er skydeskive for alle andres problemer og fejlbarligheder.

Da Göstas far (Mattias Silvell) i seriens første afsnit uanmeldt dukker op hos Gösta, er det blot begyndelsen på en lang række situationer, hvor den lille hytte efterhånden omdannes til depressionens skovkollektiv. Faren er muligvis syg, højst humørsvingende fra tragisk selvindsigtsfuld til teenageliderlig, og Melissa døjer med lavt selvværd, angst og frygten for at have angst.

Da Göstas tidligere patient Saga (ligeledes velspillende Clara Christiansson) også flytter ind, opstår et umage par mellem hende og faren, som skaber situationskomik galore og til tider afstedkommer ganske provokerende hændelser, som jævnt fordeler sig i mellemgulvet og i eftertænksomhedens slørede lakune.

’Gösta’ er på papiret en virkelig god ide, men dens gentagende opbygning gør, at de ofte vanvittigt irriterende, men på bunden dejlige mennesker ikke længere kun er irriterende inden for seriens egne præmisser, men bare slet og ret enerverende at se på.

Med Göstas selvudslettende venlighed får man nogle gange lyst til at råbe mod skærmen, at nu må du sgu da sige fra, kære mand. Det er sikkert også Moodyssons intention – men modarbejder ikke desto mindre lysten til at se videre.

Efterhånden som serien skrider frem, og vores venner ikke konstant bremser fortællingens fremdrift som i de første afsnits levendegørelse af tristessens repetition, begynder der at blive slået minimale skår i Göstas alt for forstående og alt for følende jeg. Og her drages man længere ind i det tragikomiske portræt af vores tid og samfund. Med varme og grin får man den velkomponerede og nuancerede allegori over en verden, som vel nok har brug for lidt flere Gösta’er, ind under huden.


Kort sagt:
Lukas Moodyssons nye depressionskomedie er møgirriterende, men også elskværdig – ligesom sin hjertensgode hovedperson.

Anmeldt på baggrund af de ni første afsnit.

Læs også: De 50 bedste serier de seneste 20 år

Tv-serie. Instruktion: Lukas Moodysson. Medvirkende: Vilhelm Blomgren, Mattias Silvell, Clara Christiansson, Amy Deassismont. Spilletid: 12 afsnit á 30 minutter. Premiere: Kan ses på HBO Nordic
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af