’Trinkets’: Netflix-fabel om ungdommens awesomeness er en perfekt sommerbinge
Nogle går til håndbold, andre til møder i Shoplifters Anonymous. Selvom det godt nok er en dommer, der har dikteret, hvordan det umage trekløver Elodie, Moe og Tabitha skal bruge deres eftermiddage, er fritidsaktiviteten berigende socialt og bogstaveligt. For eksempel når pigerne efter endt afvænningsmøde konkurrerer om på kortest tid at rapse flest af de »trinkets«, som har lagt navn til Netflix-serien.
Det kunne lyde som udgangspunktet for en ungdomspendant til ’Ocean’s 8’, men ’Trinkets’ er mere interesseret i teenageliv end i tyveri. Derfor er de visuelt og lydligt lækre shoplifting-montager da også i virkeligheden en metafor for noget mere alvorligt. For Elodie (Brianna Hildebrand), der som ny i Portland og på sit gymnasium lærer omgivelserne at kende i takt med os, handler det om et traume. Hendes uvane startede på dét hospital, hvor moren døde få måneder forinden: »People, places, they come and go – but objects stay«, er hendes personlige pointe.
I voice-over giver hun butikstyveriet en mere universel betydning: »First rule of shoplifting is to be invisible in plain sight. But isn’t that what we do all the time?«. Det er det for Elodie, der er introvert og indtager aftensmaden på værelset i stedet for sammen med sin nye familie.
Tabitha (Quintessa Swindell) er udadtil ekstremt synlig som skolens populære pige med picture perfect overklassefyr, men hendes hemmelige SoMe-profil Lipstick.On.Mirror fortæller en anden historie. Også Moe (Kiana Madeira), der er næsepiercet, intellektuel Lovecraft-fan og leveringsdygtig i skarpe svar på enhver situation, har en skjult sårbar side. Men de tre piger får øje på hinanden – og resultatet er ubrydeligt teenagevenskab.
Mens Elodie med sine melankolske træk minder om en ung Winona Ryder fra ’Girl, Interrupted’ (1999), er Moe en pendant til den utæmmelige Kat fra ’10 Things I Hate About You’ (også 1999), der dyrkede grunge-stilen, læste feministisk litteratur og lavede lister over nederen ting ved mænd. Seriens slægtskab med Girl Power-bølgen lige før og efter årtusindeskiftet er ikke tilfældigt: ’Trinkets’ er baseret på ungdomsromanen af samme navn fra 2013, og begge er skrevet af Kirsten Smith, der har haft fingrene i ’Legally Blonde’ (2001), ’Ella Enchanted’ (2004), ’Whip It!’ (2009) og netop ’10 Things I Hate About You’. Min egen teenagetid smelter decideret sammen med nutidens, da Shoplifter Anonymous’ mødeleder griber mikrofonen – og viser sig at være spillet af Larisa Oleynik, der spillede Kats lillesøster Bianca for 20 år siden.
’Trinkets’ er heldigvis ikke kun nostalgi. Æstetikken er opdateret, og soundtracket tæller Chastity Belt og Courtney Barnett, der passer til sloganet på Elodies t-shirt om, at Feminists Do It Better. Moe, Tabitha og Elodie har udviklet sig fra 90’ernes teenageheltinder, der altid afslutningsvist droppede briller, sarkasme og integritet til fordel for Freddie Prinze Jr. eller Heath Ledger. Anno 2019 er venskab trådt i forgrunden, og selvom romancerne stadig er centrale, handler de ikke længere om at lade sig erobre og lave om.
Tabithas udviklingshistorie går faktisk ud på præcist det modsatte, mens Elodies demonstrerer, at de seneste tyve år har budt på en LGBT-revolution i medierne. Det var banebrydende, da en biperson sprang ud som lesbisk i ’Buffy the Vampire Slayer’, men Willow måtte vente til sæson fem på et skærmkys med kæresten, der som så mange af den tids LGBT-karakterer led en krank skæbne.I ’Trinkets’ er det den egentlige hovedperson, Elodie, der ikke er hetero, og vi slipper for en fortærsket spring-ud-krise. For Elodie er det mere pinligt at være uerfaren end at være til piger, og homofobi er skrevet helt ud af serien. Selv hendes far går som det naturligste i verden ud fra, at heteroveninden Moe kunne være Elodies kæreste, selvom Elodie på intet tidspunkt bruger ordet »lesbisk« om sig selv.
Det er i bund og grund urealistisk, men også befriende. For det betyder, at ’Trinkets’ tilbyder det, der i 90’erne var forbeholdt de heteroseksuelle, til teenagere af alle orienteringer: Ikke et nådesløst spejl for ungdommens awkwardness, men en fabel om dens awesomeness. Her er ingen bumser, for Moe, Tabitha og Elodie portrætteres af skuespillere langt over 20, og de er teenagearketyper. En smule karikerede, helt sikkert urealistisk pæne og med langt mere kontrol over deres skæbner end den gennemsnitlige teenagetyv.
Det må være empowering eskapisme for nutidens unge seere. For os andre er det velskreven og velspillet nostalgi, som man snildt kan sluge i én køre.
Kort sagt:
’Trinkets’ er 90’ernes Girl Power-bølge tyve år senere og perfekt binge-materiale til sommerdage, hvor temperaturen er for høj til intellektuelle udfordringer.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.
Læs også: De 50 bedste serier de seneste 20 år