‘Carmen & Lola’: Skildringen af romamiljø i lesbisk kærlighedsfortælling har ægte temperament
De første sekunder af ’Carmen & Lola’ ligner slutningen på et eventyr med billedet af en ung kvindelig brud med tårnhøjt diamantdiadem og øreringe på størrelse med tekopper.
Men der er intet eventyrligt over det bag facaden: Vi ser faktisk på en brudekjole med dyb nedskæring og indbygget hul til maveskind, mens kvindestemmer synger: »Bruden er en skønhed, olé olé olé«. Pludselig ligner det mere et afsnit af TLC’s ’My Big Fat Gypsy Wedding’.
Tragikomisk som det er, forekommer starten på ’Carmen & Lola’ som en kærlig, parodisk komedie over romatilværelsen i Madrids forstæder. Den fortørnede nabo Maria, der konsekvent brokker sig, når forbipasserende siger goddag. En mor, der belærer sin datter om, hvordan en god romakvinde forudser alle sin mands behov. Og de to fædre, der i indgåelsen af deres børns forlovelse sværger, at deres 17-årige unger aldrig har røget, drukket eller ejet en mobiltelefon.
Det er traditionelle værdier i hotpants og tatoveringer. En verden, hvor det, de fleste vil kalde dårlig smag, lever i bedste velgående, og hvor grinding på dansegulvet er en nationaldans. Hvor unge piger bliver giftet bort for at bo hos deres svigerforældre, og drømmene ikke rækker længere end at åbne en frisørsalon.
Men 16-årige Lola (Zaira Romero) er anderledes. Hun går i skole, vil være lærer og er mildest talt ikke interesseret i at blive gift bort – især ikke til en mand. Lola kæmper med sin seksualitet, og i et indgroet homofobisk samfund er det svært at finde mening med tilværelsen. At chatte med fremmede lesbiske på netcaféen er kortvarig eskapisme.
Det hele bliver både værre og bedre, da Lola møder 17-årige Carmen (Rosy Rodriguéz) med det smukke ydre og en uforglemmelig sølvørering. Hun er allerede lovet bort og er i høj grad et barn af romasamfundets love og regler. Men som de to piger nærmer sig hinanden, bliver det sværere for Lola at holde følelserne tilbage. Måske har Carmen det på samme måde?
Filmen er den kvindelige instruktør Arantxa Echevarrías debutfilm og var en del af sidekonkurrencen ’Director’s Fortnight’ på forrige års Cannes Film Festival. I det hele taget er filmen en første gang for flere på holdet bag, eftersom begge de kvindelige hovedroller Romero og Rodríguez debuterer på det store lærred.
Begge stammer selv fra romamiljøet, og det skinner igennem på den helt rigtige måde. De er naturligt charmerende, rapkæftede og har en tilstedeværelse, der påkræver sig opmærksomhed. Deres familier er lige så velcastede. De skaber et upoleret persongalleri støbt af en voldsomhed, der giver filmen temperament. De virkeliggør den fare, Carmen og Lola står over for, skulle deres forhold blive afsløret.
Miljøskildringen er ’Carmen & Lola’s største force og følelsesmæssige holdepunkt. Den bringer autenticitet til fortællingen om kærlighed mod alle odds. For dybest set er selve historien om Carmen og Lola ikke videre opfindsom, og kemien mellem de to skuespillerinder er i længden begrænset.
Men skal man prøve at forstå romalivet uden om reality-tv og sigøjnerstereotyper er ’Carmen & Lola’ en vedkommende film.
Kort sagt:
Miljøskildringen lyser op i ’Carmen & Lola’s fortælling om kærligheden mellem to kvinder i et homofobisk romasamfund.