’Miracle Workers’ sæson 1: Harry Potter og Steve Buscemi kan ikke skabe mirakler
Har man små to timer på en regnvåd sommerdag, er det nærliggende at kigge efter en hurtig film eller serie. Helst ikke noget alt for seriøst eller tungt, men et hurtigt fiks til at dræbe kedsomheden.
Umiddelbart lyder en præmis med Steve Buscemi som Gud, der har besluttet sig for at sprænge Jorden i luften, og Daniel Radcliffe som en engel, der skal forsøge at forhindre det, som præcis det, der kan udfylde en grå og trist eftermiddag.
Den lidt overivrige nye engel Eliza (Geraldine Viswanathan) er ikke helt glad for, hvordan tingene forløber i ’Afdelingen for bevarelse af bønner’. Hendes kollega Craig (Radcliffe) er nemlig fuldt ud tilfreds med kun at besvare de nemme, såsom, »Gid jeg fandt min handske igen«.
Efter lidt fumlerier, der resulterer i større jordiske katastrofer, ender Eliza i en diskussion om vedligeholdelse af Jorden med Gud. Hvad han tager med sig fra samtalen er, at planeten og menneskeheden er en fiasko, og derfor kan han lige så godt sprænge den i luften og starte forfra med en ny skabelse.
Eliza og Craig formår dog at købe noget tid, da de indgår et væddemål med Gud om at udføre det mest umulige mirakel; at få to personer til at blive kærester. Klarer de den er Jorden reddet, ellers KABOOM.
Umiddelbart lyder det fænomenalt, og da skaberen Simon Rich tidligere stod bag den absurde genialitet ’Man Seeking Woman’, var håbet sat op efter mere af den samme vidunderlige galskab. Men det lille mirakel var åbenbart for meget at bede om.
For det første er handlingen ekstremt forudsigelig. Vi ved præcis hvornår og hvordan ting bliver gjort. For det andet er karakterarbejdet virkelig sjusket. Eliza skal forestille at være vores hovedperson, men hun bliver aldrig mere end en karakter, der sidder ved siden af Radcliffe. Det kræver en vis karisma at kunne matche to så etablerede navne som Potter og Mr. Pink.
En del af forklaringen skal måske findes i sæsonens længde. Det er ikke ligefrem fordi, der levnes megen plads til dybdegående udforskning af karaktererne. Især de to ’match-made-in-heaven’-turtelduer lider under dette. De er udelukkende overfladiske og uinspirerede karikaturer uden skyggen af kemi. Serien fortæller os at de passer sammen, men den viser det aldrig.
’Miracle Workers’ største problem er dog, at alt for mange jokes ikke er i nærheden af at tvinge munden op i noget, der minder om et smil.
Craig er en asocial, hyper, lettere manisk lille kontormus, mens Gud er en kombination mellem et stort barn og The Dude fra ’The Big Lebowski’ – tøjstilen er i hvert fald den samme. Hans fremtidsprojekt efter Jordens destruktion, en restaurant på en flod, er en fed lille running-gag, og er en af de få ting, hvor serien rent faktisk rammer plet. Det samme gælder for den stakkels nyhedsoplæser, der skal fortælle om de forskellige følger af Craig og Elizas, ofte fejlslående, forsøg på at føre parret sammen.
Der er et uudforsket komediepotentiale i opdelingen af Himlen i flere forskellige afdelinger, der i bund og grund bare fungerer som enhver anden dødssyg virksomhed. Men potentialet vil aldrig blive realiseret: Næste sæson kommer nemlig til at handle om noget fuldstændigt andet, dog med de samme skuespillere.
Forhåbentlig vil næste inkarnation stå langt skarpere.
Kort sagt:
Daniel Radcliffe og Steve Buscemi er tæt på at være seriens knap 140 minutter værd. Men desværre halter ’Miracle Workers’ på stort set alle andre punkter.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.
Læs også: De 10 bedste serier i den første halvdel af 2019
Læs også: De 10 bedste film i første halvdel af 2019