INTERVIEW. Da ’Stranger Things’ første sæson fik premiere på Netflix i efteråret 2016, blev den både hyldet og kritiseret for sin nostalgiske skildring af 1980’erne og sine markante referencer til flere af tidens populære fænomener – fra BMX-cykler, arkadespil og højtaljede bukser til Stephen King, populære 80’er-numre og diverse adventure- og horrorfilm såsom ’E.T’. (82), ’The Thing’ (’82), ’Ghostbusters’ (’84) og ’Goonies’ (’85). Skuespillere fra årtiet som Winona Ryder, Matthew Modine og Sean Astin blev trukket tilbage ind i manegen, som et minde om 80’erne til den længselsfulde forældregeneration, og replikker og indstillinger blev løftet direkte fra en række af datidens mest fremtrædende popkulturelle koryfæer.
Tredje sæson ’Stranger Things’ flyder også over med genkendelige call-backs til landet for længe siden, men denne gang er tonen og referencerammerne bredt mere ud. De dystre efterårs- og vintertoner fra de første to sæsoner er sine steder modnet til rendyrket horror a la ’Invasion of the Body Snatchers’ og ’Day of the Dead’ dog bemærkelsesværdigt kontrastfuldt suppleret af et mere lyst og lystigt udtryk, i stil med 80’ernes store sommer-blockbustere og klassiske ungdomsfilm som ’Fast Times at Ridgemont High’ (82), og ’The Breakfast Club’ (’85).
Sæsonen er en velkommen departure fra den lidt uegale anden sæson, og rummer også en seriøs kommentar til det moderne samfund. Det talte jeg med seriens Nancy Wheeler aka. den 22-årige skuespiller Natalia Dyer om da jeg mødte hende i Paris umiddelbart efter sæsonpremieren.
Der er stadigvæk uhyggelige elementer i tredje sæson, men en stor del ligger også i forlængelse af 80’ernes populære ungdomsfilm. Hvordan ser du stilskiftet?
»Vi er i midten af 1980’erne, det er sommer, og der er den der blockbuster-teenage-agtige vibe, i modsætning til de første to sæsoner, som var mere dystre og ildevarslende. Så, ja, den nye sæson føles ret anderledes. Den ligger i naturlig forlængelse af de to første, men med en anden tone«.
Det er klart, at der bag kameraet arbejdes på at skabe en autentisk fornemmelse af tidsperioden, men hvilken indflydelse har det på dig som skuespiller, at serien foregår i 80’erne?
»Jeg synes, at Duffer-brødrene, på forfattersiden, har skabt en meget respektfuld og præcis skildring af den æra, men serien er også meget aktuel og relevant for vores tid. Der er nogle tidløse temaer om ungdom, venskab, familieforhold og det at vokse op, og Nancys oplevelse af sexisme er også ret let at forholde sig til. Der er tale om universelle temaer og menneskelige relationer, men tidsrammen har da helt klart en betydning for mig.
De fleste af os skuespillere var ikke engang født i 80’erne, så vi læner os lidt op ad de film, som serien refererer til. Men de fleste bag kameraet – kostumeafdelingen, makeupafdelingen osv. – har oplevet årtiet, og de har en stor forkærlighed for den tid. De er meget optagede af at ramme perioden så præcist som muligt, og det kan du godt mærke, selvom du er født i 90’erne. Når du træder ind i de forskellige sets, kan du ikke undgå at se, hvor præcise og detaljerede de er, og når du så tager tøjet på, får sat håret og lagt din makeup, og du ser de mange statister, så bliver du en del af den tid og den verden«.
Gav Duffer-brødrene jer noget hjemmearbejde som en del af forberedelsen?
»Ja, vi fik helt klart lektier for, og der var nogle konkrete film, som vi blev bedt om at se. For mit vedkommende – og jeg er ellers ikke den store horrorfan – så blev jeg bedt om at se nogle gyserfilm som ’A Nightmare on Elm Street’, som vi jo direkte refererer til. Men jeg genså også en række klassikere som ’Goonies’, ’E.T.’ og ’Close Encounters of the Third Kind’. De film er nok mere min stil, men jeg har også lært at sætte pris på 80’ernes horrorfilm efter at jeg er begyndt at arbejde på ’Stranger Things’.
Jeg gjorde dog også andre ting for at forberede mig på rollen, og købte blandt andet en parfume, som var populær dengang; Charlie, hed den. Det er ikke ualmindeligt, at skuespillere bruger en parfume fra en bestemt tidsperiode, for på den måde at komme ind i karakteren. Men jeg kunne ikke holde til at have Charlie på. Den var alt for voldsom og tung i det!«
Er der noget fra 80’erne, som du gerne ville tage med dig ind i nutiden?
»Jeg var heldig, at min mor havde gemt en masse af sit tøj fra 80’erne oppe på loftet, og der var nogle skønne vintage-sager, som jeg har taget derfra, og en masse højtaljede bukser. Men der er ingen tid som nutiden, og den vigtigste forandring mellem de to æraer er nok den teknologiske. Jeg dyrker ikke selv teknologi og sociale medier i så høj grad, men de giver nogle muligheder. Jeg har et had-kærlighed-forhold til den her ting (hun peger på sin smartphone, red.). Den åbner en masse døre – man kunne eksempelvis godt bruge en GPS, hvis man var i The Upside-Down! – men den tager også noget fra os«.
Nancys oplevelse af sexisme på arbejdspladsen ligner næsten en kommentar til #Metoo-bevægelsen. Hvordan ser du det?
»Jeg tror ikke, at Duffer-brødrene ville kalde det en respons til #Metoo, men det er et relevant og aktuelt emne. Jeg synes, at de har formået at få disse temaer ind i serien på en helt organisk måde, så det ikke bliver for påklistret eller on the nose. Jeg blev glad, da jeg læste Nancys storyline, for det er vigtigt at få den historie på skærmen. I det hele taget er den nye sæson en god sæson for de kvindelige karakterer«.
Jeg er vild med udviklingen af venskabet mellem Max og Eleven og forholdet mellem Nancy og hendes mor. Der er et klart ydre plot, men for mig handler serien mere om de menneskelige relationer end det ydre drama. Hvordan ser du det?
»Jeg er helt enig! Det handler meget mere om karakterrelationer end alle de der skøre ting, som foregår. Det er derfor, at serien fungerer så godt: Karaktererne er nede på jorden og virkelige. Jeg er ret glad for de scener, der mellem Nancy og hendes mor, Mrs. Wheeler (spillet af Cara Buono, red.). I de første to sæsoner var dynamikken mellem dem lidt anderledes. Her forsøgte moren at knytte bånd med sin uvillige teenagedatter. Men nu, hvor Nancy er ved at blive en ung kvinde, udvikler forholdet til moren sig også. Jeg tror, at mange mødre og døtre kan nikke genkendende til det. Når man bliver ældre stiller man sig selv en masse spørgsmål: ’Hvordan klarer jeg det her?’, og ’Hvordan kommer jeg igennem det?’. I sådan nogle situationer er der ingen som mor.
I det hele taget er jeg glad for, at vi har den her ’kvinder støtter kvinder’-tematik, og Cara Buono er en vidunderlig skuespiller at arbejde sammen med. Den plotbue viser, hvor stor opmærksomhed, der har været på kvinderelationerne, som man også ser med El og Max«.
Kan du genkende noget af Nancy fra dig selv, og forholder Duffer-brødrene sig konkret til jer som personer, når de videreudvikler jeres karakterer?
»Der er sjovt nok en del ligheder mellem mig og Nancy. Jeg overvejede faktisk selv at blive journalist på et tidspunkt, og vi er nok begge to lidt ’perfektionistiske’. Jeg var den type i skolen, som kunne finde på at overtage et gruppeprojekt, fordi jeg ville have, at det skulle være på en bestemt måde. Nancy er dog lidt mere markant og konfrontatorisk end jeg er, og hun går meget op i retfærdighed. Jeg er ikke så konfrontatorisk, snarere tværtimod, og jeg tror ikke, at jeg er nogen god skytte!
Duffer-brødrene skriver helt sikkert med skuespillernes styrke i baghovedet. De overvejer, hvilken type skuespiller der er tale om, og hvem han eller hun ville fungere godt sammen med. Det er et skønt samarbejde, og de lader os bruge os selv og være med til at udvikle karaktererne. Vi kan ikke ændre de store plotlines, men hvis vi støder på noget, som føles lidt forkert i forhold til vores karakter, så er de åbne overfor at ændre det. Det er en gave, og noget man ikke altid får lov til i den her industri«.
Læs også: Anmeldelse af ’Stranger Things’ sæson 3: Forrygende finale giver nærmest næseblod af begejstring
Læs også: De 7 største chok i ’Stranger Things’ sæson 3 – og hvad de betyder for sæson 4
Læs også: De 10 bedste serier i det første halvår af 2019