‘Camper 303’: »Den bedste skal/skal-ikke-kyssescene, jeg har set længe!«
Sommerferien er lige skudt i gang, men der er ikke meget ferie-eufori at spore hos de to unge studerende Jan og Jule.
Han har lige fået afslag på et legat og beslutter at gribe rygsækken for at opsøge den mystiske spanske far, han aldrig før har mødt. Hun er gravid, har dumpet et fag på biologi-studiet og sætter nu kursen mod Portugal og sin good-for-nothing-ph.d.-kæreste, der dog hverken vil se hende eller hendes gravide mave.
De kender ikke hinanden, men skæbnen (og alle filmkonventioner nogensinde) dikterer, at de to unge tyskere skal mødes, og at sød musik skal opstå. Og minsandten! Er det ikke Jan, der kommer luskende over restepladsen for at spørge Jule, om hun ikke giver et lift i sin gamle camper 303?
Fra første sekund følger filmen alle regler i feel-good-roadmovie-manualen, som vi kender den: To mennesker mødes, kommer først skævt ind på hinanden, seksuel energi opstår i spændingerne, og langsomt opdager de (undskyld spoileren, men udfaldet kan næppe chokere), at de er meant to be.
Men hvis den manual er blevet så populær, så er det fandme, fordi den ofte holder. I hvert fald når den serveres med så meget energi, kærlighed og næsten naiv oprigtighed, som tysk instruktør Hans Weingartner her lægger for dagen.
Man får den tanke, at han selv er lidt forelsket i sine to hovedpersoner. Ligesom Richard Linklater i klassikeren ’Before Sunrise’ har han ikke øje for andre i sin over to timer lange film om det tilfældige, men fatale møde mellem et par snakkesalige modsætninger på kollisionskurs mod kærlighed.
En stor del af filmen går med lange samtaler mellem de oprigtigt kloge, om end lidt idealistisk-nuttede unge mennesker, der puster sig op som to påfugle og diskuterer alt fra kapitalisme over parforhold til Darwins evolutionsteori. Det er en fryd at se dem krydse klinger og kaste sig ud i dybe samtaler, som man nemt kan spejle sig i.
De bedste øjeblikke opstår dog i pauserne mellem de lange snakke, hvor filmen for alvor giver sig tid til at antænde de gnister, der fyger omkring samtalebålet.
Man kan næsten fornemme de sommerfugle, der flakser rundt i maven på Jan, når han efter en snak om feromoner og forelskelse sniffer til en af Jules efterladte trøjer. Og man kan i hvert fald mærke hjertet hamre hårdt i brystet på dem begge, når de som to kåde vårharer ligger ansigt mod ansigt i den længste og mest intense skal/skal-ikke-kyssescene, jeg har set længe.
End ikke filmens soundtrack, der lyder som noget, man har napset fra en café-indie-playliste på Spotify, kan tage pusten fra de romantiske pausescener. Når det så er sagt, er det ironisk nok også på dem, at filmen i sidste halvdel knækker.
For selvom det er dejligt at se en sød kærlighedsfilm, der giver sig god tid til at opbygge et solidt fundament, er mere end to timer altså lige lidt mere, end de to kvartlivsramte tyskere kan bære. Især fordi de bruger omtrent den sidste halve time på at sende stjålne blikke efter hinanden, mens camperen laaangsomt ruller mod sit klimaks.
Til syvende og sidst styrer instruktørens ellers sympatiske forelskelse i sine hovedpersoner over i en besættelse, han ikke helt kan kontrollere. Men trods et par forkerte afkørsler mod slutningen nød jeg stadig turen i ’Camper 303’ langt det meste af vejen.
Kort sagt:
Tysk feel-good-roadmovie giver den gamle manual nyt liv i friskt, ungt og næsten naivt portræt, der dog tager sig lidt for god tid til at ankomme ved slutdestinationen.
Læs også: De 10 film, vi glæder os mest til på årets Venedig Film Festival