’Ser du månen, Daniel’: Stort dansk gidseldrama er ekstremt rørende og grumt
I 2013 blev den 24-årige freelancejournalist Daniel Rye kidnappet af Islamisk Stat i Syrien, hvor han var rejst ned på egen hånd for at dokumentere civilbefolkningens liv under borgerkrigen. Han sad til fange sammen med andre vestlige gidsler i 13 måneder, inden han blev løsladt.
Sagen er vidt omtalt og dokumenteret, så det er ikke en spoiler, og jeg er faktisk glad for, at jeg kendte udfaldet af gidseltagningen på forhånd, da jeg så Niels Arden Oplev og Anders W. Berthelsens filmatisering af Puk Damsgårds bog ‘Ser du månen Daniel’ fra 2015. Ellers havde det simpelthen været for barskt at komme igennem torturscener, ydmygelser og håbløshed. Og det endda selvom torturscenerne heldigvis er en del mindre udpenslet end i Damsgårds bog – for det er simpelthen for væmmeligt at se på film.
Filmen er fortalt lige ud ad landevejen og etablerer på et kvarter effektivt Daniels forhistorie og familierelationer, inden han lander i Syrien. Vi møder elitegymnasten Daniel (Esben Smed), der bor hjemme hos sine forældre (Christiane Gjellerup Koch og Jens Jørn Spottag) i Hedegård i Jylland. Familien tæller også lillesøster Christina (Andrea Heick Gadeberg), og storesøster Anita (Sofie Torp) og hendes to sønner, og så har han kæresten Signe (Sara Hjort Ditlevsen).
Da Daniel får en knæskade, må han finde en anden levevej og kommer i lære som fotoassistent hos krigsfotografen Jan Grarup, som tager Daniel med på reportagetur til Mogadishu. Turen tænder Daniels passion for at rapportere fra konfliktområder, og han arrangerer en rejse til Syrien, som kun skal vare et par dage. Han krydser ind over grænsen til Tyrkiet sammen med en fixer og en chauffør, men allerede på anden dag går det galt, og Daniel bliver anholdt af medlemmer af terroristgruppen ISIS.
Mens Daniel efter en grum start med tortur og isolation efterhånden finder en hverdag i fangenskab sammen med de andre gidsler, følger vi hans fortvivlede families kamp derhjemme for at få Daniel hjem. De hyrer gidselforhandleren Arthur (Anders W. Berthelsen) til at finde Daniel og forhandle med terroristerne, men da den danske stat af princip ikke udbetaler løsesummer til terrororganisationer, står familien alene, og arbejdet med at skrabe nok penge sammen er stejlt op ad bakke.
I forhold til bogen er familiedramaet skruet op, og Daniels søster Anita har klogt fået en større rolle. Sofie Torp brænder virkelig igennem i sin første store filmrolle som den handlekraftige og kontante storesøster, der har været lidt hård ved sin flagrende lillebror, men nu sætter alt ind for at få ham hjem og holder hovedet koldt, selvom tårerne presser på.
Især hendes scener – men generelt alt med familiens forfærdelige bekymring, uvished og magtesløshed – fik også tårerne til at presse på hos mig, ja faktisk efterlod filmen mig helt opløst af gråd. Det overraskede mig, fordi det var langt fra min oplevelse med bogen, hvor Puk Damsgård skriver meget nøgternt. Man kan godt mærke, at Niels Arden Oplev har arbejdet i Hollywood. Scenerne holder sig egentlig på den sobre side af melodramatik, men de er saftsuseme effektive og trykker på alle de emotionelle knapper. Jeg var splittet mellem at føle mig en lille smule manipuleret og erkende, at hvis tanken om at have en bror, søn eller kæreste, der bliver tortureret og udsultet hos en terrorgruppe i Syrien, ikke skulle påvirke mig, hvad skulle så?
Indimellem bliver filmen lidt overfortalt, som når Daniel klart proklamerer sit formål med Syrien-rejsen (»Det er sådan, jeg vil leve mit liv: Jeg vil dokumentere…«), eller hans medfange, den amerikanske journalist James Foley, slår grundene til at rapportere fra krigszoner fast: »Der er altid egoistiske grunde. Men det skal ikke forhindre os i at gøre en forskel«. Bare hvis vi skulle være i tvivl om, at de er gode fyre med ædle motiver.
Til gengæld er netop venskabsforholdet mellem Daniel og den mere modne og afklarede Foley (Toby Kebbell) ret rørende. Filmen viser, hvordan psykisk terror, fysiske ydmygelser, smerte, sult og sygdom kan nedbryde et menneske, men også hvordan det at have en ven og skabe en rutine kan holde én oppe under de mest frygtelige omstændigheder. Mennesket har et vildt overlevelsesinstinkt.
En afkræftet og beskidt Esben Smed leverer en indlevet og imponerende fysisk præstation som Daniel. Min eneste anke er, at den 35-årige skuespiller (han er seks år ældre end Sofie Torp, der spiller hans storesøster) ikke ligner en grøn 24-årig. Produktionsmæssigt er filmen i høj klasse, og Sverige og Jordan agerer både smuk og grum, støvet, solrig og kvælende kulisse for Azaz og Aleppo.
Kort sagt:
Niels Arden Oplev og Anders W. Berthelsen fyrer godt op under følelserne i deres flotte filmatisering af Puk Damsgårds Cavling-belønnede bog om Daniel Ryes 13 måneder som gidsel hos ISIS, og det er både ekstremt rørende, grumt og lidt Hollywood-tykt.