’DNA’: TV 2’s nye krimisatsning kæntrer efter få sekunder
Det bedste, man kan sige om åbningsscenen på TV 2’s nye dramaserie ’DNA’, er, at det kun kan gå fremad derefter.
»Andrea!!«, råber Anders W. Berthelsen desperat på Gedser-Rostock-færgen, der befinder sig i et voldsomt uvejr. Man udleder hurtigt, at han ikke kan finde sin datter. Nicolas Bro er der også, og han ved heller ikke, hvad fanden der sker. »Hvad fanden sker der?«, råber han i et sådan lidt undrende toneleje, som havde han fået ketchup i stedet for remoulade til sine pomfritter i færgecaféen. Anders W. Berthelsen er til gengæld helt oppe at køre, og det forstår man jo på en måde godt, men hvem er han, hvem er Bro, og hvad laver de der alene på havet midt i ’The Perfect Storm’?
Det får vi svar på senere i afsnittet, og in medias res-starten skal naturligvis fange vores nysgerrighed ind. Men i stedet kaster den os direkte over bord med et klodset og overdramatisk stykke tv-clickbait, og resten af afsnittet er overladt med den uoverstigelige opgave at mildne vores skepsis.
Den hektiske indledning lugter af problemer i klipperummet (mit bedste bud er, at manuskriptet tog sig anderledes ud), og der har da også været komplikationer i fødslen af ’DNA’. Henrik Ruben Genz (’Frygtelig lykkelig’) skulle have instrueret samfulde otte kapitler, men forlod produktionen efter fire, som han ikke så meget som vil have sit navn forbundet med. De to første afsnit er således uden instruktør-credit, mens man i rulleteksterne kan erfare, at der har været brug for »supplerende optagelser«, instrueret af Roni Ezra.
Og første afsnit er da også noget rod. Efter åbningen skrues tiden tre dage tilbage, hvor Anders W. Berthelsens kriminalbetjent ved Vestegnens Politi, Rolf Larsen, må droppe barnevognsindkøbet til sin 8-10 måneder gamle datter med sin kone Marie (Johanne Louise Schmidt), da et barn forsvinder sporløst fra en vuggestue i Brøndby.
Det forsvundne barns far – en mellemøstlig flygtning – bliver hurtigt politiets hovedmistænkte, men som det nu er i den slags krimihistorier, danner Rolf sig lynhurtigt sine egne teorier, der jo nok skal vise sig at have mere hold i virkeligheden, end hans uduelige kolleger og sure chefer giver ham credit for. Sporet fører mod Polen, og fordi hustru Marie skal på kursus i London, og barnepigen melder afbud i sidste øjeblik på grund af stormvejret, tager Rolf baby Andrea med på slæb. Nicolas Bro – som den mistænkeligt venlige kollega Jarl fra politiets DNA-register – gør ham selskab på den impulsive roadtrip.
Rolf og Marie har et sødt forhold af tilsyneladende uudtømmelig gensidig forståelse, men filmen knækker, når serien skal lede op til den katalyserende tragedie. Jeg vil vove den påstand, at ingen far ville lade en barnevogn stå ubevogtet så meget som et sekund på dækket af en uvejrsramt færge midt ude i Østersøen. Heller ikke selvom hjullåsen er slået til, babyalarmen er tændt, og man selv er agurkegrøn i hovedet af kvalme. Det hænger bare ikke sammen.
Man undrer sig over, at hovedforfatter Torleif Hoppe & co. bruger et helt afsnit på denne halvkvædede prolog, da serien i langt højere grad finder sit element i afsnit 2. Her springer vi fem år frem i tiden, hvor Rolf efter tragedien er forflyttet til en post som landbetjent i Nordjylland. Vi kan se, at han stadig har ondt i eksistensen, fordi han kigger med triste hundeøjne ud over Vesterhavet og har fået en bog af den franske eksistentialist Jean-Paul Sartre hjem med posten (som om).
Ved et tilfælde opdager Rolf, at der har været katastrofale fejl i DNA-registret, hvilket leder ham til at granske den gamle vuggestueforsvindingssag på ny, nu med støtte fra den uerfarne politiassistent Neel, spillet af Olivia Joof, der er et lyspunkt i ensemblet. Samtidig introduceres et polsk spor i form af en ung gravid kvinde, og vi begynder at ane et mønster af forsvundne børn og gedulgte østeuropæiske forbindelser.
Det kan måske godt føre til noget. Fortællingen er inspireret af de virkelige svigt i DNA-registret, og selvom vi sådan set tidligere er gået kolde i skandinaviske seriers forsøg på at trække tråde gennem Europa (DR’s ’Mord uden grænser’), er der visse forhåbninger om gedigen socialbevidst krimi i det umage lokalmakkerpar Rolf og Neel og i den større barnekidnappende sammensværgelse. Det kræver blot markant færre replikudvekslinger af typen: »Hvordan skal jeg komme videre, når jeg ikke ved, hvad der skete?« »Det var ikke din skyld«.
Stadig er jeg heller ikke overbevist om, at serien selv er klar over, hvor utiltalende dens hovedkarakter er. Når man caster Anders W. Berthelsen, er det, fordi man lukrerer på hans grundlæggende lune, som gør det svært at hade ham trods alle mulige og umulige dårligdomme, men den tese kommer på en alvorlig prøve, når han bebrejder ekskonen for at komme videre med sit liv, selvom det var ham, der skyllede barnet ud med havvandet. Der er et stykke vej op til den psykologiske troværdighed og knugende stemning i den beslægtede britiske ’The Missing’ om en fars håbfattige kamp for at finde ud af, hvem der bortførte hans barn.
Med den jyske forankring forstår man bedre det oprindelige engagement fra Henrik Ruben Genz, der flere gange har portrætteret regionen med skæv humor og underspillet empati, om end man samtidig må konstatere, at der foreløbigt er kommet imponerende lidt lokalt særkende ud af bestræbelserne. I ’DNA’ kunne Nordjylland lige så godt være en by i Rusland. Der er i hvert fald lige så mange, der snakker jysk.
Kort sagt:
Ingen kan fortænkes i at stå af efter det umulige første kapitel, men efter afsnit 2 er jeg villig til at give ’DNA’ en chance. Hvis det viser sig, at Nicolas Bro er skurken, vil jeg dog have pengene tilbage.
Anmeldt på baggrund af de to første afsnit.
Læs også: Her er efterårets mest ventede serier