Hvorfor Sylvester Stallone ­er meget mere end et muskellevn fra 80’erne

Sylvester Stallone er tilbage med den femte film om John Rambo. Udover at spille hovedrollen som den PTSD-ramte Vietnamveteran står han også bag filmens manuskript. Sly skriver og instruerer ofte selv de film, han medvirker i – og igennem hans 40-årige karriere løber flere gennemgående temaer som en rød tråd. De bør fremhæves i lige så høj grad som hans svulmende muskler.
Hvorfor Sylvester Stallone ­er meget mere end et muskellevn fra 80’erne
Sylvester Stallone i 'Rambo: Last Blood'. (Foto: UIP)

73-årige Sylvester Stallone er lige nu højaktuel med ’Rambo: Last Blood’. Efter titlen at dømme bliver det den sidste film om den plagede Vietnamveteran. Og mange vil nok se den for at få tilfredsstillet deres trang til blodig action, men for Stallone selv stikker der noget dybere bag. Han har selv kaldt filmen for sin udgave af Coen-brødrenes ’No Country for Old Men’.

Det er store ord, men det giver god mening, kender man bare lidt til ’Rambo’-karakteren og til Stallone selv. Det er nemlig nemt at smide ham i samme kasse som Arnold Schwarzenegger, Chuck Norris, Jean-Claude Van Damme og de andre 80’er-bøffer. Men det ville være unfair. For i modsætning til mange af sine kollegaer er han mere end bare skuespiller. I Iøbet af sin over 40-årige karriere har han skrevet over 20 film og instrueret otte.

Kan man ligefrem tale om ham som filmkunstner med gennemgående temaer, der optager ham, og som han har serveret til publikum på underholdende og vedkommende vis gennem årtier?

Som manuskriptforfatter pakker Stallone sine film ind i lige dele testosteron og patos, og skal man give hans oeuvre en samlet overskrift, kunne det passende være ’maskuline melodramaer’. Han er klassicist, og hans historier er næsten altid klassiske, simple moralske eventyr, hvor den usandsynlige helt sejrer til sidst. Enten over en udefrakommende trussel, indre dæmoner eller begge dele.

Her er nogle af de ledemotiver, som er typiske for Stallones virke som historiefortæller, og som vi bør give ham mere credit for her i karrierens efterår, end han tidligere har fået.

1. Det selvbiografiske element

Sylvester Stallones liv er lidt af en underdog-fortælling. I sine unge år prøvede han ihærdigt at slå igennem som skuespiller. Men det blev kun til mindre tv-optræder og spekulative b-film. I stedet begyndte han selv at skrive, og et af hans første manuskripter bar titlen ’Rocky’. Det var fortællingen om en fattig bokser, som fik muligheden for at udfordre verdensmesteren Apollo Creed.

Manusset skulle også vise sig at blive forfatterens store chance. Stallone insisterede nemlig på selv at spille hovedrollen, selvom filmens producenter havde større navne i tankerne. Helt uventet blev ‘Rocky’ en massiv succes og gjorde med ét Stallone til en verdensstjerne, filmen vandt en Oscar for bedste film, og Stallone blev nomineret for både sit skuespil og manuskript.

Stallones brug af egne barndoms- og familiebilleder i ‘Rocky’ tydeliggør det selvbiografiske aspekt.

Denne næsten Askepot-agtige fortælling om at befinde sig på bunden af samfundet og pludselig få chancen for at bevise sit værd, skulle vise sig at blive en af hans gennemgående tematikker. ’Rocky’-filmene er alle skåret over samme skabelon om forløsning, kærlighed og tab, og de handler i højere grad om karakterens indre psykologi end udefrakommende trusler.

’Rocky’-filmene kan ses som delvist selvbiografiske værker, hvor Stallone gør status over sit eget liv i showbizz. Det bliver for alvor tydeligt i seriens sjette udspil, ’Rocky Balboa’, som Stallone selv instruerede. Her møder vi en nu 60-årig Rocky, som føler en uforklarlig trang til at vende tilbage i bokseringen. I en af filmens mest vedkommende scener ser vi den ældre bokser blive afvist af boksekomiteen. Stallone har udtalt, at netop denne scene lægger sig meget op ad det møde, han selv havde hos filmselskabet, da han 15 år efter ’Rocky V’ troppede op og erklærede, at han havde endnu en film i sig.

Der blev han også mødt med skepsis og kommentarer omkring sin alder.

2. Den tragiske helt

Selvom Sylvester Stallone kun har status som medforfatter på den første ’First Blood’ (han har skrevet alle filmene og instrueret den fjerde), skal John Rambos personlighed og fremtoning i høj grad tilskrives ham. Da Stallone læste første udkast af manuskriptet til ’First Blood’, var figuren rapkæftet og frembrusende. Efter massive omskrivninger blev disse egenskaber barberet væk, og tilbage stod den hårde stålfaste kerne, vi kender i dag. En kerne, som samtidig er en af Stallones mest sårbare skabninger, med ar på krop og sjæl. I modsætning til mange af Stallones andre karakterer, så fremstår Rambo som en fremmedgjort helt, der aldrig finder hvile, men som gang på gang er villig til at ofre sig selv for sit land og dem, han holder af.

Første gang vi møder Vietnamveteranen John Rambo er i ’First Blood’. Hans stoiske og lavmælte udstråling suppleres af hans muskuløse krop og evner med alverdens skydevåben. Han er på vej for at besøge sin gamle ven fra militæret, men da han erfarer, at vennen er død af kræft, slukkes det sidste lys hos Rambo. Nu har han ingen andre end sig selv. Igennem de nu fem film har vi været vidne til Rambos lange rejse for at finde fred i tilværelsen – og hans konstante kamp mod udefrakommende trusler. Karakteren er inkarnationen af den ensomme ulv, på farten og altid på vagt.

Rambos personlighed skal i høj grad tilskrives Stallones arbejde med filmens manuskript.

I den nye ’Rambo: Last Blood’ ser det dog ud til, at den ensomme ulv endelig har fundet en flok, men det varer nok ikke længe, før freden igen bliver brudt.

Inspirationen til John Rambos karakter skal ikke mindst findes i det virkelige had, store dele af den amerikanske befolkning havde over for de hjemvendte Vietnam-soldater, der enten selv isolerede sig fra samfundet eller blev ekskluderet. Kombineret med slem omgang PTSD er det næsten umuligt for Rambo at føre en almindelig tilværelse som civil.

Med ’Rambo’-serien stadfæstede Stallone en moderne amerikansk myte af tragisk maskulinitet.

3. Den amerikanske drøm

Med hårdt arbejde kan man overkomme alt. I hvert fald hvis man spørger Sylvester Stallone. Den amerikanske drøm løber gennem årerne på ham – og hans film. Efter succesen med ’Rocky’ skrev (og instruerede) han en lang række andre sportsdramaer, heriblandt ’Paradise Alley’ om wrestling, ’Staying Alive’ om professionel dans og ’Driven’ om motorsport. Inspirerende og ofte teatralske historier, der ligesom ’Rocky’-filmene blander sportsdramaet med personlige konflikter. Det er følelsesladede narrativer om det hårdt prøvede individ, som overvinder alle odds, og sejrer til sidst.

Et godt eksempel er armlægningsfilmen ’Over the Top’. Stallone var selv inde over manuskriptet og spillede hovedrollen som Lincoln Hawk, en fraskilt langturschauffør, der lever livet på landevejen. Efter 12 års fravær forsøger han at genetablere et forhold med sin 12-årige søn Michael på opfordring af sønnens dødeligt syge mor. Det er dog lettere sagt end gjort. Michaels rige morfar mener nemlig ikke, at et barn bør vokse op hos en rodløs trucker. En rød tråd igennem fortællingen er Hawks drøm om at vinde en armlægningskonkurrence, hvor hovedpræmien er en spritny truck og 100.000 dollars.

Når Lincoln Hawk vender sin kasket, tændes hans indre maskine, og mod alle odds vinder han armlægningskonkurrencen.

Filmen er fyldt til randen med amerikansk ikonografi: Store trucks, lange åbne landeveje, døgnåbne diners og baseballkasketter. Det er en kærlighedserklæring til Guds eget land og dets muligheder. Historien udspiller sig som en klassisk sæbeopera, hvor kidnapninger, uhelbredelig sygdom og rige familieoverhoveder skaber dramaet. Karaktererne er skarpskårne stereotyper, og man er ikke i tvivl om, hvem der er heltene og skurkene. På ægte ’Rocky’-maner kulminerer ‘Over the Top’ med, at Hawk deltager og vinder armlægningskonkurrencen, samtidig med at han selvfølgelig genvinder sin søns kærlighed.

Som en lettere banal Bruce Springsteen-rockballade giver Stallone publikum noget at spejle sig i, samtidig med at han giver dem noget at se op til.

4. Alderdommens forsvarer

I 2006 trådte den dengang 60-årige Sylvester Stallone for alvor i karakter som filmskaber med ’Rocky Balboa’. Det var også den første film, der i introsekvensen præsentereres som »a Sylvester Stallone film«. Og her berører han et tema, som går igen i mange af hans efterfølgende værker, fra den fjerde ’Rambo’ til ’The Expendables’-trilogien: Alderdom.

Her tegner Stallone et billede af ældre mennesker som aktive og handlekraftige. Filmene kan ses som et opgør med idéen om, at ældre mennesker ikke har noget at gøre i actionfilm. Stallone beviser, at man godt kan fortælle historier om ældre mennesker, uden de nødvendigvis behøver at handle om forfald, sygdom, død eller smålummer hygge på ’The Best Exotic Marigold Hotel’.

Alder er ingen hindring i den fjerde ‘Rambo’-film, hvor veteranen er omkring de 60.

Stallone hylder livserfaringen. Igennem hele hans karriere har mentorroller stået centralt. Hvad enten det er Rockys boksetræner Mickey, Rambos officer Trautman eller Rocky selv i de seneste ’Creed’-film. Det er deres erfaring, der baner vejen for de grønne hovedpersoners succes.

Med alderen kommer også nostalgien, som fylder meget i Stallones nyere film, især i ’Rocky Balboa’, hvor vi i en rørende scene følger den tidligere sværvægtsmester rundt i hans gamle nabolag, mens vi ser flashbacks fra de tidligere film. ’The Expendables’, Stallone instruerede og medforfattede, er naturligvis også én stor nostalgisk hyldest til 80’ernes største actionstjerner.

Mange ville mene, at deres actiondage for længst var ovre, men de sparker alle lige så meget røv, som de gjorde for 30 år siden.

Anmeldelse af ‘Rambo: Last Blood’: Sylvester Stallone giver blodige bøllebank i ’Alene hjemme’ for voksne

Læs også: Det skal du se i biografen i september – fra dræberklovnens comeback til rumeventyr med Brad Pitt

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af