VENEDIG. Hovedkonkurrencen på filmfestivalen i Venedig blev afrundet fredag med Ciro Guerras imødesete engelsksprogede debut ’Waiting for the Barbarians’, der har Oscar-vinderen Mark Rylance (’Bridge of Spies’) i hovedrollen foruden Johnny Depp og Robert Pattinson i mindre biroller.
Men desværre lykkedes det ikke den colombianske mester bag ’Slangens favntag’ og ’Trækfugle’ at hive årets konkurrence – som de fleste hernede kan blive enige om er festivalens svageste i årevis – op af middelmådighedens sump.
Ambitionerne er ellers store i Guerras trofaste filmatisering af nobelprisvinderen J.M. Coetzees titulære hovedværk. Vi følger en aldrende magistrat, spillet med stoisk ro af Rylance, der bestyrer et unavngivet imperiums afsidesliggende koloni midt i en ørken, i hvad der ligner slutningen af 1800-tallet.
Han er en retfærdig og respektfuld leder, der gør sit bedste for at lære de indfødtes skikke, så hans folk kan leve side om side med landets egentlige befolkning. Men den fredfyldte samhørighed bliver forpurret, da oberst Joll (Johnny Depp) dukker op i den lille landsby og rynker på næsen, da han ser, at vagterne ikke bærer våben og at magistraten er mere interesseret i at hjælpe forbipasserende indfødte, end at udspørge dem om deres folks hemmeligheder.
Joll ser de indfødte som en fjende, der skal fordrives, og som umuligt kan have andre intentioner end at planlægge angreb på imperiets kolonier. Og da han først tager hårdhændede metoder i brug for at prøve at vriste hemmeligheder ud af stammefolkene, går alt, magistraten har kæmpet for, langsomt op i røg.
Der er en klar tematisk tråd til Guerras seneste to film, der også skildrede, hvordan Vesten var med til at udrydde de indfødte og deres levevis i henholdsvis Amazonas og Colombia. Men instruktørens etnografiske skildring af stammefolkene og det mesterlige filmsprog, som gjorde ’Slangens favntag’ og ’Trækfugle’ til sanselige oplevelser af ypperste skuffe, er stort set fraværende i ’Waiting for the Barbarians’.
Det føles på mange måder, som om Guerras distinkte stil er blevet drænet ud af filmen, der savner colombianerens øje for detaljer. Den dobbelt Oscar-vindende filmfotograf Chris Menges skaber ganske vist store, flotte billeder, der vækker mindelser om David Leans episke fortællinger, men de bliver ikke brugt til noget særligt i denne langsommelig, men relevante fortælling om, hvordan Vestens frygt for en usynlig, fremmed fjende, ofte bliver en selvopfyldende profeti – en klar stikpille til nutidens flygtningekrise og de populistiske højreorienterede verdensledere.
Mark Rylance giver en solid præstation i den altdominerende hovedrolle, men hans indre konflikt bliver så udtalt, at han frarøves muligheden for virkelig at brillere. Det hjælper heller ikke, at hans forhold til et af Jolls torturofre, en navnløs indfødt kvinde (Gana Bayarsaikhan), aldrig føles troværdigt, men derimod som en stor kliche om den hvide mands latente herrementalitet og besættelse af det eksotiske.
Der er stort potentiale i det lille samfund på civilisationens yderste grænse for en instruktør som Guerra, men her bruger han for lidt tid på at skildre praksissen i samfundet og opbygge sin arena, mens fortællingen går i tomgang med adskillige retningsløse scener. Der er lovende takter i Guerras forsøg på at give os indblik i de hvide overherrers erobringstankegang, men fremstillingen forpurres en del, når Johnny Depp og Robert Pattinson (der først dukker op efter 75 lange minutter) giver ærgerligt ensidige præstationer som to umotiverede tyranner.
Særligt Depp tangerer selvparodi i rollen som Joll, der konstant går med oversmarte solbriller, der virker overdrevne i betragtning af, hvornår filmen foregår. Brillen er givetvis en måde at komme Depps døde øjne til livs på, men det gør samtidig, at hans i forvejen stive mimik er det eneste, han har at spille med, og den opgave magter desværre han ingenlunde.
Læs også: Venedig dag 8 – Dyresexscene i mastodontisk krigsfilm får folk til at udvandre i hobetal