(Spoilers for ’Ad Astra’ og ’Apocalypse Now’)
KOMMENTAR. Det har været en usædvanlig stærk sæson for Brad Pitt-fans. Den folkekære skuespiller har stået i spidsen for to af sensommerens mest originale, brændende visionære blockbusters.
I Quentin Tarantinos pastiche over filmbyen i 60’erne, Once Upon a Time in Hollywood, spiller han rollen som den cool og karismatiske stuntmand Cliff Booth. Og i James Grays biografaktuelle rumepos ’Ad Astra’ spiller han den melankolske astronaut Roy McBride, der må rejse hele vejen til Neptun for at finde sin far, der forsvandt sporløst 16 år tidligere.
De to roller kunne ikke være mere forskellige, men ingen af dem kunne være gestaltet så udsøgt som af netop Brad Pitt. I ’Ad Astra’ bringer han den samme sjælelige introverthed til skærmen, som han gjorde i ’The Tree of Life’, hvor han sjovt nok selv spiller den patriarkalske faderskikkelse.
Brad Pitts præstation er dog ikke det eneste, som adskiller de to film. For mens danske filmkritikere modtog Tarantinos niende film med forventet kyshånd, var modtagelsen mere kølig over for ’Ad Astra’. Soundvenues egen anmelder kvitterede med tre stjerner og slog især ned på Roys trættende og ekspositionstunge voice-over, der kører igennem hele filmen. Det samme gjorde anmelderne fra blandt andet Politiken, Filmmagasinet Ekko og Jyllands-Posten.
Toneangivende udenlandske anmeldere har imidlertid udtrykt stor begejstring for filmen, og personligt forlod jeg ligeledes biografmørket både overrasket og tilfreds efter to timer i selskab med Brad Pitts jernhårde blikfang.
I mine øjne er ’Ad Astra’ en emotionelt intelligent fortælling om en mands søgen efter sin egen menneskelighed mellem stjernerne – og en spændende nyfortolkning af Homers ’Iliaden’ såvel som Joseph Campbells ’Hero With a Thousand Faces’.
En overset auteur
James Gray er en sjov størrelse i moderne amerikansk auteur-film. Hans filmografi og karriere tjekker umiddelbart alle boksene for at kunne grupperes med instruktører som Steven Soderbergh, Quentin Tarantino, Kathryn Bigelow, Christopher Nolan og Paul Thomas Anderson.
Hans første film ’Little Odessa’ havde premiere på Venedig Film Festival i 1994, og han er tydeligvis inspireret af 70’ernes prominente amerikanske instruktører, navnlig Francis Ford Coppola. Hans anden film ’The Yards’ omhandler småkriminelle og jernbaneselskaber i Brooklyn, men er filmet som ’The Godfather’. Gangstere fremvises i dybe skygger bag mahogniborde, hvor de diskuterer deres lyssky affærer. James Caan – Sonny Corleone i egen hidsige person – spiller sågar en jernbaneformand, der bruger mafiosometoder for at undergrave konkurrencen.
Gray har tilmed fire gange været udtaget til hovedkonkurrencen på verdens mest prestigefyldte filmfestival i Cannes. Alligevel har han aldrig opnået den samme position i Hollywood som mange af sine kollegaer, ligesom hans navn næppe vil ringe mange klokker uden for en snæver cineastisk kreds.
Til en vis grad kan det skyldes, at hans film mangler kommerciel og bombastisk showmanship. Ingen af dem har den samme mytologiske verdensopbygning som P.T. Andersons bedste film. Tarantinos outrerede homage til genrefilm må man også lede forgæves over. Det samme gælder Nolans filmiske puslespil.
James Grays’ film – fra ’Two Lovers’ med hofskuespilleren Joaquin Phoenix til ’The Lost City of Z’ med Robert Pattinson – er snarere karakterstudier, der trevler op i amerikanske mytologifortællinger. ’The Immigrant’ er en trøstesløs immigrationshistorie sat i 1920’ernes New York, der på intet tidspunkt viser Frihedsgudinden. Det kan ses som en kommentar til USA’s falske løfte om at tage imod de fattige, de svage og de usle masser, der søger frihed.
Men trods periodeskildringen er filmen stadig primært et trekantsdrama mellem en smuk immigrant (Marion Cotillard) og to fætre (Joaquin Phoenix og Jeremy Renner), der prøver at hjælpe og udnytte hende. På samme måde er det let at se bort fra de større tematiske ambitioner bag ’Ad Astra’ og blot se den som et klassisk opgør mellem en far og hans søn med en rumrejse som bagtæppe.
Er voice-overen virkelig så slem?
Som med så mange fortællinger før ’Ad Astra’ om mænd, der rejser ud i det ukendte for at finde sig selv, ser vi hele filmen fra hovedkarakterens perspektiv. Når kameraet ikke skildrer vores fascinerende solsystem i majestætisk bredde vider, peges linsen mod Brad Pitts alvorstunge, furede ansigt.
Disse indstillinger akkompagneres ofte af Roys fortællerstemme, hvor han kæmper med at presse sit følelsesliv ned i et sort hul, så han kan udføre sit arbejde.
»Lad være med at røre mig«, vrisser den indre stemme, da en kollega giver ham et opmuntrende klap på skulderen på vej mod affyringsplatformen.
Voice-overen anses ofte som en billig genvej til at fortælle historien. Film er trods alt et visuelt medium, og én af dets gyldne grundregler er ikke uden grund show don’t tell. Og det er da heller ikke mange pæne ord, som de danske kritikere har haft om voice-overen i ’Ad Astra’.
Jeg mener imidlertid, at voice-overen i ’Ad Astra’ er afgørende for, at vi kommer under huden på den isolerede Roy. Vi behøver blot se ’2001: A Space Odyssey’ for at finde ud af, hvordan ’Ad Astra’ havde udspillet sig uden en fortællestemme. James Gray har selv bemærket i et interview, at Stanley Kubricks klassiker er en mere abstrakt mytefortælling om guder, mens ’Ad Astra’ er en langt mere jordnær mytefortælling om mænd. I ’2001’ har vi således mere empati med et glødende rødt computerøje, end vi nogensinde har med den menneskelige hovedrolle i form af astronauten Dave Bowman.
Dermed ikke sagt, at ’Ad Astra’ er en bedre film end Kubricks melodiøse mesterværk. Men voice-overen er et legitimt værktøj til at granske en karakters følelsesliv. Og James Gray bruger den på samme vis, som Francis Ford Coppola bruger den i sin Vietnam-krigsfilm ’Apocalypse Now’. Her har vi konstant selskab af soldaten Ben Willards indre tankevæsen, mens han nærmer sig sin gamle mentor Kurtz, som han er blevet beordret at myrde.
Der er næppe mange, der ville påstå, at Willards mange monologer burde fjernes.
En nyfortolkning af ’Apocalypse Now’
Flere anmeldere mener desuden, at ’Ad Astra’ er en ærgerligt overfladisk affære, og at de storladne tematikker falder til jorden i tredje akt.
’Ad Astra’ er da heller ikke just en subtil film. Her er trods alt tale om en fortælling, der slutter med, at Roy kapper navlestrengen mellem sin og farens rumdragt og ser ham forsvinde ud i rummet.
Men tvetydighed er ikke i sig selv en kvalitet, og nogle gange kan det være befordrende med en film, der er klar i spyttet. I ’Apocalypse Now’ klipper Francis Ford Coppola mellem Kurtz, der bliver myrdet af Willard, og de lokale, som ofrer en kalv. Sammenstillingen er på ingen måde tvetydigt, men stærkt på grund af den klare fremstilling og symbolske betydning.
I ’Ad Astra’ viser James Gray en beundringsværdig selvsikkerhed i sin fortolkning af den universelle forælder-barn-historie. Tommy Lee Jones’ Clifford McBride er som Marlon Brandos Kurtz et geni, hvis ego er blevet opslugt af sin egen heltemyte. Men i ’Apocalypse Now’ fremstilles Kurtz som en uopnåelig gudefigur. Og i filmens slutning avler vold blot mere vold, da Willard forlader Kurtz’ base uden at have opnået nogen større forståelse af sig selv.
Clifford McBride, derimod, er en vrissen gamling, der afspiller sort-hvide musicals til sit mandskab, som han selv har myrdet. Han er på alle måder en perversion af det heltebillede, Space Comm – filmens privatiserede NASA – har solgt ham som.
Roy vælger i sidste ende at lægge afstand til de fortællinger, mange mænd præsenteres for gennem hele deres opvækst: At personligheden og lykken defineres ud fra præstationerne, at man skal fortrænge sit følelsesliv, og at andre mennesker – navnlig kvinder – blot et bump på vejen mod succes.
Roy formår at træde ud af sin fars altopslugende skygge. Det er en tematik, som er værd at fejre og fremhæve. Især i et kulturlandskab, der stadig hylder gamle glamourbilleder af mandemænd som sherif Hopper fra ’Stranger Things’ og Brad Pitts egen Cliff Booth.
Kan ses på Blockbuster og Viaplay.
Læs også: Brad Pitt om karrierens mest selvterapeutiske rolle: »Vi har alle et indre mørke«