‘Elsk mig’: Svensk kærlighedsserie på Viaplay er fuldkommen anonym
Der er ikke i sig selv noget galt med forudsigelige kærlighedsdramaer.
Har de charme, personlighed og humor, er det ikke så vigtigt, hvor meget historien afviger fra kærlighedsfortællingens lovmæssigheder.
Men det har den svenske serie ’Elsk mig’ ikke. Dens tre historier, som alle udfolder sig inden for kærlighedens univers, kan man forudse, hvis man bare har set to-tre romantiske film i sit liv. Og samtidig får dens unuancerede karakterer, punkterede rappe replikker, akustiske indiemusik og grå helikopterskud af Stockholms tage den til at fremstå fuldkommen anonym.
Overlægen Clara (spillet af Josephine Bornebusch, som også er seriens skaber) – eksemplificeringen af det selvcentrerede og kyniske moderne menneske – leder desperat efter en far til sine fremtidige børn. Da hendes modpol, den sympatiske modelnabo Peter (Sverrir Gudnason), graviterer inden for hendes tyngdefelt (i 7/11, hvor hun står ved bland-selv-slikket, og han køber mandariner), er det ifølge kærlighedens love uundgåeligt, at sød musik opstår. Vi lærer meget lidt om Peter, mens vi ved, at Clara er temmelig usympatisk – for eksempel fortæller hun sin syge mor, at hun da vist skulle have valgt en lidt løsere kjole. Alligevel viser Peter interesse.
Med samme lovmæssighed udspiller Claras lillebror Aron og kæresten Elsas historie sig. Den impulsstyrede Aron (spillet af ’Dronningen’-stjerneskuddet Gustav Lindh) tager dårlige beslutninger i flæng for at behage den krævende Elsa, og det går igen og igen udover hans egne planer. Heldigvis har Aron et intellektuelt og rationelt modstykke til Elsa i bedsteveninden Jenny, som kaster om sig med citater fra Kierkegaard og Picasso, mens Aron brokker sig over »hvordan piger er«, og hvorfor tasker er så dyre. Deres samtaler om evig kærlighed over for lidenskab formummer i banaliteter.
Under historierne ligger sorgen over moren Kerstis livssituation og skæbne, og det kommer tydeligst til udtryk i fortællingen om faren Sten. Han er ramt på livsglæden og skal have et skub bagi af Clara, før han griber muligheden for alene at tage til et luksushotels Senior Love Romantica-tilbud på Gran Canaria.
Her møder han den sprudlende Anita, hvis livsfilosofi er, at man skal leve sit liv, som om man researchede til en bog: Hvert øjeblik udspiller der sig nemlig fantastiske historier overalt omkring os, fortæller hun Sten, og det handler bare om at tage skyklapperne af, få øje på dem og gemme på dem.
Her blomstrer et forhold frem mellem endnu et umage par, komplet med en montage, hvor de får parmassage, drikker drinks og nyder havudsigten.
Man kan godt fornemme, at ’Elsk mig’ gerne vil være en moderne, urban kærlighedsfortælling, hvor romantikkens svære spørgsmål gør sig gældende på tværs af generationer og livserfaring, og hvor alle er blinde for, at de selv er deres lykkes værste fjende. Der er et forsøg på slægtskab med serier som ’Master of None’, ’Easy’ og ’State of the Union’, hvor kærlighed har et uendeligt antal udtryk, og storbyboere skal finde plads til tosomheden i omskiftelig verden.
Det ser vi for eksempel hos Clara, som med sine hvidvinsselfies og Tinder-dates iscenesættes som billedet på singlelivet anno 2019. Mærkeligt er det derfor, at hun bliver overrasket, da hendes modelflirt fortæller hende, at han også har Instagram, at hun ikke ved, hvordan hun skal finde hans efternavn (Facebook, anyone?), og at hun, da hun forsøger at onanere til et følelsesladet realityprogram, bliver afbrudt af noget så retro som en reklamepause.
Vi observerer dem bevæge sig omkring hinanden, tiltrækkes og frastødes, men vi bliver ikke særlig meget klogere på, hvorfor de følger de baner, de gør. Vi er heller ikke særligt interesseret i at vide det.
Kort sagt:
’Elsk mig’ kunne måske have fungeret som halvanden times forudsigeligt kærlighedsdrama, men som stor seriefortælling om tre generationers kvaler i liv og romantik falder den til jorden.