’In the Tall Grass’: Netflix-horror farer vild i krattet
»Hjælp! Hjælp! Jeg er faret vild herinde«, lyder det panisk fra en lille dreng. Stemmen kommer fra den store græsmark, der virker både tillokkende og underligt faretruende. Hvad gemmer sig i det høje græs?
’In the Tall Grass’ er Netflix’s nye overnaturlige horrordrama, baseret på en novelle af Stephen King og hans søn Joe Hill fra 2012. Instruktøren er Vincenzo Natali, som blandt andet stod bag den velfungerende ’Splice’ (2009) og som ligeledes har instrueret serieafsnit af blandt andet ’Hannibal’, ’The Strain’ og ’Westworld’. I kombination med castingen af gyserdarling Patrick Wilson, kendt fra blandt andet ’Insidious’ og ’The Conjuring’, skulle man således tro, at der var lagt op til en nervepirrende omgang gys.
Vi kommer hurtigt ud på plænen, da søskendeparret Becky (Laysla De Oliveira) og Cal (Avery Whitted) bevæger sig ud i græsset for at hjælpe den ovenstående dreng i nød. Som seer er ens nysgerrighed indledningsvist lige så intens som den bagende sol over Becky og Cal, der øjeblikkeligt mister stedsansen. Panikken kommer snigende, da de pludselig hverken kan finde hinanden eller drengen, som fortsat råber efter hjælp. Og da de hører andre stemmer, erfarer søskendeparret, at de langt fra er alene i mareridtet.
Febrilsk forsøger alle at komme ud, men græsset holder på dem. Ikke blot er deres orientering kompromitteret grundet det manglende udsyn, men den besjælede mark har sine helt egne naturlove. »Græsset ved alt«, som drengen Tobin (Will Buie Jr.) siger i starten.
’In the Tall Grass’ er et psykologisk drama, der vil have os seere til at reflektere over, hvad vi selv ville gøre: Redder man sig selv eller dem omkring sig? I takt med at karaktererne nærmer sig et mentalt bristepunkt, blomstrer den interne splittelse. Og i glimtvise momenter bliver det høje græs på interessant vis en afspejling af det menneskelige sinds kringelkroge.
Men i selvsamme græs farer gyset desværre også vild, for Vincenzo Natalis fortolkning af novellen mangler simpelthen et stærkere narrativ. Og hvad der potentielt kunne være blevet til gådefuld horror, drukner i stedet i et overbrug af metaforisk billedsprog, der mest af alt klinger af første lektion i billedsprog på filmskolen.
Som inkarneret gyserfan var mine forventninger høje som stråene, og Netflix har da også tidligere lykkes med klaustrofobiske filmatiseringer af King-historierne ’1922’ og ’Gerald’s Game’. Men ’In the Tall Grass’ kalder desværre mest af alt på manden med plæneklipperen.
Kort sagt: Novellen ’In the Tall Grass’ af Stephen King og sønnen Joe Hill farer ubehjælpsomt vis i egen græsmark. Det er synd og skam.
Læs også: Horrorfilmen blev årtiets væsentligste genre, da den stoppede med at mobbe sig selv