’Skin’: Kan vi virkelig sympatisere med den deserterede nynazist?
De fleste historier handler om, at en hovedperson bliver klogere og retter op på sine fejl. Det kræver imidlertid finfølelse og stort fortællesnilde, hvis man som publikum undervejs skal kunne tilgive og holde med et menneske, der forsøger at lægge utallige afskyelige handlinger bag sig. Og dér ligger grundproblemet for ‘Skin’.
Dramaet er baseret på den virkelige historie om Bryon Widner, som i 2006 brød ud af en 16 år lang tilværelse som skinhead i white supremacist-fællesskabet Vinlander Social Club. Skiftet bestod ikke mindst i en stor fysisk udfordring, idet tatoveringer fra top til tå måtte fjernes med smertefuld laserbehandling over halvandet års tid.
Jamie Bell (’Billy Elliott’, ’Nymphomaniac’) optræder som den indledningsvis brovtende og voldelige frontfigur. Første gang vi ser ham, går han forrest i et racistisk optog med hagekors og fakler, og efter sammenstød med Antifa-demonstranter skamferer han en 14-årig afroamerikansk dreng i en gyde. Der skal altså en del til, før man begynder at nære sympati for ham.
Med tatoveringer overalt i ansigtet er det en af den slags transformative roller, der ofte tiltrækker sig meget opmærksomhed. Den næsten uigenkendelige Bells solide præstation kan man da heller ikke sætte en finger på, ligesom Vera Farmiga og Bill Camp er småuhyggelige som hans manipulerende reserveforældre hos Vinlander-familien.
Det er snarere på grund af manuskriptet, at Bryon Widner-karakterens egen transformation ikke fungerer. For den helt store soning og selvransagelse, som virkelighedens Widner må have gennemgået, og som er nødvendig for at opnå publikums tilgivelse, udebliver.
Instruktør Guy Nattiv vil måske mene, at den problemstilling er selve filmens tematik – at det slet ikke er sikkert, Bryon kan viske sin fortid væk ved at få fjernet sine tatoveringer. Men samtidig forsøger han tydeligvis også at vække medfølelse hos publikum, da Bryons elskede hund på et tidspunkt bliver slået ihjel til stor sorg.
Hvor er den store moralske fortrydelse og anger over de forfærdelige handlinger? Det er svært at finde sympatien frem, når man ikke har fornemmelsen af, at han forlader racistklubben i ønsket om at blive et bedre menneske. Den primære grund synes i stedet at være det spirende forhold til enemoren Julie, spillet af Danielle Macdonald, der fik sit gennembrud for et par år siden i ‘Patti Cake$’. Julie har selv en fortid i miljøet, men tager nu afstand fra det, og derfor må Bryon på et tidspunkt vælge mellem hende eller klubben.
Der optræder da en scene, hvor Julies yngste datter spørger sin nye stedfar »Er du et ondt menneske?«, hvorefter Bryon gentager replikken for sig selv i badeværelsesspejlet. Men den dumpe gestus er ikke nok.
Hans rejse mod en ny tilværelse besværliggøres ikke så meget af indre kvaler, som af at Vinlander-medlemmerne ikke sådan lige vil lade ham desertere. Trusler, hærværk, pistolskud og førnævnte hundeattentat gør Bryons naive tro på en familietilværelse usikker.
Udover kæresten får han også støtte fra Antifa-aktivisten Daryle Jenkins (Mike Colter), der har gjort det til sin mission at omvende højreekstremister. Virkelighedens Jenkins medvirkede i sidste års anderledes vellykkede dokumentar ’Alt-Right: Age of Rage’, som viste et mere dybdegående og skræmmende billede af de hadefulde modpoler på yderfløjene i amerikansk politik.
Måske kunne filmen have løftet sig, hvis Widner og Jenkins’ forhold blev udforsket dybere. I åbningsscenen står de i hvert fald på hver deres side af optøjerne, mens vi i den obligatoriske, følelsesladede eftertekst får at vide, at de stadig er gode venner i dag. Desværre har man ikke mærket udviklingen af dette tætte venskab i selve filmen.
Omvendt er det umuligt ikke at mærke noget, når filmen flere gange løbende klipper frem til sekvenser med den langvarige laserbehandling. I ultranære billeder ser man huden boble og Bryon skære tænder. Men ‘Skin’ kommer ikke længere ned end denne overfladiske smerte.
Kort sagt:
‘Skin’ tager os med på en mands rejse ud af det højreekstremistiske skinhead-miljø, men filmen graver slet ikke dybt nok ned i den selvransagelse og fortrydelse, som virkelighedens Bryon Widner må have gennemgået, til at man gider holde med karakteren.
Læs også: Seks skuespillere, der revolutionerede deres image med en enkelt rolle