- Skildringen af katastrofen i norsk Netflix-serie er nærmest uset på vores breddegrader
- Weekendens tre streamingtips: Lad dig ikke snyde af den kedelige titel på den mest spændende Netflix-serie længe
- Anna Kendricks date med en seriemorder er en af de uhyggeligste og mest sandfærdige film, jeg længe har oplevet
’Giraffe’: Talentfuld dansker fortæller om globaliseringens indtog i Udkantsdanmark
Lisa Loven Kongsli i 'Giraffe'.
CPH PIX Weekend. To giraffer kigger ind i kameraet i åbningen af Anna Sofie Hartmanns tysk-danske anden spillefilm ‘Giraffe’, der havde premiere på den prominente Locarno-filmfestival i august. Vi er ikke ude i en naturfilm, men titlens højtravende dyr fra formodentlig Knuthenborg Safaripark repræsenterer både filmens tema om globalisering gennem et mikrokosmos på Lolland og både filmens og hovedpersonens antropologiske overblik.
Antropologen Dara (Lisa Loven Kongsli fra ‘Force Majeure’) bor i Berlin, men vender hjem til hjemstavnen Lolland for sommeren for at dokumentere lokalområdet, inden det forandrer sig endegyldigt på grund af den virkelige forestående Femern-tunnel mellem Danmark og Tyskland. Dara interviewer lokale om deres hjem, som de er tvunget til at forlade på grund af byggearbejdet, gransker efterladte huse og bliver suget ind i en gammel dagbog, hun finder.
Selvom hun har en kæreste hjemme i Berlin, kaster hun sig ud i en kærlighedsaffære med en 14 år yngre sød polsk bygningsarbejder, Lucek (Jakub Gierszal), der ligesom hende kun er på besøg og savner et tilhørsforhold. Efter at være med til et middagsselskab med hendes tyske venner, der selvsmagende diskuterer den kreative klasses forhold til arbejde, forstår man godt trangen til et mere umiddelbart forhold.
Lucek arbejder på fibernettet til tunnelen sammen med de andre polske arbejdere, der alle savner deres familier. Ligesom ‘Cutterhead’ om det københavnske metrobyggeri giver ‘Giraffe’ et kærkomment indblik i en overset migrantkultur i Danmark, som filmen godt kunne have dykket endnu længere ned i.
Hartmann, der selv er vokset op i Nakskov, indfanger naturen, husene og menneskene i både sin stille skønhed, tomhed og forfald. Hendes kamera er mere registrerende end dømmende, når det dvæler ved de golde marker, det vilde hav og tableauer af de genstande, fotos og dokumenter, Dara indsamler. Selv Udkantsdanmark går ikke fri af globaliseringen, men selvom filmen har en nostalgisk tone, dømmer den ikke fremskridtet ude.
Filmen er for de tålmodige, og jeg kunne godt ønske mig en smule mere fremdrift og især mere gods i den lidt intetsigende Daras karakter. Til gengæld giver den med enkle, konsekvente midler et fint indblik i et lille lokalsamfund, der afspejler den store verdensfortælling.
Anna Sofie Hartmann er uddannet fra filmskolen i Berlin, hvor hun i 2014 dimitterede lovende med spillefilmen ‘Limbo’, der også udspillede sig i Nakskov. Med ‘Giraffe’ er hun kommet i fint selskab hos Maren Ades arthouse-produktionsselskab Komplizen Film, og man kan sagtens drage paralleller til Ades globaliseringsstudie i ‘Toni Erdmann’. Det skal blive spændende at følge Hartmanns udvikling.
Kort sagt:
Talentfulde Anna Sofie Hartmann fortæller lavmælt og antropologisk nysgerrigt om globaliseringens indtog helt ind i Udkantsdanmark.
Læs også: CPH PIX Weekend tilføjer to festivalperler og ‘Midsommar’-director’s cut
Anmeldelse: ’The Lighthouse’ på CPH PIX Weekend
Anmeldelse: ‘Disco’ på CPH PIX Weekend
Spillefilm. Instruktion: Anna Sofie Hartmann. Medvirkende: Lisa Loven Kongsli, Jakub Gierszal, Maren Eggert. Spilletid: 87 min.. Premiere: Den 14. november under CPH PIX Weekend