’Idas fede fatcamp’: Tykke Idas stemme skærer igennem med befriende budskab
»I USA findes der en fatcamp, hvor det ikke handler om, at man skal tabe sig – det handler om, at man skal slutte fred med sin krop«, fortæller filmanmelder og blogger Ida Rud kendt fra den tidligere dokumentarserie ’Tykke Ida’ på DR3.
To år senere følger hun op med ’Idas fede fatcamp’, der falder på et meget tørt sted. Netop nu kan vi købe sæsonens julemærker og støtte, at børn bliver fjernet fra deres venner og skole og sendt på slankeinternat (hvis nogen tror, julemærkehjem ikke traumatiserer børn, så læs øjenvidneberetningerne på FedFronts Facebook-side i disse uger). Og om få uger vil damebladene opfordre til nytårsfortsæt om sultekure af varierende tvivlsom effekt. Det er lige så faste årstidsindslag som ’Wham’ i radioen.
Men i år skærer Idas stemme igennem med et budskab, der er vigtigt og befriende: Det er okay at være tyk. Det er præcis lige så okay som at være tynd.
I seks afsnit følger vi Ida og fire andre danske kvinders rejse til North Carolina og Camp Pinewood, hvor det at være tyk er normen. Klassiske fluen-på-væggen-optagelser tilføjes håndholdte dagbogsindslag, og det fungerer godt. For det giver kvinderne plads til at fortælle deres egne historier i et intimt rum, som man som seer føler sig privilegeret over at få adgang til.
Det rum handler i høj grad om fællesskab. De fem kvinder er vidt forskellige: Ida er medieprofessionel, Camilla er nybagt mor, Josephine er plus size-model, Sophie er eksiljyde opvokset i et misbrugerhjem, mens Emilie ’Morgan’ dyrker spoken word og leger med udklædning og identiteter. Med så forskellige liv bliver det slående, at de samme temaer går igen. For eksempel de utallige fejlslagne slankekure, nogle helt tilbage i barndommen, og følelsen af at være forkert.
»Når mine negativitet tager over, (…) så får den lov at køre mig helt ned«, fortæller modelsmukke Josephine. »Er jeg værd at elske?« spørger Camilla med en åbenlyst sød kæreste. Og så er der Sophie, der næsten går i baglås, da første dag på fatcamp indebærer pool party. Selvom hun elsker at svømme, har hun ikke båret badedragt i ti år.
Frygten for at blive begloet og bedømt kender alle kvinderne. »Jeg har stået samme sted som dig og følt mig som det ulækreste, klammeste menneske i hele verden«, fortæller Ida, der siden har lært at slappe af i bikini: »Hvorfor skal [folks] latterlige mening holde dig tilbage?«
I poolen på Camp Pinewood, der i ægte amerikansk stil flyder med gigantiske donutbaderinge og enhjørningebadedyr, bader Sophie for første gang i årevis. For på fatcampen er hun ikke en afviger. Hun og de øvrige lejrdeltagere kan for første gang spejle sig i kroppe, der ligner deres egne. Det giver en følelse af fællesskab, der kan række helt ind i stuerne hos seere, der også har savnet positiv tykrepræsentation. DR3 viser nu, at man kan være tyk og lykkelig. Man kan være tyk og sexet. Man kan være tyk og glad for sig selv. Dét er vigtige pointer.
De er bare ikke nok til, at Sophie også vil vove sig i vandet, når hun vender tilbage til Danmark. Det siger hun selv, men desværre går ’Idas fede fatcamp’ ikke dybere ind i begrundelsen.
Serien nøjes med at fokusere på kvindernes individuelle kamp for at elske sig selv og forsømmer den egentlige årsag til Sophies badekvaler: Os, der er tyndhedsprivilegerede. Alle de strandgæster, der glor eller peger eller spytter efter tykke kroppe. De julemærkehjemspædagoger, der stiller børn på række med madfade, der skal illustrere deres vægttab. De chefer, der vælger den tykke ansøger fra. De læger, der nægter at udskrive hormoner til tykke transpersoner.
Når ’Idas fede fatcamp’ ikke viser, at tykke mennesker reelt bliver diskrimineret, kommer serien desværre til at antyde, at tykke menneskers smerte bare er et spørgsmål om attitude. Mekanismen bliver smerteligt tydelig, når Morgan slår sig selv i hovedet: »Det gør mig helt vildt ked af det, at jeg har brugt så meget tid på ikke at være glad«.
Selvfølgelig kan man ikke bare beslutte sig for at trives, uafhængigt af hvordan andre opfører sig over for én. Vi er relationelle væsner filtret ind i kultur, og den kultur må vi tale om for at nå dybere end den overflade, ’Idas fede fatcamp’ kun ridser i. DR3 gør et forsøg med Facebook-opslaget ’Fatshaming med Ida, Morgan og Camilla’, der giver et hint om, hvad tykke mennesker er oppe imod.
Jeg håber, at dén pointe finder vej til senere afsnit, så serien ikke starter og slutter med at påstå, at du kan elske dig selv ud af diskrimination.
Kort sagt:
’Idas fede fatcamp’ leverer vigtig, positiv repræsentation af tykke mennesker, men forholder sig overfladisk til den massive modstand, tykke mennesker møder i hverdagen.
Anmeldt på baggrund af de to første afsnit.