Ja tak: Følg i Bradley Cooper og Damien Chazelles fodspor
Marvel-, Star Wars- og de øvrige franchisefilm sidder tungt på toplisterne over 10’ernes mest sete film. Populariteten holder Hollywood-hjulene i gang, og fred være med det, men hvor ville man dog ønske, at de pengestærke studier turde satse mere på originale fortællinger, som de også gjorde engang.
Mellembudgetsfilmen er som bekendt nærmest lagt i graven til fordel for de store event-film, og de fortrængte fortællinger er i stedet hensat til seriemediet. Men de seneste år har der trods alt været eksempler på, at de originale franchisefri fortællinger godt kan være bæredygtige i længden. Damien Chazelles ’La La Land’, Quentin Tarantinos ’Once Upon a Time in Hollywood’ og Bradley Coopers ’A Star Is Born’ var yderst succesfulde lys i blockbustermørket. Lad det blive til en hel meteorsværm.
Nej tak: Krimiklicheer
Da tre lyshårede modeller findes myrdet, og deres nøgne kroppe iscenesættes som blodige kunstværker på gallerier i Danmark, Norge og Sverige, må en ung og målrettet politikvinde arbejde sammen med en livstræt og småalkoholisk mandlig efterforsker for at opklare forbrydelsen, der trækker tråde langt ind i det skandinaviske erhvervslivs top…
Det var nyt og nordic noir-spændende engang, men nu kender vi til hudløshed alle tænkelige variationer over feticheringen af skamredne kvindelige ofre og gnaven-lækre politimænd med hjerter af guld. Smid formularen i en lufttæt boks og begrav den så dybt, at den først findes af rumvæsner efter deres kolonisering af Jorden.
Ja tak: Euro-cool
Der bliver stadig lavet et hav af gode film i Europa, men man fornærmer næppe nogen ved at sige, at europæisk film ikke er helt så cool som i de gode gamle dage. I 60’erne var franskmændene og italienerne hot shit, mens det for en yngre generation i dag er en barriere, der skal overvindes, hvis man skal se film på andre sprog end amerikansk. Lad os bede til en modbevægelse af europæisk filmkunst-swagger, hvor den nye albanske bølge eller det friske portugisiske mesterværk er det, alle er nødt til at se for ikke at føle sig udenfor. Dreaming on.
Nej tak: Ufrivilligt morsom leflen for kineserne
Det kommercielle Hollywoods kvalitative knæfald for Kinas stadigt mere magtfulde biografmarked løb løbsk i den sidste halvdel af årtiet, hvor snart sagt hver en actionblockbuster med globale boxoffice-ambitioner nødvendigvis måtte have mindst én kinesisk stjerne på plakaten og helst filme op til flere sekvenser i labert æstetiserede asiatiske storbyer.
Himmelråbende påklistrede sideplot med kinesiske forskere, ’sjove’ sidekicks og regime-dydige ungmøer blomstrede i film som ’Independence Day: Resurgence’, ’Transformers’-franchisen, ’Godzilla’ og (værst af alle) hajhittet ’The Meg’, og på bedste selvmålsvis reducerede tendensen konsekvent de stakkels kinesiske skuespillere (som formentlig er udmærkede på eget modersmål) til galoperende skingre stereotyper af den old school-slags, vestlige filmindustrier ellers forsøger at gøre op med i mainstreamkulturen.
Kinesisk succes kan egenhændigt redde en blockbusters kritikerudskældte (drenge)røv, men når Hollywood sælger ud af kunstnerisk integritet for kolde cash (sorry, yuan), kan der hurtigt gå politiske interesser i mere og andet end bare en films rolleliste. Jason Statham til IMAX-kamp mod oprørerne i Hong Kong, anyone?
Ja tak: Danske genrefilm med kant
’Underverden’, ’Den tid på året’, ’Ditte & Louise’ og ’Shelley’ slog det fast med syvtommersøm: Det kan godt lade sig gøre at lave overbevisende genrefilm med dansk afsæt, hvis man forener genrekærligheden – om det så er for action eller komedie – med et jordnært greb på vort lands kultur, traditioner og problemer. Dansk film skal selvfølgelig stadig udforske vores ekspertområde, naturalistiske dramaer, men genrefilmene danner i disse år glimrende, publikumsvenlige rammer for interessante manifestationer af tungvejende tematikker. Både Christian Tafdrup (’En frygtelig kvinde’) og Jens Dahl (’3 ting’) er på vej med horrorfilm, så måske 20’erne bliver årtiet, hvor også det danske gyserglasloft for alvor slås ind.
Nej tak: Svælgende true crime-fortællinger
’Serial’, ’Making a Murderer’ og ’The Jinx’ startede en lavine, som stadig raser ned af bjerget med mere og mere ødelæggende konsekvenser. Historier, der for få år siden mest levede i slibrige ’Fra den virkelige verden’-bøger, er nu hyperpopulære podcasts og tv-serier, der gør rigtige menneskers sorg til cliffhanger-udspekuleret underholdning forklædt som journalistik eller ligefrem kunst. Lad alle i 20’erne huske på, at der skal være en historie af større interesse for almenheden, hvis man skal beslutte sig for at frame mistænkte på løsagtigt grundlag eller snage i uløste mordgåder for et godt seertalsfremmende ord.
Ja tak: Megalomani!
Et af 10’ernes mest presserende spørgsmål var, hvordan man trækker folk i biografen, nu hvor vi får kvalitetsfiktion stoppet i halsen foran fladskærmen derhjemme til 79 kroner om måneden. Vi fik heldigvis flere bud på et svar. Richard Linklaters spektakulære ’Boyhood’ var optaget over 12 år og var en helt ny måde at lave coming of age-historier på. Alfonso Cuarón skabte majestætiske rumbilleder i ’Gravity’. Terrence Malick sporede den moderlige menneskelighed helt tilbage til dinosaurerne i ’The Tree of Life’. Christopher Nolan skar komplekse fortællinger i et gigantisk IMAX-format.
Tv-serie-tiden kalder på storhedsvanvittige instruktører, der overskrider alle grænser og skaber overrumplende biografoplevelser på den ene eller anden måde. Lad os få flere af dem.
Nej tak: Sanseløs CGI
Michael Bays stadigt mere bovlamme ‘Transformers’-franchise ser ud til endelig at have tabt de sidste skruer. Så nu kigger vi på dig, James Cameron, der har syv-otte film (okay, fire…) på vej i en ’Avatar’-franchise, absolut ingen interesserer sig for, fordi den første film var en teknisk pragtpræstation og ikke så meget andet. Teknik ældes hurtigt, mens stærke historier består, og selvom Martin Scorsese med tilsyneladende succes har brugt de nye landvindinger til at gøre Robert De Niro og Al Pacino 30 år yngre i ’The Irishman’, er det ikke på effektområdet, Hollywoods filmbosser bør spendere hovedparten af deres udviklingspenge. Færre computerskabte universer, bedre idéer, please.
Ja tak: Flere kvindelige filmmagere
’Big Little Lies’, ’Lady Bird’, ’Killing Eve’, ’Girls’, ’Top of the Lake’, ’Wonder Woman’, ’Booksmart’, ’Fleabag’, ’The Diary of a Teenage Girl’, ’The Handmaid’s Tale’, ’Broad City’, ’Insecure’, ’Doggystyle’, ’Ondt i røven’, ’Ditte og Louise’…: 10’erne var årtiet, hvor kvindeskabte og kvindedrevne film og serier i både små og store formater slog fast, at flere kvindelige instruktører, producenter og manuskriptforfattere også er lig flere vægtige roller til kvindelige skuespillere på tværs af genrer – og ikke mindst alder i en branche, hvor skuespillerinder over the last fuckable date (aka. de frygtede 40’ere) alle dage har haft svært ved at finde mainstreamarbejde som andet end forstadsmødre og gyldne ’pensionistpiger’ (med mindre de var Meryl Streep, forstås).
»Giv flere kvinder deres egne fortællinger. Gør dem til helte i deres egne historier«, sagde Reese Witherspoon i sin takketale, da ’Big Little Lies’s første sæson vandt en Emmy for bedste miniserie, produceret og realiseret af Withspoon selv og medspilleren Nicole Kidman. Series stjernewattcast tændte sammen med ’The Handmaid’s Tale’s popularitet for alvor op under Hollywoods ligestillingsfokus samme år, hvor Greta Gerwig blev den femte kvindelige instruktør i filmhistorien, der blev nomineret til en Oscar (for coming of age-perlen ’Lady Bird’). Og filmskabere som Lorene Scafarias og Patty Jenkins har siden gjort op med Hollywood-myterne om de kommercielle risici forbundet med kvindedrevne fortællinger med henholdsvis kæmpehittet ’Hustlers’ med Jennifer Lopez og blockbusterbaskeren ’Wonder Woman’.
I en ideel fremtidsverden taler vi ikke længere om ’kvindefilm’, som var det en genre for sig. Men for at nå dertil må vi nødvendigvis eksponeres for lige så mange kvindedrevne perspektiver og forskelligartede kvinderoller, som der er mandlige – og dét kræver fortsat arbejde.
Nej tak: Giftige fans
Begejstring og engagement er det brændstof, filmverden kører på – både blandt filmskabere, kritikere og fans.
Men hadet, sarkasmen og følelsen af, at man har et særligt ejerskab over den fortælling, man nu engang er besat af… det kunne vi godt bruge lidt mindre af i 20’erne. Fra ’Star Wars’ til ’Ghostbusters’ og ’Game of Thrones’ har de giftige fans ladet forstå, at de ikke finder sig i hvad som helst, og deres reaktioner er ofte både forkælede, barnagtige og direkte sårende over for de mennesker, der har lagt blod, sved og tårer i at lave det bedst mulige stykke arbejde.
Lad os i det kommende årti tage en chillpill og huske proportionerne. Som ’Watchmen’-skaber Damon Lindelof sagde i vores interview forleden: »Når man holder af noget, føler man trang til at beskytte det. Og man må gerne kritisere det, fordi man elsker det (…). Men der er også et giftigt niveau af fandyrkelse, hvor folk siger, at de håber, jeg dør. Der har jeg det sådan, ‘guys, det er en historie’.
Ja tak: Større fokus på LGBTQ-repræsentation herhjemme
Der dukker flere LGBTQ-karakterer op i danske serier, men det ville være synd at sige, at udviklingen matcher den amerikanske kønsdiversificering af tv-landskabet. Nu produceres der jo selvsagt også en my færre serier og film i den danske andedam end i Hollywood, men det betyder ikke, at de store tv-producenter DR og TV 2 ikke bør gøre en større indsats for at normalisere LGBTQ-roller i mainstreamkulturen igennem karakterer, hvis seksualitet og køn ikke udgør en reel plotpointe, men som får lov til bare at være.
Rikke Koldings TV 2-webserie ’Ondt i røven’ var en queer-gamechanger for skildringen af en gruppe unges hverdag, men det er alligevel sigende, at den danske transkønnede skuespillerinde May Simón Lifschitz netop har indspillet en amerikansk Netflix-serie – hvor fokusset på LGBTQ-repræsentation er anderledes integreret i arbejdsprocesserne – mens rollerne herhjemme lader vente på sig.
Nej tak: Labre sick flicks
Ud med 00’ernes levende døde vampyrromancer og ind med reelt dødsyge teenagere i 10’erne. I et velmenende forsøg på at normalisere unges samtaler om døden og gøre op med berøringsangsten over for unge, der lider af alvorlige sygdomme, blev sick flick-genren et pladderromantisk bæst, der svælgede lidt for lækkert i ’Romeo & Julie’-lidelser, snarere end den gjorde os klogere på virkeligheden.
Få tabubelagte emner er nogensinde blevet gjort mere relaterbare på film med tyk vaseline på linsen, Danielle Steele-style, og selvom genrefyrtårnet ’En flænge i himlen’ havde rammende øjeblikke, og ’Me, Earl and the Dying Girl’ var sød og quirky, åbnede succeserne sluserne for decideret problematiske romantiseringer af teenagedød og svagelige piger i ’13 Reasons Why’, ’Everything, Everything’, ’Midnight Sun’, ’Before I Fall’, ’Now is Good’ – og uhyggeligt mange flere.
Er det vigtigste i døden at få bekræftet, at skolens lækre fyr crusher på en? Kan selvmord bruges som et selvretfærdigt statement? Det kan godt være, at Julie ukritisk fulgte sin Romeo i døden i 1700 og hvidkål, men i det 21. århundrede fortjener ungmøer altså mere indhold i livet, mens det leves.
Ja tak: Mere dialekt i danske film og serier
Danske stjerner valfarter til Fyn i disse år, hvor FilmFyn har gjort en myreflittig indsats for at trække film og serieproduktioner til øen: Fra DR’s ’Fred til lands’ og ’Arvingerne’, komedierne ’Jagtsæson’, ’Mødregruppen’, ’Den tid på året’ og ’Happy End’ og dramaet ’Kød og blod’.
Jo, jo, Fyn er fin på film og tv – men fynsk not so much, hvorfor samtlige hovedpersoner taler skuespillerskolerigsdansk, så alle kan være med. På samme vis skortede det på jyske toner i ’Rosita’, der ellers specifikt centrerede sin handling om en lille flække på Vestkysten, og ’I krig og kærlighed’, der blev optaget på Als.
Men come on, hvis en ærkeenglænder kan levere et troværdigt »howdy«, kan en sjællænder også lære at mestre »godaw«. Ikke mindst med tanke på, hvor mange af vores hjemmegroede skuespiltalenter allerede formår at boltre sig på diverse fremmedsprog i udlandet. Hvorfor filan kaster filmproducenterne ikke en skilling efter et par sprogtrænere, hvis hyre vel næppe kan være den post, der vælter budgettet?
Det er ærgerligt for vores alle sammes rummelighed, at dialekterne udviskes i mainstreamkulturen. Ikke mindst fordi fravalget forstærker bedagede fordomme om, at jysk, fynsk, lollandsk etc. er for fjollet at skulle lægge øre til for det brede publikum, med mindre det altså bruges til at sige noget specifikt om en karakter – a la Ulrich Thomsen og Nicolas Bros bonderøvsjyder i Ole Bornedals tåkrummende ‘Dræberne fra Nibe’. I dansk film er dialekter ikke noget, man har, men noget man er. Det skylder vi hinanden at gøre op med i det nye årti.
Nej tak: Sequels og reboots og spin-offs og seriefilmatiseringer og…
Den eneste mere allergisk over for punktummer end Yahya Hassan er Hollywood i det 21. århundrede, hvor ingen slutning er så lukket, at den ikke kan lirkes op med et Black Card.
Franchises avler som lemminger, ivrigt inspireret af 00’ernes fyrtårne ’Harry Potter’ og ’Ringenes herre’, og dem, der ikke synes egnede til trilogier (hvor tre’eren splittes i to film a la ’Twilight’ og ’The Hunger Games’, smart!) eller gigantiske familietræer af relaterede film og serier (’Star Wars’, ’The Walking Dead’), bliver rask væk rebootet (’The Matrix’, ’Spider-Man’, ’Godzilla’, ’Batman’) og genindspillet, gerne med omvendt køns- eller racefortegn ud fra fordommen om, at mere diversificerede fortællinger ikke kan knække boxoffice uden en velkendt skabelon i ryggen (’Ocean’s 8’).
Uoriginaliteten er lammende, og som fan bliver ens film- og serieminder følelsesmæssigt forulempet af fortsættelser, der erstatter emotionel resonans med kynisk leflen for laveste kommercielle fællesnævner (av, ’Sex and the City 2’ og ’Jurassic World: Fallen Kingdom’). Havde vi brug for ’El Camino’ som efterspil til ’Breaking Bad’s allerede glimrende serieslutning? Sulter selv den mest ukritiske zombieseer virkelig efter et spinoff på ’The Walking Dead’-spin-ffet ’Fear the Walking Dead’?
Vigtigst af alt: Skal kommende generationer fortsat flaskes op med magre efterligninger af forældregenerationens kulturelle highlights? Vi siger slut, prut, finale!
Ja tak: Flere nyskabende superheltefilm
Superheltenes blockbuster-popularitet er lige så lidt til at skyde igennem som Batmobilens panser, men i det nye årti ønsker vi os flere skæve fortællinger, der kaster genrekonventionerne op i luften og ikke er bange for at støde publikum lidt på manchetterne.
Kom hid med originaler a la ’Thor: Ragnarok’-instruktøren Taika Waititi, der skabte en af Marvels bedste og sjoveste film igennem 80 procent improviseret dialog (noget nær uhørt inden for de stramme studierammer), og filmskabere, der udfordrer vores syn på både genren og det samfund, helte og antihelte udspringer af, som Todd Phillips og hans debatskabende ’Joker’ – sjældent har superhelte-watercooler-snakken været mere ophedet eller interessant end nu!
I serieland har særligt Damon Lindelofs ‘Watchmen’, Amazon Prime-serien ’The Boys’ og den herhjemme ærgerligt underkendte ’Legion’ fløjet flaget for alternative superhelteskildringer, men tiden er moden for flere spritnye originalhistorier, der leger lige så frigjort med materialets uendelige muligheder, som Jeff Nichols gjorde i ’Midnight Special’ og Josh Trank i ’Chronicle’ – to alternative superheltefilm, der sammen med DC og Marvels nybrud har gødet jorden for et potentielt revolutionerende superhelteårti forude.
Læs også: De 25 vigtigste film i 2010’erne
Læs også: De 25 vigtigste serier i 2010’erne