‘Made in Bangladesh’: Giv kreditkortet en pause og se denne film i stedet
I løbet af en helt almindelig arbejdsdag på fabrikken syr Shimu fra Bangladesh 1650 t-shirts. To-tre af dem er det samme værd som hendes månedsløn.
Med Black Friday lige om hjørnet (og de efterhånden obligatoriske diskussioner om overforbrug, der følger med) er en film om Bangladesh’ benhårde tøjindustri, der sidste år stod for 84,21 procent af landets samlede eksportindtægt, igen hamrende relevant. Igen, fordi der allerede tilbage i 2013 blev produceret en dokumentarfilm med titlen ‘Made in Bangladesh’, der undersøgte tøjindustriens urimelige vilkår i kølvandet på Rana Plaza-fabriksulykken samme år, hvor 1100 arbejdere mistede livet.
Hvor meget ved man egentlig om de forhold, tøjet er produceret under, når man går på tilbudsjagt i de store fast fashion-kæder?
Ifølge filmens pressemateriale er 80 procent af alle syerskerne i Bangladesh kvinder. Det er disse kvinder, den bangladeshiske filmskaber Rubaiyat Hossain skildrer i dramaet ‘Made in Bangladesh’. Vi følger den unge Shimu (Rikita Nandini Shimu), som knokler løs bag symaskinen på en tekstilfabrik i hovedstaden Dhaka. Hun er en af fabrikkens mest dedikerede ansatte, for hun og hendes arbejdsløse mand er bagud med huslejen og for længst løbet tør for ris.
Let inspireret af den virkelige ulykke fra 2013 bryder en symaskine pludselig i brand en sen arbejdsdag, og en af Shimus’ medsøstre omkommer. Det tænder den første spæde gnist i hende, for cheferne på fabrikken tøver både med at betale kvinderne for deres overarbejde og med at udbetale erstatning til den afdødes familie.
Shimu kommer i kontakt med en kvindelig aktivist. På hendes kontor hænger der en plakat med ordene »Say no to violence against women«, skrivebordet fremviser stolt et eksemplar af bogen ‘Race, Gender and Rhetoric’, og hun henviser Shimu til et fagforeningsmøde – et møde, der bliver starten på Shimus kamp for at danne sin egen fagforening.
‘Made in Bangladesh’ er heldigvis meget mere end tør fagforeningssnak. Filmen giver et fint og vigtigt indblik i landets paradoksale syn på kvinder og et urokkeligt patriarkat. For mens kvinderne står for den største del af Bangladesh’ indtægt, styres de med hård hånd af mandlige chefer, der mener, at kvinder er nemmere at tøjle.
Shimu starter ud som forsørgeren i hjemmet, men lige så snart husbonden får stablet egen virksomhed på benene, forsøger han at overtale hende til at trække sig fra arbejdsmarkedet. Nu tjener han penge, så behøver hun jo ikke gøre det længere, og det der fagforeningshalløj er da også noget pjat. »Pas på med at engagere dig for meget«, siger han til hende, for er der noget mere skræmmende end en stærk kvinde, der brænder for en sag?
Shimu møder modstand både på hjemmefronten og på arbejdspladsen, men det kammer næsten over, når karaktererne opdeles knivskarpt i gode og onde. Shimu er den målrettede og empowerede heltinde, arbejdsgiverne tænker kun på sig selv, og ægtemanden holder hende nede i sengen, mens han forlanger, at hvis hun skal arbejde, skal hun i det mindste være »ærbar«.
Måske er det rent faktisk et udsnit af virkeligheden i Bangladesh. Med indimellem rystede kamerabevægelser bevæger vi os gennem alle Dhakas små, beskidte kringelkroge – til lyden af dyttende køretøjer, småsnak på gaden og dundrende symaskiner på fabrikken.
Hossains portræt af bangladeshiske arbejderkvinder er fiktivt, men det føles nærmest dokumentaristisk. Den autentiske stil får kun Shimus kommentar til at stå endnu stærkere: »Vi er kvinder! Vi er på den, uanset om vi er gift eller ej«.
Kort sagt:
Giv kreditkortet en pause og se ‘Made in Bangladesh’ i stedet.