‘Western Stars’: Bruce Springsteen-dokumentar er et cowboyromantisk skønmaleri
Tidligere i år udgav Bruce Springsteen sit seneste studiealbum ‘Western Stars’. Et album, der blev mødt med buketter af tornefri kritikerroser, og hvor han henter inspiration i den storladne countrymusik, som særligt Glen Campbell gjorde til sit varemærke. Springsteen sender da også et nik til nestoren med en version af Campbells store hit ‘Rhinestone Cowboy’ i afslutningen af den biografaktuelle dokumentarfilm, der akkompagnerer albummet.
Hvor Springsteen vellykket kan iklæde sine americana-fortællinger med musikalsk storladne gevandter, forholder det sig anderledes i filmformidlingen, som i øvrigt er det 70-årige rockikons instruktørdebut.
Det fundamentale problem ved ‘Western Stars’ er, at den er for idealiserende og overfladisk.
Kanske det skyldes hovedpersonens mange kasketter i tilblivelsen. Springsteen er foruden komponist, fortæller og co-instruktør desuden krediteret som executive producer.
Men denne hands-on involvering i flere af tilblivelsesaspekterne har altså ikke resulteret i en særligt god film.
Dokumentarfilmen er skarpt opdelt mellem fortællesekvenser og koncertoptagelser, hvor The Boss fremfører hele ‘Western Stars’-albummet. Og det er helt åbenlyst i førstnævnte afdeling, at det halter. Springsteens monologer har en dybsindighed som citaterne på en Gajolpakke, og man ved ikke, hvilken grimasse man skal finde frem, når han strør om sig med generiske floskler som »Sometimes you gravitate towards pain, because that’s what you’re familiar with« og »In this life, no-one gets away unhurt«.
Visuelt driver det af cowboyromantik i flotte helikopterskud af vilde heste i galop henover prærien og i saloon-sekvenser, hvor Springsteen mingler med klientellet ved bardisken. Ligesom vi da også får slowmotion-klip af hovedpersonen i fuldt cowboy-outfit blandt sine heste eller bag rattet i en pickup-truck.
Når monologernes lommefilosofiske banaliteter akkompagneres med scener så konstruerede, at de ville egne sig fortrinligt til reklamefilm for herreparfume eller en denim-kollektion, har vi at gøre med en idealisering, som på ingen måde kradser i overfladen.
Man kommer i glimtvis tæt på, når Springsteen omtaler ægteskabet med bandkollega Patti Scialfa. Men symptomatisk for filmens tendens til at skøjte henover de dybe emner bliver vi aldrig klogere på, hvorfor deres ægteskab har haft udfordringer.
Diverse smalfilms-optagelser virker lemfældigt strøet ud og uden anden funktion end at bidrage til den rustikke æstetik. Nogle er tydeligvis fra Springsteens egen barn- og ungdom, og instruktørteamet – som foruden Springsteen tæller Thom Zimny – kunne med fordel have brugt dem til at belyse hovedpersonens forhold til sin mentalt ustabile far. Et aspekt, han ærligt og gavmildt beretter om i selvbiografien ‘Born to Run’.
Springsteen pirrer desuden med kommentarer om hjertesorger og brændte broer, men han bruger dem aldrig som afsæt til videre fortælling, så vi kan lære ham nærmere at kende.
Filmens stringente struktur – monolog efterfulgt af liveoptræden – belyser dog i rigt mål den formidable sangskriver, han er. Både ‘Hitch Hikin”, ‘There Goes My Miracle’ og ‘Hello Sunshine’ funkler som rhinsten i de rustikke rammer. Springsteen er og bliver en magnetisk naturkraft på en scene. At den i dette tilfælde er stillet op i laden på hans egen ranch bidrager til den fine balance mellem det intime koncert-setup og de grandiose arrangementer med strygerensemble og fuldt backingband.
Vi bliver i rigt mål trakteret med sangskriveren Springsteen. Gid det var så vel med fortælledelen, så vi også blev klogere på mennesket bag de flotte sange, som udgør albummet ‘Western Stars’.
Kort sagt:
Filmversionen af Springsteens ‘Westers Stars’ er et cowboyromantisk skønmaleri.