‘Springsteen: Deliver Me from Nowhere’: Filmen om Bruce Springsteens livskrise overrasker først til allersidst
FILM. Mange musikstjerner har gennem tiden knækket nakken på branchens krav om at smede, mens det famøse jern er varm – og gør det stadig i dag.
Bruce Springsteen var i fare for at gøre det samme, da hans pladeselskab Columbia Records tilbage i 1981 forventede nye hits fra den spirende rockstjerne i kølvandet på hans succesfulde femte album, ’The River’, og hitsinglen ’Hungry Heart’.
Den 32-årige musiker havde brug for at gøre noget helt andet. I 1982 udgav han det nedbarberede, skitseagtige album ’Nebraska’, som han havde indspillet i sit soveværelse på en simpel 4-spors båndoptager. De stilfærdige sange om ensomhed, tvivl og mørke havde ikke hitpotentiale, men stor personlig betydning for Springsteen, der kæmpede med sin nyfundne berømmelse og en tyngende depression.
Det er denne periode i The Boss’ karriere, som instruktør og manuskriptforfatter Scott Cooper (’Crazy Heart’, ’Black Mass’, ’The Pale Blue Eye’) skildrer i den nye biopic ’Springsteen: Deliver Me from Nowhere’, der er baseret på bogen af samme navn.
’The Bear’-stjernen Jeremy Allen White har, lidt i stil med Timothée Chalamets Bob Dylan-forvandling tidligere i år, forberedt sig grundigt til rollen som den unge rocklegende. Han har lært at spille guitar og synger selv sangene upåklageligt i filmen.
Alligevel lykkes ’Springsteen: Deliver Me from Nowhere’ ikke med at ramme nær så rent, som ’Nebraska’ gjorde. Ikke ulig albummet er filmen en relativt langsommelig, stemningsbåret og eftertænksom størrelse, men den er desværre bare ikke specielt raffineret eller virkningsfuldt fortalt.
Det står fra første scene meget klart, at Springsteens personlige krise, hans depressive vægelsind og virkelighedsflugt skyldes traumatiske barndomsminder. Vi får nemlig løbende en række gråtonede flashbackscener til 50’erne og 60’erne, hvor drengen Bruce frygter sin voldelige og alkoholiserede far, spillet af Stephen Graham, der kræver, at sønnen mander sig op.
Hans indre kamp med fortiden bliver skåret ud i pap og efterlader ingen plads til fortolkning. Det samme gælder den kreative proces med ’Nebraska’-demoerne, hvor vi skal se hovedpersonen strege »ham« ud og erstatte det med »mig« i en sangtekst, så vi kan forstå, at han spejler sig i sine amerikanske outcast-karakterer.
Cooper formår ikke at indfange kompleksiteten i Springsteens mentale konflikt. Hans kvaler fremstår faktisk ret ligetil – og vækker ufrivilligt mindelser til den udbredte meme-sætning »Men will do anything but go to therapy«.
Der er selvfølgelig en pointe i, at handlingen udspiller sig i en tid, hvor mænd i endnu mindre grad end nu opsøgte behandling for psykiske lidelser. Men ’Deliver Me from Nowhere’ bringer alligevel påfaldende lidt til bordet.
At Jeremy Allen Whites nedtonede spillestil grænser til det udtryksløse og stenede hjælper ikke med at gøre karakterens indre smerte gribende for publikum. Man skal nok være stor Springsteen-fan for virkelig at blive rørt af hovedpersonens rejse.
Odessa Young gør sit for at bringe mere varme og charme til filmen som den enlige mor Faye. Hun er en af filmens eneste komplet fiktive karakterer, en slags sammenfatning af forskellige kvinder i Springsteens liv på den tid. Måske derfor hæver deres forholds op- og nedture sig aldrig over det velkendte.
Så er det mere underholdende at følge den loyale og sympatiske manager Jon Landaus (Jeremy Strong) utrættelige kamp for at trumfe det alternative album igennem hos den befippede pladeselskabsboss Al Teller (David Krumholtz), der slet ikke ved, hvilken grimasse han skal vælge.
Først til allersidst overrasker ’Deliver Me from Nowhere’ sit publikum med et uvant motiv, hvor barn og forælder mødes i en både akavet og reel gestus.
Gid resten af filmen havde gjort samme indtryk som dette fine, intime øjeblik.
Kort sagt:
Den nye biopic ’Springsteen: Deliver Me from Nowhere’ er lige så langsom, stilfærdig og eftertænksom som albummet ’Nebraska’, men rammer desværre ikke lige så rent.