’Psykosia’: Selvmord er forførende i dansk debut med Victoria Carmen Sonne og Trine Dyrholm

3 6
’Psykosia’: Selvmord er forførende i dansk debut med Victoria Carmen Sonne og Trine Dyrholm
Bebiane Ivalo Kreutzmann og Victoria Carmen Sonne i 'Psykosia'. (Foto: Catherine Pattinama Coleman)

Første gang vi møder Jenny (Victoria Carmen Sonne) i Marie Grahtøs ’Psykosia’, sidder hun i et badekar med en kniv i den ene hånd og et langt blødende sår op ad underarmen. Ved siden af står Viktoria (Lisa Carlehed), filmens anden hovedperson, og præcis som i en scene fra Grahtøs uforglemmelige kortfilm ’Daimi’ er hun i gang med at klæde sig af og kravle op i det blodige vand.

’Psykosia’ er Grahtøs debutspillefilm og er inspireret af hendes egne oplevelser med psykotiske episoder og indlæggelse på psykiatriske afdelinger. Selv med instruktørens bagkatalog– der også tæller den stærke kortfilm ’Teenland’ om en anden ung kvinde med psykotiske træk – taget i betragtning er det et modigt valg at søsætte karrieren med en eksperimenterende film om så svære og tabuiserede emner som psykisk ustabilitet og selvmord. Og tilmed gøre det så eksplicit, at man næsten håber, der er en form for disclaimer ved billetsalget.

Jenny er indlagt på et psykiatrisk hospital og har været inde og ude af psykiatrien det meste af sit liv. Hun er utilregnelig, selvmordstruet, sover ikke og er overbevist om, at hun trives bedst i mørke. Hospitalet bestyres af Anna Klein – Trine Dyrholm med hvid kittel og en alvorlig-distanceret mine – der har tilkaldt selvmordsforskeren Viktoria til at komme og behandle Jenny. Mens Anna viser hende rundt på de lange tomme gange, vi hyppigt besøger gennem filmen, forvisser hun Viktoria om, at Jenny er i besiddelse af et mørkt sind, og at man skal bevæge sig varsomt rundt i bygningerne: »Det er nemt at fare vild«, som det lyder i en lidt firkantet metafor.

Victoria Carmen Sonne i Marie Grahtøs ‘Psykosia’. (Foto: Christian Geisnæs)

Således sættes rammerne for et psykotisk kammerspil, der udspiller sig i Jenny og Viktorias skævvredne virkelighed. Først er deres relation en magtkamp, og fra det øjeblik, hun beder Viktoria træde op i badekarret, tester Jenny grænserne for, hvor langt hun kan presse den tilknappede forsker. Men snart lærer vi, at Viktoria ikke kun bærer sin høje hvide krave af modemæssige årsager, og Viktoria lader sig rive med ind i Jennys søvnløse virkelighed og brændende dødsdrift.

I deres grænseløse verden er tid og rum relative koncepter, og det er også sådan, filmen gerne vil opfattes: Fra åbningsreplikken og en surreal orgiescene slås den an som en provokerende fortælling om de udflydende flader mellem individ og verden, begær, narcissisme, skønhed og død.

Det er en smuk film om noget meget grumt. Grahtø har, sammen med fotograf Catherine Pattinama Coleman og scenograf Josephine Farsø, sat ambitionsniveauet højt for det visuelle udtryk. Med tableaulignende kompositioner og nærbilleder hentet fra Bergmans ’Persona’ skaber hun en symmetrisk og stramt stiliseret æstetik ud af de højloftede institutionsbygninger og de hvidklædte læger og patienter. Opbrudt af et beskidtsexet udtryk i stil med Gaspar Noés stofinducerede psykosefilm ’Climax’ med roterende kamerabevægelser og kontrastfarver. Man har fået beundringsværdigt meget ud af et lille budget.

I én scene er spisesalen pludselig badet i hvidt lys, og i slowmotion danser pigen Zarah (Bebiane Ivalo Kreutzmann) sammen med en flok andre patienter æggende mod Viktoria. I en anden scene, igen i slowmotion, smører Jenny og Zarah halvnøgne og legende hinanden ind i rød maling, mens Victoria betragter dem fra dørkarmen i lige dele forundring og fascination.

Alle, der befinder sig på institutionen, er unge og smukke og velplejede – indtil det øjeblik, de skærer en pulsåre over. Sjældent har døden været så lækker og selvmord så forførende.

‘Psykosia’ (Foto: Catherine Pattinama Coleman)

Men for meget hviler på chokeffekten i de grafiske gengivelser af selvmord og selvmordsforsøg, der kommer til at fremstå som sensationelle virkemidler. I sig selv kan fortællingen nemlig ikke bære den symboltunge atmosfære, og der kommer aldrig nok drivkraft i magtkampene mellem Jenny og Viktoria. Vi bliver kastet rundt mellem sindstilstande, stemninger og smukke iscenesættelser, men hvor præcist den fragmenterede fortællestil end gengiver en forvrænget virkelighed, giver den sjældent en fornemmelse af at nærme sig noget substantielt. Replikker som »psykoanalyse er et kunstværk« hjælper ikke på sagen.

Skuespillerne synes også at have svært ved at ånde i de stringente rammer. Særligt Dyrholm får stort set ikke lov til at skifte ansigtsudtryk. Victoria Carmen Sonne spiller dog Jenny med en kropslighed, der trænger igennem formen.

Med den lidt fortænkte twistslutning står det mere klart, hvad Grahtø vil give med ’Psykosia’. Men det ændrer ikke på, at den undervejs farer vild i sine højtravende krinkelkroge. Man kan kun håbe på, at den uomtvisteligt talentfulde instruktør i sin næste film kombinerer denne films overrumplende stilistiske fornemmelser med det pulserende menneskelige hjerte, der bankede i ’Daimi’.


Kort sagt:
Selvmord og psykisk lidelse overæstetiseres i Marie Grahtøs debutfilm, som virker mere interesseret i det stringente udtryk end i karakterernes indre liv.

Spillefilm. Instruktion: Marie Grahtø. Medvirkende: Victoria Carmen Sonne, Lisa Carlehed, Trine Dyrholm, Bebiane Ivalo Kreutzmann . Spilletid: 87 min.. Premiere: Den 19. november
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af